Spring til indhold

Den frie bibel

1. Korintherbrev 6

1 Kan nogen af jer, som har en sag mod en anden, få sig til at føre proces for de uretfærdige og ikke for de hellige?
2 Eller ved I ikke at de hellige skal dømme verden? Og når verden dømmes ved jer, er I da uværdige til at dømme i de ringeste retssager?
3 Ved I ikke at vi skal dømme engle, hvor meget mere da dagligdags forhold?
4 Hvis I altså har retssager om dagligdags forhold, sætter I da de ringeagtede i menigheden som dommere?
5 Jeg siger dette til skam for jer. Er der da ikke en eneste vis blandt jer som kan dømme mellem hans brødre?
6 Men broder fører proces mod broder, og det for vantro?
7 I det hele taget er det da allerede et nederlag for jer at I har retssager med hinanden. Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere plyndre?
8 Men I begår uret og plyndrer, og det mod brødre.
9 Eller ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Lad jer ikke bedrage. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der lader sig bruge homoseksuelt, eller mænd som udøver homoseksuel handling,
10 eller tyve eller griske eller fordrukne, eller spottere eller røvere skal arve Guds rige.
11 Og sådan var nogle af jer, men I lod jer renvaske, ja, I blev helliget, ja, I blev erklæret retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vores Guds Ånd.
12 Alt er mig tilladt, men ikke alt gavner; alt er mig tilladt, men jeg skal ikke lade noget herske over mig.
13 Maden er bestemt for maven, og maven for maden, men Gud vil tilintetgøre begge. Men kroppen er ikke bestemt for utugt, men for Herren, og Herren er bestemt for kroppen.
14 Men Gud har oprejst Herren og vil oprejse jer ved sin kraft.
15 Eller ved I ikke at jeres kroppe er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre dem til en prostituerets lemmer? Nej, slet ikke.
16 Eller ved I ikke at den som holder sig til en prostitueret, er én krop med hende? For de to, hedder det, skal blive ét kød.
17 Men den som holder sig til Herren, er én ånd med ham.
18 Flygt fra utugt. Enhver synd som et menneske begår, er uden for kroppen, men den som begår utugt, synder mod sin egen krop.
19 Eller ved I ikke at jeres krop er et tempel for Helligånden i jer som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv?
20 For I er blevet købt for en betaling. Ær da Gud i jeres krop.