Spring til indhold

Den frie bibel

Markusevangeliet 1

1 Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn,
2 var ligesom der står skrevet hos profeten Esajas:
»Se, jeg sender min engel foran dit ansigt; han vil forberede din vej.
3 Der er en stemme der råber i ørkenen: Forbered Herrens vej, gør hans stier jævne!«.
4 Frem trådte Johannes, som døbte i ørkenen og forkyndte omvendelsesdåb til tilgivelse af synderne.
5 Hele Judæas land og alle i Jerusalem gik ud og blev døbt af ham i Jordanfloden hvorved de bekendte deres synder.
6 Johannes var klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet og spiste græshopper og vild honning.
7 Han forkyndte: »Efter mig kommer den der er stærkere end jeg, hans sandalrem er jeg ikke værdig til at bøje mig ned og løse.
8 Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligånd.«
9 Det skete i de dage at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.
10 Og straks da han steg op af vandet, så han himlene skilles ad og Ånden stige ned som en due over ham,
11 og der lød en stemme fra himlene: »Du er min søn, den elskede, dig har jeg udvalgt.«
12 Straks efter fører Ånden ham ud i ørkenen.
13 Han var i ørkenen fyrre dage mens han blev fristet af Satan, og han var blandt dyrene, og englene tjente ham.
14 Efter at Johannes var blevet fængslet, kom Jesus til Galilæa og forkyndte Guds evangelium:
15 »Tiden er blevet opfyldt, og Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«
16 Mens han gik langs Galilæas sø, så han Simon og Andreas, Simons bror, i færd med at kaste net i søen. For de var fiskere.
17 Jesus sagde til dem: »Følg mig, og jeg vil gøre jer til menneskefiskere.«
18 Straks forlod de deres net og fulgte ham.
19 Da han gik lidt videre, så han Jakob, Zebedæus’ søn, og hans bror Johannes, i deres båd i færd med at ordne deres net,
20 og straks kaldte han dem. De forlod deres far Zebedæus i båden sammen med daglejerne og fulgte efter ham.
21 De kommer til Kapernaum, og straks på sabbatten gik han ind i synagogen og underviste,
22 og de blev slået af forundring over hans undervisning; for han underviste dem som en med myndighed og ikke som de skriftlærde.
23 Straks var der i deres synagoge et menneske med en uren ånd, og han skreg:
24 »Hvad har vi med dig at gøre, Jesus af Nazaret? Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved hvem du er: Guds hellige.«
25 Jesus truede den: »Ti stille, og far ud af ham!«
26 Den urene ånd sled i ham, skreg med høj stemme og for ud af ham.
27 De blev alle forfærdede, så de diskuterede med hinanden: »Hvad er dette? En ny lære med myndighed; selv de urene ånder befaler han over, og de adlyder ham.«
28 Rygtet om ham kom straks ud overalt i hele omegnen, det vil sige Galilæa.
29 Straks da de var kommet ud af synagogen, kom de til Simons og Andreas’ hus sammen med Jakob og Johannes.
30 Men Simons svigermor lå med feber, og straks fortalte de ham om hende;
31 og han gik hen til hende, greb hendes hånd og rejste hende op, og feberen forlod hende, og hun sørgede for dem.
32 Da det var blevet aften, og solen var gået ned, bar de alle de syge og de besatte til ham,
33 og hele byen var forsamlet ved døren.
34 Han helbredte mange, der led af mange slags sygdomme, og han uddrev mange dæmoner, og han tillod ikke dæmonerne at tale, fordi de kendte ham.
35 Tidligt, mens det var helt mørkt, stod han op, gik ud og hen til et øde sted, og dér bad han.
36 Simon og de der var sammen med ham, skyndte sig efter ham.
37 De fandt ham og siger til ham: »Alle søger dig.«
38 Han sagde til dem: »Lad os gå andet steds hen, til de nærliggende landsbyer, for at jeg også kan forkynde dér; for det er derfor jeg er kommet.«
39 Han kom og forkyndte i deres synagoger i hele Galilæa og uddrev dæmoner.
40 En spedalsk kommer til ham, beder ham og falder på knæ for ham og siger til ham: »Hvis du vil, kan du gøre mig ren.«
41 Han fik medlidenhed med ham, rakte sin hånd frem, rørte ved ham og siger til ham: »Jeg vil, bliv ren!«
42 Straks forlod spedalskheden ham, og han blev renset.
43 Han talte strengt til ham og sendte ham straks væk,
44 og siger: »Se til at du ikke siger det til nogen; men gå hen og vis dig for præsten, og bring det offer for din renselse som Moses har befalet, til vidnesbyrd for dem!«
45 Men han gik ud og begyndte at forkynde ivrigt og udbrede ordet, så at Jesus ikke mere kunne gå åbenlyst ind i en by, men var udenfor på øde steder, og de kom til ham alle vegne fra.