Spring til indhold

Den frie bibel

Titusbrevet 1

1 Paulus, Guds tjener og Jesu Kristi apostel, der er udsendt til at virke tro hos de udvalgte og erkendelse af sandhed der fører til gudsfrygt
2 med håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet fra evige tider,
3 og han har i den rigtige tid åbenbaret sit ord ved den forkyndelse han har betroet mig ifølge befaling fra Gud, vores frelser,
4 hilser Titus, mit ægte barn i vores fælles tro: Nåde og fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vores frelser.
5 Derfor efterlod jeg dig på Kreta for at du skulle ordne hvad der mangler, og indsætte ældste i byerne sådan som jeg havde befalet dig.
6 En ældste skal være uangribelig, én kvindes mand, med troende børn, ikke under anklage for udsvævelse eller ulydighed.
7 En tilsynsmand skal være uangribelig da han er Guds husholder, ikke egenrådig, ikke opfarende, ikke fordrukken, ikke voldsom, ikke grådig efter penge,
8 men gæstfri, elskende det gode, behersket, retfærdig, from, disciplineret
9 og en som holder fast i det troværdige ord i overensstemmelse med læren for at han kan være kompetent til både at formane ved den sunde lære og gendrive dem der siger imod.
10 For der er mange oprørske, nonsens-talende, bedragere, især blandt de omskårne,
11 som man skal lukke munden på, og som ødelægger hele familier når de lærer det man ikke må lære, for skammelig vindings skyld.
12 En af dem, deres egen profet, har sagt: »Kretere er altid løgnere, onde dyr, griske og dovne.«
13 Dette vidnesbyrd er sandt. Derfor skal du irettesætte dem skarpt for at de må blive sunde i troen
14 så de ikke er optaget af jødiske myter og bud fra mennesker som vender sig bort fra sandheden.
15 Alt er rent for de rene, men for de besmittede og ikke-troende er intet rent, men de er blevet besmittet i både tanker og samvittighed.
16 De hævder at kende Gud, men de fornægter ham ved deres gerninger. De er modbydelige, ulydige og ukvalificerede til al god gerning.