Spring til indhold

Den frie bibel

Matthæusevangeliet 6

1 Men vogt jer for at udøve jeres retfærdighed overfor mennesker for at blive set af dem. Ellers får I ikke løn fra jeres Gud, som er i himlene.
2 Når du altså giver almisse, lad da ikke blæse i basun foran dig ligesom hyklerne gør i synagoger og på gader for at de kan blive prist af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.
3 Men når du giver almisse, så skal din venstre hånd ikke vide, hvad din højre hånd gør
4 for at din almisse kan være i det skjulte, og din Far, som ser i det skjulte, kan belønne dig.
5 Og når I beder, skal I ikke være som hyklerne, for de elsker at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.
6 Men du, når du beder, gå ind i dit kammer og luk din dør for at bede til din Far, som er i det skjulte, og din Far, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
7 Og når I beder, skal I ikke lade munden løbe, ligesom hedningerne, for de tror at de vil blive bønhørt for deres mange ord.
8 I må altså ikke ligne dem, for jeres Far ved, hvad I har behov for før I beder til ham.
9 Således skal I da bede:
Vor far, du som er i himlene,
helliget blive dit navn
10 komme dit rige,
ske din vilje, som i himlen og også på jorden.
11 Giv os i dag vort daglige brød,
12 og tilgiv os vor skyld,
ligesom også vi har tilgivet vore skyldnere,
13 og før os ikke ind i fristelse,
men befri os fra den onde.
For dit er riget og magten og æren. Amen.
14 For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal også jeres himmelske far tilgive jer,
15 men hvis I ikke tilgiver mennesker, skal heller ikke jeres far tilgive jeres overtrædelser.
16 Men når I faster, så vis ikke et mørkt udseende som hyklerne, for de gør deres ansigter ukendelige for at de kan vise for mennesker at de faster. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn.
17 Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt
18 for at du kan vise at du ikke faster for mennesker, men for din Far, som er i det skjulte, og din Far, som ser i det skjulte, skal belønne dig.
19 I skal ikke samle jer skatte på jorden, hvor møl og insekter fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.
20 Men I skal samle jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller insekter fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler.
21 For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.
22 Øjet er legemets lys. Hvis dit øje da er klart, er hele dit legeme lyst;
23 men hvis dit øje er dårligt, er hele dit legeme mørkt. Hvis altså lyset i dig er mørke, hvilket mørke!
24 Ingen kan tjene to herrer, for han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.
25 Derfor siger jeg jer: Hvad jeres liv angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal spise, og for hvad I skal drikke, og hvad jeres krop angår, skal I ikke bekymre jer for hvad I skal klæde jer med.
26 Betragt himlens fugle: De sår ikke eller høster eller samler i lader, og jeres himmelske fader føder dem. Er I ikke meget mere værd end dem?
27 Men hvem af jer som bekymrer sig, kan lægge en alen til sin livsalder.
28 Og hvorfor bekymrer I jer for klæderne? Bemærk markens liljer, hvorledes de gror. De arbejder ikke, og de spinder ikke.
29 Men jeg siger jer at ikke engang Salomo i hele sin pragt var klædt som en af dem.
30 Men når Gud således klæder markens græs, som står i dag, og som i morgen kastes i ovnen, hvor meget mere vil han så ikke klæde jer som har en lille tro?
31 I skal altså ikke bekymre jer og sige: Hvad skal vi spise? Eller: Hvad skal vi drikke? Eller: Hvad skal vi klæde os med?
32 For alt dette søger hedningerne efter. For jeres himmelske far ved at I trænger til alt dette.
33 Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift.
34 Altså skal I ikke bekymre jer for dagen i morgen, for dagen i morgen skal bekymre sig om sig selv. En dag har nok i sin plage.