Spring til indhold

Den frie bibel

Markusevangeliet 7

1 Farisæerne og nogle af de skriftlærde der var kommet fra Jerusalem, samler sig om ham.
2 Da de så at nogle af hans disciple spiste brød med urene, det vil sige uvaskede, hænder,
3 – for farisæerne og alle jøderne spiser ikke uden at have vasket hænderne med en håndfuld vand for at holde de gamles overlevering;
4 og når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden at have vasket sig; og der er mange andre ting som de har modtaget og fastholder: Afvaskning af bægere og krus og kobberkar og bænke –
5 så spurgte farisæerne og de skriftlærde ham: »Hvorfor lever dine disciple ikke efter de gamles overlevering, men spiser brød med urene hænder?«
6 Men han sagde til dem: »Med rette profeterede Esajas om jer hyklere! Som der er skrevet:
»Dette folk ærer mig med læberne,
men deres hjerte er langt borte fra mig.
7 Men forgæves dyrker de mig,
idet de underviser i en lære der er menneskers bud.«
8 I har forladt Guds bud og fastholder menneskers overlevering.«
9 Og han sagde til dem: »Hvor smukt I ophæver Guds bud for at I kan opretholde jeres overlevering.
10 For Moses har sagt: ›Ær din far og din mor;‹ og: ›Den der forbander far eller mor, skal virkelig dø.‹
11 Men I siger: Når en mand siger til sin far eller sin mor: ›Det du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban, det vil sige offergave,‹
12 så tillader I ham ikke længere at gøre noget for sin far eller sin mor,
13 og derved ophæver I Guds ord til fordel for jeres overlevering, som I har overleveret; og mange lignende ting gør I.«
14 Han kaldte igen skaren til sig og sagde til dem: »Hør mig alle, og forstå!
15 Der er intet uden for mennesket som kan gøre ham uren når det kommer ind i ham; men det som går ud af mennesket, gør mennesket urent.
16 (Hvis nogen har ører at høre med, skal han høre!)«
17 Da han var gået ind i huset bort fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen.
18 Han siger til dem: »Er også I så uforstandige? Forstår I ikke at intet af det der udefra går ind i mennesket, kan gøre ham uren?
19 For det går ikke ind i hans hjerte, men i hans mave og går ud ad den naturlige vej.« På den måde erklærede han al mad for ren.
20 Men han sagde: »Det der går ud af mennesket, gør mennesket urent.
21 For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker: utugt, tyveri, mord,
22 ægteskabsbrud, begærlighed, ondskab, bedrag, udsvævelse, misundelse, bespottelse, hovmod, uforstand;
23 alle disse onde ting kommer indefra og gør mennesket urent.«
24 Han brød op derfra og gik til området ved Tyrus. Han gik ind i et hus og ønskede ikke at nogen skulle vide det, men han kunne ikke holde sig skjult;
25 da en kvinde, som havde en lille datter med en uren ånd, havde hørt om ham, kom hun straks og faldt ned for hans fødder;
26 men kvinden var græsk, af syrisk-fønikisk slægt, og hun bad ham om at uddrive dæmonen af hendes datter.
27 Men han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte; for det er ikke godt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.«
28 Men hun svarede ham: »Herre! De små hunde under bordet spiser også af børnenes smuler.«
29 Han sagde til hende: »På grund af det ord kan du gå; dæmonen er faret ud af din datter.«
30 Hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen og dæmonen faret ud.
31 Da han igen gik fra området ved Tyrus, kom han gennem Sidon til Galilæas sø midt i Dekapolis’ område.
32 De bringer en døv og stum til ham, og de beder ham om at lægge hånden på ham.
33 Han tog ham væk fra skaren så de var alene, og han stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge,
34 og han så op mod himlen, sukkede og siger til ham: »Effata!« Det betyder: Luk dig op!
35 Hans ører åbnedes straks, og hans tunges bånd blev løst, og han talte rigtigt.
36 Jesus befalede dem at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere han befalede det, jo mere forkyndte de det.
37 De blev fuldstændigt ude af sig selv af forundring og sagde: »Han har gjort alt godt, og han gør at de døve hører, og de stumme taler.«