Spring til indhold

Den frie bibel

1. Mosebog 13

1 Abram drog op fra Egypten, han og hans hustru og alt hvad han havde, og Lot sammen med ham, og de tog mod Negev.
2 Abram var meget rig på kreaturer, sølv og guld.
3 Han rejste fra Negev op til Betel til det sted hvor hans telt først havde stået, mellem Betel og Aj,
4 til stedet for det alter, han havde bygget først, og dér påkaldte Abram HERRENS navn.
5 Men også Lot, som vandrede med Abram, havde får og kvæg og telte.
6 Landet kunne ikke rumme at de boede sammen, for de havde så mange ejendele at de ikke kunne bo sammen.
7 Og der opstod strid mellem Abrams hyrder og Lots hyrder. Kana’anæerne og perizzitterne boede dengang i landet.
8 Abram sagde til Lot: »Lad der nu ikke være strid mellem mig og dig, og mellem mine hyrder og dine, for vi er jo brødre.
9 Ligger ikke hele landet åbent for dig? Lad os skilles; hvis du vil til venstre, så går jeg til højre, og hvis du vil til højre, går jeg til venstre.«
10 Lot løftede blikket og så at hele Jordansletten var meget vandrig – det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra, dengang var den som HERRENS have, som Egyptens land – helt til Soar.
11 Lot udvalgte sig hele Jordansletten, og Lot drog østpå, de skiltes ad.
12 Abram boede i Kana’ans land, og Lot boede mellem byerne på sletten og slog lejr ved Sodoma.
13 Mændene i Sodoma var onde, og de syndede slemt mod HERREN.
14 HERREN sagde til Abram, efter at Lot havde skilt sig fra ham: »Løft dit blik; og se fra det sted hvor du er, mod nord og syd og øst og vest.
15 For hele det land du ser, det vil jeg give dig og dine efterkommere til evig tid.
16 Jeg vil gøre dine efterkommere så mange som støvet på jorden, at hvis nogen kunne tælle støvet på jorden, så ville også dine efterkommere kunne tælles.
17 Rejs dig, drag igennem landet i hele dets længde og hele dets bredde; for til dig vil jeg give det.«
18 Så flyttede Abram lejr og rejste hen og boede ved Mamres ege, som er ved Hebron, og byggede dér et alter for HERREN.