Spring til indhold

Den frie bibel

Markusevangeliet 12

1 Han begyndte at tale til dem i lignelser: »En mand plantede en vingård og satte et gærde om den og gravede en perse og byggede et tårn, og han lejede den ud til vinbønder og rejste til udlandet.
2 Da tiden kom, sendte han en tjener til vinbønderne for at få af vingårdens frugt af vinbønderne.
3 De tog ham og slog ham og sendte ham tomhændet bort.
4 Han sendte igen en anden tjener til dem; og ham slog de i hovedet og hånede.
5 Han sendte en anden; og ham dræbte de; og mange andre; nogle slog de, andre dræbte de.
6 Han havde endnu én, en elsket søn; ham sendte han til sidst til dem, for han sagde: ›De vil respektere min søn.‹
7 Men disse vinbønder sagde til hinanden: ›Det er arvingen; kom, lad os dræbe ham, og arven vil tilhøre os.‹
8 Og de tog ham og dræbte ham og kastede ham uden for vingården.
9 Hvad vil vingårdens herre så gøre? Han vil komme og dræbe vinbønderne og give vingården til andre.
10 Har I ikke læst dette skriftord:
Den sten som murermestrene forkastede,
den er blevet til en hovedhjørnesten?
11 Fra Herren er dette kommet,
og det er underfuldt for vores øjne.«
12 De forsøgte at gribe ham, men de frygtede skaren; for de forstod at han talte denne lignelse imod dem; og de forlod ham og gik bort.
13 De sender nogle af farisæerne og herodianerne til ham for at de skulle fange ham i ord.
14 De kom hen og siger til ham: »Lærer! Vi ved at du er sandfærdig og ikke lader dig påvirke af nogen; for du gør ikke forskel på mennesker, men lærer Guds vej i sandhed. Er det lovligt at give kejseren skat eller ikke? Skal vi give eller ikke give?«
15 Men da han så deres hykleri, sagde han til dem: »Hvorfor frister I mig? Ræk mig en denar, så jeg kan se den.«
16 De rakte ham den. Han siger til dem: »Hvis billede og indskrift er dette?« Men de sagde til ham: »Kejserens.«
17 Jesus sagde til dem: »Giv kejseren, hvad der er kejserens, og Gud, hvad der er Guds.« Og de undrede sig over ham.
18 Der kommer nogle saddukæere, som siger at der ikke er nogen opstandelse, og spurgte ham:
19 »Lærer! Moses skrev til os at hvis nogens bror dør og efterlader hustru og ikke efterlader et barn, så skal hans bror tage hustruen til sig og skaffe sin bror efterkommere.
20 Der var syv brødre; og den første tog en hustru, og da han døde, efterlod han ingen efterkommere.
21 Den anden tog hende til hustru og han døde uden at efterlade sig efterkommere, og den tredje på samme måde.
22 Og de syv efterlod ingen efterkommere. Sidst af alle døde også hustruen.
23 I opstandelsen, når de opstår, hvis hustru skal hun være? For de syv har haft hende som hustru.«
24 Jesus sagde til dem: »Er det ikke derfor I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft?
25 For når de opstår fra de døde, så gifter de sig ikke eller bortgiftes, men de er som engle i himlene.
26 Men hvad angår de døde, at de opstår, har I da ikke læst i Mosebogen i stedet om tornebusken, hvordan Gud sagde til ham: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27 Han er ikke Gud for døde, men for levende; I farer helt vild.«
28 En af de skriftlærde, der havde hørt dem diskutere og set at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvilket bud er det første af alle?«
29 Jesus svarede: »Det første er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én;
30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din forstand og af hele din styrke.
31 Et andet er dette: Du skal elske din næste som dig selv. Der er ikke noget andet bud der er større end disse.«
32 Den skriftlærde sagde: »Rigtigt, lærer, du har i sandhed sagt at han er én, og der er ingen anden end ham,
33 og at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og at elske næsten som sig selv er mere end alle brændofrene og slagtofrene.«
34 Da Jesus så at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Ingen turde længere spørge ham.
35 Jesus tog til orde og underviste i templet: »Hvordan kan de skriftlærde sige at Kristus er Davids søn?
36 David selv har sagt ved Helligånden:
Herren sagde til min Herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder.
37 David selv kalder ham Herre, og hvordan er han så hans søn?« Den store skare hørte ham gerne.
38 I sin undervisning sagde han: »Vogt jer for de skriftlærde, som ønsker at gå omkring i lange kjortler og ønsker hilsner på torvene,
39 de fornemste sæder i synagogerne og de øverste pladser ved festerne.
40 De æder enkers huse op og beder længe for et syns skyld; de vil modtage en hårdere dom.«
41 Han satte sig over for tempelkisten og så hvordan skaren lagde penge i tempelkisten, og mange rige lagde meget i den.
42 Og der kom en fattig enke og lagde to småmønter i; tilsammen gav det én øre.
43 Han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer at denne fattige enke har lagt mere i end alle dem der lagde noget i tempelkisten.
44 For de lagde alle af deres overflod; men hun lagde af sin fattigdom, alt hvad hun havde, alt hvad hun havde at leve af.«