Zakarias' Bog 11
1 Åbn dine døre, Libanon!
Lad ild fortære dine cedertræer.
Lad ild fortære dine cedertræer.
2 Hyl, cypres!
For cedertræet er faldet;
disse herlige træer er ødelagte.
Hyl, Bashans egetræer!
For den tykke skov er fældet.
For cedertræet er faldet;
disse herlige træer er ødelagte.
Hyl, Bashans egetræer!
For den tykke skov er fældet.
3 Hyrdernes hyl lyder,
for deres herlighed er ødelagt.
De unge løvers brøl lyder,
for Jordans stolthed er ødelagt.
for deres herlighed er ødelagt.
De unge løvers brøl lyder,
for Jordans stolthed er ødelagt.
4 Således sagde HERREN, min Gud: »Vogt slagtefårene!
5 De som køber dem, dræber dem og bliver ikke straffet, mens de som sælger dem, siger: ›Velsignet være HERREN, at jeg bliver rig!‹ Og ingen af deres hyrder føler medlidenhed med dem.
6 For jeg vil ikke længere føle medlidenhed med landets indbyggere, siger HERREN. Se, jeg vil lade menneskene falde i hænderne på hinanden og på deres konge, så de ødelægger landet. Jeg vil ikke redde dem.«
7 Jeg vogtede slagtefårene, heriblandt de elendige blandt fårene, og jeg tog to stave. Den ene kaldte jeg »Skønhed«, og den anden kaldte jeg »Bånd«, og jeg vogtede fårene.
8 Jeg fjernede tre af hyrderne på én måned, men jeg blev utålmodig med dem, og de afskyede mig.
9 Jeg sagde: »Jeg vil ikke vogte jer. Det som dør, må dø; det som omkommer, må omkomme; de som bliver til overs må æde hinandens kød.«
10 Og jeg tog min stav, Skønheden, og brækkede den for at gøre den pagt ugyldig, som jeg havde indstiftet med alle folkeslag.
11 Den blev gjort ugyldig den dag. Således forstod de elendige blandt fårene, som holdt sig til mig, at det var HERRENS ord.
12 Og jeg sagde til dem: »Hvis det passer jer, så giv mig min løn, men hvis ikke, så lad være.« Og de afvejede min løn, tredive stykker sølv.
13 HERREN sagde til mig: »Kast dem hen til pottemageren, den herlige pris, som jeg blev vurderet af dem til at have.« Og jeg tog de tredive stykker sølv og kastede dem hen i HERRENS hus, hen til pottemageren.
14 Og jeg knækkede min anden stav, Bånd, for at ødelægge slægtskabet mellem Juda og Israel.
15 HERREN sagde igen til mig: »Udstyr dig som en uduelig hyrde!
16 For se, jeg lader en hyrde fremstå i landet.
Dem som er tæt på at gå til grunde, vil han ikke se til;
de vildfarne vil han ikke lede efter;
de forkomne vil han ikke læge;
de raske vil han ikke forsørge.
Men kødet fra de fede dyr vil han spise; deres hove vil han sønderrive.
Dem som er tæt på at gå til grunde, vil han ikke se til;
de vildfarne vil han ikke lede efter;
de forkomne vil han ikke læge;
de raske vil han ikke forsørge.
Men kødet fra de fede dyr vil han spise; deres hove vil han sønderrive.
17 Ve den uduelige hyrde, som forlader fårene. Et sværd skal ramme hans arm og hans højre øje. Hans arm skal visne; hans højre øje blive fuldstændigt blindt.«
Henter interlinear…