Spring til indhold

Den frie bibel

Klagesangene 4

1 Hvor er guldet blevet formørket,
det fine guld forandret!
Hellige sten er smidt ud
på hvert gadehjørne!
2 Zions sønner, de kostbare,
de der vejes af med rent guld;
hvor er de regnet for lerkrukker,
en pottemagers hænders værk!
3 Selv sjakaler giver bryst,
de ammer deres unger;
men mit folks datter er grusom
som strudse i ørkenen.
4 Den diendes tunge klæber
til ganen af tørst,
børn forlanger brød;
der er ingen der rækker dem det.
5 De som ellers spiste lækkerier,
omkom på gaderne.
De der plejede at blive opfostret på karmoisin,
omfavnede møgbunker.
6 Mit folks datters skyld er større
end synden i Sodoma,
der blev styrtet på et øjeblik,
og uden at nogen løftede hænder mod den.
7 Hendes nasiræere var renere end sne,
hvidere end mælk;
de selv var rødere end koraller,
som safir var deres skikkelse.
8 Mørkere end sod er nu deres udseende,
de bliver ikke genkendt i gaderne,
deres hud er skrumpet ind på deres knogler,
den er tørret ind ligesom træ.
9 De der blev stukket ned med sværd, havde det bedre
end dem der blev slået ned af hungersnød,
dem som sygner hen,
gennemboret af mangel på markens afgrøder.
10 Medlidende kvinder
kogte selv deres børn;
de var til føde for dem
ved mit folks datters sammenbrud.
11 HERREN har fuldført sin harme,
han har udgydt sin glødende vrede;
han tændte ild i Zion,
den fortærede hendes fundamenter.
12 Jordens konger havde ikke troet,
og heller ikke alle jordens beboere,
at modstander og fjende ville komme ind
gennem Jerusalems porte.
13 Det skete på grund af hendes profeters synder,
hendes præsters ugerninger,
de som udgyder retfærdiges blod
i hendes midte.
14 De vakler som blinde omkring i gaderne,
besmittet med blodet
så man ikke kan
røre ved deres klæder.
15 »Gå til side, en uren!« råber man til dem.
»Gå til side! Gå til side! Rør dem ikke!«
Ja, de flygter, de flakker endog omkring.
Man siger blandt folkeslagene:
»De må ikke længere bo som fremmede!«
16 HERRENS ansigt har spredt dem,
han ser ikke længere ned til dem.
Præster viste de ikke respekt,
ældste viste de ingen nåde.
17 Endnu udmattes vores øjne af
forgæves at se efter vores hjælp.
På vores udkigspost spejdede vi efter et folk,
der ikke kan frelse.
18 De jagtede vores skridt
så vi ikke kunne gå på vores åbne pladser.
Vores ende var nær, vores dages tal var fuldt,
for vores ende var kommet.
19 Vores forfølgere var hurtigere
end himlens ørne.
På bjergene forfulgte de os,
i ørkenen lå de på lur efter os.
20 Vores livsånde, HERRENS salvede,
blev fanget i deres gruber,
ham om hvem vi sagde:
»I hans skygge vil vi leve blandt folkeslagene.«
21 Jubl og glæd dig, Edoms datter!
Du som bor i landet Us!
Også til dig skal bægeret komme;
du skal blive beruset og blotte dig.
22 Til ende er din skyld, Zions datter,
han vil ikke længere føre dig bort!
Han hjemsøger dig for din skyld, Edoms datter,
han afslører dine synder.