Spring til indhold

Den frie bibel

Jakobsbrevet 3

1 Mine brødre, ikke mange af jer skal blive lærere, for I ved at vi vil få en hårdere dom.
2 For vi snubler alle mange gange. Hvis nogen ikke snubler i tale, er han en fuldkommen mand som også kan tøjle hele sin krop.
3 Men når vi lægger bidsel i hestenes mund for at de skal adlyde os, så styrer vi også hele deres krop.
4 Se også skibene, som er så store og drives af hårde vinde, de styres af et meget lille ror, hvorhen styrmanden vil,
5 således er tungen også et lille lem som praler af store ting. Se hvor lille en ild der sætter ild til den største skov,
6 og tungen er en ild. Tungen sidder som en verden af uretfærdighed blandt vores lemmer, den smitter hele kroppen og sætter livets hjul i brand og sættes selv i brand af helvede.
7 for al natur, vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr, kan tæmmes og er blevet tæmmet af den menneskelige natur,
8 men tungen kan ingen blandt mennesker tæmme, hvileløs i det onde, fuld af dødbringende gift.
9 Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi menneskene som er blevet skabt i Guds lighed.
10 Af den samme mund udgår velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.
11 Kan en kilde fra den samme åbning springe med fersk vand og bittert vand?
12 Mine brødre, kan et figentræ bære oliven eller et vintræ figner? En salt kilde kan heller ikke give fersk vand.
13 Hvem blandt jer er vis og klog? Han skal ud af sin gode adfærd vise sine gerninger med visdommens mildhed.
14 Men hvis I har en bitter misundelse og stridslyst i jeres hjerte, så pral ikke og lyv ikke mod sandheden.
15 Dette er ikke den visdom som kommer ned fra oven, men en jordisk, sjælelig og dæmonisk.
16 For hvor der er misundelse og stridslyst, er der uorden og enhver ond gerning.
17 Men visdommen fra oven er for det første ren, derefter fredselskende, mild, lydig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og oprigtig.
18 Men retfærdigheds frugt sås i fred for dem som stifter fred.