Spring til indhold

Den frie bibel

Kolossenserbrevet 2

1 For jeg vil at I skal vide hvor svær en kamp jeg har for jer, for dem i Laodikea og for alle dem som ikke har set mit ansigt fysisk,
2 for at deres hjerter må blive styrket så de forenes i kærlighed og når frem til enhver rigdom i indsigtens overbevisning og til erkendelse af Guds hemmelighed, Kristus,
3 i hvem alle visdommens og erkendelsens skatte er skjult.
4 Dette siger jeg for at ingen skal bedrage jer med forførende ord.
5 For selv om jeg er fysisk fraværende, er jeg dog sammen med jer i ånden, og jeg glæder mig når jeg ser ordenen og fastheden i jeres tro på Kristus.
6 Da I altså har modtaget Kristus Jesus, Herren, skal I leve i ham
7 så I rodfæstes, opbygges i ham og befæstes i troen, ligesom I er blevet undervist, så I er rige på tak.
8 Se til at der ikke er nogen som fører jer bort med filosofi og tomt bedrag ifølge menneskers overlevering, ifølge verdens magter og ikke ifølge Kristus,
9 for i ham bor hele guddomsfylden kropsligt.
10 I ham er I blevet fyldt, han som er hovedet for enhver magt og myndighed.
11 I ham blev I også omskåret med en omskærelse som ikke er udført med hænder, men som består i aflæggelsen af kødets krop, Kristus-omskærelsen,
12 da I blev begravet sammen med ham i dåben, i den blev I også oprejst ved troen, som er virket af Guds kraft der oprejste ham fra de døde.
13 Jer, som var døde i jeres overtrædelser og var i jeres uomskårne kød, har han gjort levende sammen med ham, da han tilgav os alle overtrædelserne.
14 Han slettede gældsbrevet mod os med dets bestemmelser, som var imod os, og han tog det bort ved at nagle det til korset.
15 Da han havde afvæbnet magterne og myndighederne, udstillede han dem åbenlyst ved at føre dem i triumftog i ham.
16 Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller hvad angår fester eller nymåne eller sabbat,
17 som er en skygge af det kommende, men kroppen tilhører Kristus.
18 Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen som elsker ydmyghed og engledyrkelse, som går op i det han har set, så han uden grund bliver opblæst af sin kødelige tankegang
19 og ikke holder fast ved hovedet, fra hvilket hele kroppen med led og sener, som understøtter og holder sammen, vokser Guds vækst.
20 Når I sammen med Kristus er døde i relation til verdens magter, hvorfor underkaster I jer bestemmelser, som om I lever i verden?
21 Tag ikke, smag ikke, rør ikke,
22 – det er alt sammen bestemt til at nedbrydes når man forbruger det – ifølge menneskers bud og undervisning,
23 som har ord for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, ydmyghed og hårdhed mod kroppen. Der er ikke nogen ære i det, kun tilfredsstillelse af kødet.