Matthæusevangeliet 28
1 Men efter sabbatten, da det gryede på den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og en anden Maria for at se til graven.
2 Og se, der kom et stort jordskælv, for Herrens engel steg ned fra himlen og gik hen og væltede stenen og satte sig på den.
3 Hans udseende var som lynet og hans klæder hvide som sne.
4 Og de som holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.
5 Men englen tog til orde og sagde til kvinderne: »I skal ikke frygte, for jeg ved at I søger efter Jesus, den korsfæstede.
6 Han er ikke her, for han er blevet oprejst som han har sagt. Kom og se stedet hvor han lå.
7 Og skynd jer hen og sig til hans disciple at han er blevet oprejst fra de døde, og se, han går forud for jer til Galilæa, og dér skal I se ham. Se, jeg har sagt jer det.«
8 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle det til hans disciple.
9 Og se, Jesus mødte dem og sagde: »Vær hilset!« De gik hen til ham, omfavnede hans fødder og tilbad ham.
10 Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke! Gå og fortæl mine disciple at de skal gå til Galilæa, og dér skal de se mig.«
11 Mens de gik bort, se, da kom nogle fra vagtmandskabet til byen og fortalte ypperstepræsterne alt hvad der var sket.
Og de samledes med de ældste, og de traf den beslutning at give soldaterne en stor sum penge,
Og de samledes med de ældste, og de traf den beslutning at give soldaterne en stor sum penge,
13 og de sagde: »I skal sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.«
14 Og hvis statholderen får det at høre, vil vi berolige ham og sørge for at I ikke får noget at bekymre jer om.
15 De tog pengene og gjorde som de havde lært. Og dette ord er blevet udspredt blandt jøderne indtil den dag i dag.
16 De elleve disciple drog til Galilæa til det bjerg hvor Jesus havde befalet dem at gå hen,
17 og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.
18 Og Jesus trådte frem og talte til dem: »Mig er blevet givet al magt i himlen og på jorden.
19 Gå derfor hen og gør alle folk til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn,
20 og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.«
Henter interlinear…