Markusevangeliet 5
1 De kom til den anden side af søen til gerasenernes egn.
2 Da han steg ud af båden, mødte en mand fra gravene med en uren ånd ham straks.
3 Han havde sin bolig i gravene, og ingen kunne længere binde ham, ikke engang med en lænke.
4 For han var ofte blevet bundet med fodjern og lænker, men lænkerne var blevet sønderrevet af ham, og fodjernene var blevet sprængt, og ingen kunne tæmme ham.
5 Og altid, nat og dag, var han i gravene og på bjergene, og han skreg og slog sig selv med sten.
6 Da han så Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham
7 og skreg med høj stemme: »Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud: Pin mig ikke.«
8 For Jesus havde sagt til ham: »Far ud af manden, du urene ånd!«
9 Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han siger til ham: »Legion er mit navn, for vi er mange.«
10 Og han bad ham indtrængende om ikke at sende dem bort fra egnen.
11 Men der var ved bjerget en stor flok svin som fandt føde;
12 og de bad ham: »Send os i svinene så vi kan fare i dem.«
13 Han tillod dem det. Og de urene ånder fór ud og fór i svinene; og flokken styrtede ned ad skrænten i søen, omtrent to tusinde, og de druknede i søen.
14 De som vogtede dem, flygtede og fortalte om det i byen og på gårdene; og folk kom for at se hvad det var der var sket.
15 De kommer til Jesus og ser den besatte, som havde haft legionen, sidde påklædt og ved fornuft, og de blev grebet af frygt.
16 De der havde set det, fortalte dem hvad der var sket med den besatte, og om svinene.
17 De begyndte at bede ham om at gå bort fra deres område.
18 Da han gik om bord i båden, bad han der havde været besat, ham om at måtte være hos ham.
19 Han gav ham ikke lov, men siger til ham: »Gå hjem til dine egne og forkynd dem alt det Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.«
20 Han gik hen og begyndte at forkynde i Dekapolis om alt det Jesus havde gjort mod ham; og alle undrede sig.
21 Da Jesus igen var taget med båden over til den anden side, samledes en stor skare om ham, og han var ved søen.
22 Da kommer der en af synagogeforstanderne ved navn Jairus, og da han så ham, falder han ned for hans fødder
23 og beder ham indtrængende: »Min lille datter ligger for døden; kom og læg hænderne på hende så hun kan blive helbredt og leve!«
24 Jesus gik med ham, og en stor skare fulgte ham, og de trængtes om ham.
25 Der var en kvinde som havde haft blødninger i tolv år,
26 og som havde lidt meget under mange læger og havde brugt alt hvad hun ejede, men var ikke blevet hjulpet, det var snarere blevet værre med hende.
27 Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i skaren og rørte ved hans kappe.
28 For hun sagde: »Hvis jeg blot får rørt ved hans tøj, bliver jeg helbredt.«
29 Straks tørrede hendes blods kilde, og hun mærkede i sin krop at hun var blevet helbredt for sin lidelse.
30 Og straks, da Jesus mærkede på sig selv den kraft som var udgået fra ham, vendte han sig om i skaren og sagde: »Hvem rørte ved mit tøj?«
31 Hans disciple sagde til ham: »Du ser at folk trænges om dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?«
32 Men han så sig omkring for at se hende der havde gjort dette.
33 Men da kvinden vidste hvad der var sket med hende, kom hun frygtsomt og skælvende og faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden.
34 Men han sagde til hende: »Datter! Din tro har frelst dig; gå med fred, og vær helbredt for din lidelse.«
35 Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død, hvorfor ulejliger du fortsat læreren?«
36 Men da Jesus overhørte hvad der blev sagt, siger han til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!«
37 Han gav ingen andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, lov til at følge med sig.
38 De kommer til synagogeforstanderens hus, og han ser en larmende flok der græd og klagede meget.
39 Han gik ind og siger til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke dødt, men det sover.«
40 De lo ad ham. Men da han havde jaget alle ud, tager han barnets far og mor og sine ledsagere med og går ind hvor barnet var.
41 Han tog barnet ved hånden og siger til hende: »Talitha kumi!« som betyder: »Lille pige, jeg siger dig: Stå op!«
42 Straks stod pigen op og gik omkring; for hun var tolv år. Og de blev straks helt ude af sig selv.
43 Han befalede dem indtrængende at ingen måtte få det at vide; og han sagde at de skulle give hende noget at spise.
Henter interlinear…