Markusevangeliet 15
1 Straks om morgenen traf ypperstepræsterne sammen med de ældste og de skriftlærde, hele rådet, en beslutning og bandt Jesus, førte ham hen og udleverede ham til Pilatus.
2 Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Men han svarede ham: »Du siger det.«
3 Ypperstepræsterne anklagede ham meget.
4 Pilatus spurgte ham så igen: »Svarer du intet? Se, hvor meget de anklager dig.«
5 Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.
6 Under festen plejede han at løslade dem én fange, den som de forlangte.
7 Men der var en der hed Barabbas, som sad fængslet sammen med oprørerne som under oprøret havde begået mord.
8 Skaren gik op og begyndte at bede om at han ville gøre for dem, som han plejede.
9 Men Pilatus svarede dem: »Vil I at jeg løslader jødernes konge til jer?«
10 For han forstod at ypperstepræsterne havde udleveret ham på grund af misundelse.
11 Ypperstepræsterne ophidsede skaren til at han hellere skulle løslade Barabbas til dem.
12 Men Pilatus svarede dem igen: »Hvad vil I så have at jeg skal gøre med ham som I kalder jødernes konge?«
13 De råbte igen: »Korsfæst ham!«
14 Pilatus sagde til dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte endnu højere: »Korsfæst ham!«
15 Og da Pilatus ville gøre skaren tilpas, løslod han Barabbas til dem; og Jesus lod han piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.
16 Soldaterne førte ham så ind i gården, det vil sige borgen, og de sammenkalder hele vagten.
17 De klæder ham i en purpurkappe, flettede en tornekrone og sætter den på ham.
18 Og de begyndte at hilse ham: »Vær hilset, jødernes konge!«
19 De slog ham i hovedet med en stav, spyttede på ham og lagde sig på knæ og tilbad ham.
20 Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Og de fører ham ud for at korsfæste ham.
21 De tvinger en forbipasserende, Simon fra Kyrene, som kommer fra marken, Alexanders og Rufus’ far, til at bære hans kors.
22 De fører ham til stedet Golgata, det betyder »Hovedskalsted.«
23 De forsøgte at give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke.
24 De korsfæster ham og deler hans klæder ved at kaste lod om hvem der skulle tage hvad.
25 Det var den tredje time, og de korsfæstede ham.
26 Indskriften med anklagen imod ham lød sådan: »Jødernes konge.«
27 Sammen med ham korsfæster de to røvere, den ene ved hans højre og den anden ved hans venstre side. [
28 Og Skriften blev opfyldt, der siger: »Og han blev regnet iblandt overtrædere.«]
29 De der gik forbi, spottede ham ved at ryste på hovedet og sige: »Nå! Du som bryder templet ned og bygger det op på tre dage;
30 frels dig selv ved at stige ned fra korset!«
31 På samme måde hånede ypperstepræsterne ham indbyrdes sammen med de skriftlærde og sagde: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.
32 Kristus, Israels konge, stig nu ned af korset, så vi kan se det og tro!« Også de som var blevet korsfæstet sammen med ham, hånede ham.
33 Da den sjette time var kommet, blev der mørke over hele landet indtil den niende time.
34 I den niende time råbte Jesus med høj stemme: »Eloí! Eloí! Lama sabaktani?« Det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
35 Nogle af dem som stod ved siden af, sagde, da de hørte det: »Se, han kalder på Elias.«
36 Men en løb hen og fyldte en svamp med eddike, stak den på en stav og gav ham at drikke og sagde: »Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.«
37 Men Jesus råbte med høj stemme og udåndede.
38 Og forhænget i templet blev spaltet i to fra øverst til nederst.
39 Men da officeren som stod lige over for ham, så at han udåndede på den måde, sagde han: » Denne mand var virkelig Guds Søn.«
40 Men der var også kvinder som så til på afstand. Blandt dem var også Maria Magdalene og Maria, Jakob den Lilles og Joses’ mor, og Salome,
41 som fulgte ham og sørgede for ham da han var i Galilæa, og mange andre kvinder der var gået op til Jerusalem sammen med ham.
42 Da det allerede var blevet aften, for det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat,
43 kom Josef fra Arimatæa, som var et anset medlem af rådet, og som også selv ventede Guds rige; han tog mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu krop.
44 Men Pilatus undrede sig over at han allerede var død,
45 og han tilkaldte officeren og spurgte ham om han allerede havde været død længe; og da han fik det at vide af officeren, skænkede han liget til Josef.
46 Han købte et linnedklæde, tog ham ned, svøbte ham ind i linnedklædet og lagde ham i en grav som var hugget ud i klippen, og han væltede en sten for indgangen til graven.
47 Men Maria Magdalene og Maria, Joses’ mor, så hvor han blev lagt.
Henter interlinear…