Spring til indhold

Den frie bibel

Matthæusevangeliet 14

1 På den tid hørte tetrarken Herodes rygtet om Jesus,
2 og han sagde til sine tjenere: »Det er Johannes Døber. Han er opstået fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.«
3 For Herodes havde grebet Johannes, bundet ham og sat ham i fængsel på grund af Herodias, hans bror Filips hustru,
4 for Johannes havde sagt til ham: »Det er ikke tilladt for dig at have hende.«
5 Og han ville slå ham ihjel, men frygtede skaren, for de anså ham for en profet.
6 Men da det blev Herodes’ fødselsdag, dansede Herodias’ datter midt iblandt dem, og hun glædede Herodes,
7 derfor lovede han med en ed at give hende hvad hun ønskede.
8 Og tilskyndet af sin mor sagde hun: »Giv mig her Johannes Døbers hoved på et fad.«
9 Kongen blev bedrøvet, men på grund af sine eder og gæsterne befalede han at det skulle gives til hende,
10 og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet.
11 Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor.
12 Hans disciple kom og tog liget, og de begravede det, og de kom og fortalte det til Jesus.
13 Men da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være sig selv, men da skarerne hørte det, fulgte de ham til fods fra byerne.
14 Da Jesus kom ud, så han en stor skare, og han fik medlidenhed med dem og helbredte deres syge.
15 Da det blev aften, kom hans disciplene og sagde: »Stedet er øde, og tiden er allerede gået. Send skarerne bort for at de kan gå til landsbyerne og købe sig mad.«
16 Men Jesus sagde til dem: »Det er ikke nødvendigt at de går bort, giv I dem noget at spise.«
17 Men de sagde til ham: »Her har vi kun fem brød og to fisk.«
18 Jesus sagde: »Bring mig dem her.«
19 Han befalede skarerne at sætte sig i græsset, og han tog de fem brød og de to fisk, så op i himlen, velsignede og brød dem og gav brødene til disciplene, og disciplene gav dem til skarerne.
20 Alle spiste og blev mætte, og de tog de stykker, som var til overs, tolv kurve fulde.
21 Men det var omkring fem tusind mænd, som spiste, foruden kvinder og børn.
22 Straks nødte han sine disciple til at gå ombord i båden og sejle i forvejen til den anden bred mens han sendte skarerne bort.
23 Da han havde sendt skarerne bort, steg han op på bjerget alene for at bede. Og da det blev aften, var han alene dér.
24 Men båden var allerede mange stadier fra land, og den blev trængt af bølgerne, for vinden var imod.
25 Men i den fjerde nattevagt kom Jesus til dem vandrende på søen.
26 Men da disciplene så ham vandre på søen, blev de forfærdede og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt.
27 Men straks talte Jesus til dem: »Vær ved godt mod, det er mig, frygt ikke.«
28 Og Peter svarede ham: »Hvis det er dig, så befal mig at komme til dig på vandet.«
29 Og Jesus sagde: »Kom.« Peter steg ned fra båden og vandrede på vandet og kom til Jesus.
30 Men da han så stormen, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!«
31 Men straks rakte Jesus sin hånd ud, greb ham og sagde til ham: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«
32 Da de var steget ombord i båden, lagde vinden sig.
33 Men dem i båden faldt på knæ for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds Søn.«
34 Da de var sejlet over, kom de til landet, til Genesaret.
35 Og da folk på det sted kendte ham, sendte de bud til hele den egn, og de bragte alle de syge
36 og bad ham om at de blot måtte røre kvasten på hans kappe, og alle som rørte, blev helbredt.