Johannesevangeliet 17
1 Dette sagde Jesus, og han løftede sine øjne mod himlen og sagde: »Far, timen er kommet. Herliggør din søn for at Sønnen kan herliggøre dig,
2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker for at du kan give evigt liv til alle dem du har givet ham.
3 Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham som du har sendt, Jesus Kristus.
4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning som du har givet mig at gøre.
5 Herliggør mig nu, Far, hos dig med den herlighed som jeg havde hos dig før verden var til.
6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker som du har givet mig af verden. De var dine, og du har givet dem til mig, og de har holdt fast i dit ord.
7 Nu ved de at alt det du har givet mig, er fra dig,
8 for de ord som du har givet mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed erkendt at jeg er udgået fra dig, og de har troet at du har sendt mig.
9 Jeg beder for dem, jeg beder ikke for verden, men for dem du har givet mig, for de er dine,
10 og alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er blevet herliggjort ved dem.
11 Jeg er ikke mere i verden, men disse er er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige far, hold dem fast ved dit navn, som du har givet mig, for at de må være ét ligesom vi.
12 Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, som du har givet mig, og jeg har bevogtet dem, og ingen af dem gik fortabt, men ikke fortabelsens søn, for at Skriften skal opfyldes.
13 Nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i verden for at de må have min fuldkomne glæde i sig.
14 Jeg har givet dem dit ord, og verden har hadet dem fordi de ikke er af verden, ligesom jeg ikke er af verden.
15 Jeg beder ikke om at du vil tage dem ud af verden, men om at du vil bevare dem fra den Onde.
16 De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.
17 Hellig dem ved sandheden. Dit ord er sandhed.
18 Ligesom du har sendt mig til verden, har jeg også sendt dem til verden,
19 og jeg helliger mig selv for dem for at også de må være helligede ved sandheden.
20 Jeg beder ikke for dem alene, men også for dem som tror på mig ved deres ord,
21 at alle må være ét, ligesom du, far, er i mig og jeg i dig, at også disse må være i os, for at verden skal tro at du har udsendt mig.
22 Og den herlighed som du har givet mig, har jeg givet dem for at de må være ét, ligesom vi er ét,
23 jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkomment ét for at verden må erkende at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.
24 Far, jeg vil at hvor jeg er, skal også dem som du har givet mig, være sammen med mig, for at de skal se min herlighed som du har givet mig, fordi du har elsket mig før verdens grundlæggelse.
25 Retfærdige far, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt at du har udsendt mig,
26 og jeg har gjort dit navn kendt, og jeg vil kundgøre det for at den kærlighed som du har elsket mig med, må være i dem og jeg i dem.«
Henter interlinear…