Spring til indhold

Den frie bibel

Markusevangeliet 4

1 Han begyndte igen at undervise ved søen, og en meget stor skare samles om ham, så han gik ombord i en båd og satte sig i den ude på søen; og hele skaren var på land ved søen.
2 Han underviste dem meget i lignelser og sagde til dem i sin undervisning:
3 »Hør her: Se, en sædemand gik ud for at så,
4 og det skete mens han såede, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og spiste det.
5 Noget faldt på klippegrund hvor det ikke havde meget jord; og det kom straks op fordi det ikke havde dyb jord.
6 Da solen steg op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde rod, visnede det.
7 Noget faldt blandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, og det bar ikke frugt.
8 Noget faldt i god jord og bar frugt; det skød op og voksede, og ét bar tredive og ét tres og ét hundrede fold.«
9 Han sagde: »Den der har ører at høre med, skal høre!«
10 Da han blev alene, spurgte de som var omkring ham sammen med de tolv, ham om lignelserne.
11 Han sagde til dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed blevet givet; men for dem udenfor bliver alt i lignelser
12 for at de, når de ser, skal se og ikke indse, og når de hører, skal de høre og ikke forstå, for at de ikke skal omvende sig og få tilgivelse.«
13 Han siger til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan vil I så forstå alle de andre lignelser?
14 Sædemanden sår ordet.
15 De på vejen er dem hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og tager det ord bort som er blevet sået i dem.
16 De som bliver sået på klippegrunden, er dem som, når de hører ordet, straks tager imod det med glæde;
17 de har dog ikke rod i sig, men holder ud en tid, og så når trængsel eller forfølgelse kommer på grund af ordet, falder de straks fra.
18 De andre som bliver sået blandt tidsler, er dem som har hørt ordet,
19 og når denne verdens bekymringer og rigdommens bedrag og de øvrige begæringer kommer ind, kvæler de ordet, og det bliver uden frugt.
20 De der blev sået i god jord, er dem som hører ordet, tager imod det og bærer frugt, én tredive og én tres og én hundrede fold.«
21 Han sagde til dem: »Mon lyset kommer ind for at blive sat under skæppen eller under sengen? Mon ikke for at blive sat på lysestagen?
22 For der er ikke noget skjult uden for at det skal blive kendt, og det blev heller ikke gemt uden at det vil komme frem i lyset.
23 Hvis nogen har ører at høre med, skal han høre!«
24 Han sagde til dem: »Læg mærke til hvad I hører! Med det mål I måler med, vil I få tilmålt, og I vil få endnu mere.
25 For den som har, til ham vil der blive givet; og den som ikke har, fra ham vil endog det han har, blive taget.«
26 Han sagde: »Guds rige er ligesom når en mand har kastet sæden i jorden,
27 og han sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, hvordan ved han ikke selv.
28 Af sig selv bærer jorden frugt, først strå, derefter aks, derefter fuld kerne i akset;
29 men når frugten er moden, sender han straks seglen ud, for høsten er kommet.«
30 Han sagde: »Hvordan skal vi sammenligne Guds rige, eller hvilken lignelse skal vi bruge om det?
31 Det er som et sennepskorn der, når det er sået i jorden, er mindre end alle andre frø på jorden,
32 og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle urterne og får store grene så himlens fugle kan bygge rede under dets skygge.«
33 Med mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, i den udstrækning de kunne forstå det.
34 Men uden lignelser talte han ikke til dem; men alene for sine disciple udlagde han alt.
35 Da det var blevet aften den dag, siger han til dem: »Lad os tage over til den anden side!«
36 De forlod skaren og tager ham med som han sad i båden, og der var andre både med ham.
37 Da kommer der en kraftig stormvind, og bølgerne slog ind i båden så båden allerede var ved at blive fyldt.
38 Jesus var i bagstavnen og sov på en hynde, og de vækker ham og siger til ham: »Lærer! Er du ligeglad med at vi går under?«
39 Han rejste sig, truede ad vinden og sagde til søen: »Ti, vær stille!« Og vinden lagde sig, og det blev helt stille.
40 Han sagde til dem: »Hvorfor er I bange? Har I endnu ikke tro?«
41 De blev grebet af en stor frygt og sagde til hinanden: »Hvem er dog han så at både vinden og søen adlyder ham?«