Spring til indhold

Den frie bibel

Romerbrevet 13

1 Enhver person skal underordne sig under de myndigheder som står over dem, for der findes ikke en myndighed uden at den er fra Gud. De som findes, er indsatte af Gud.
2 Derfor, den som sætter sig op imod myndigheden, sætter sig op imod Guds ordning, og de som sætter sig imod, vil pådrage sig dom,
3 for herskerne er ikke genstand for frygt for den der gør den gode gerning, men for den der gør det onde. Men ønsker du ikke at frygte myndigheden, så gør det gode, og du vil få anerkendelse fra den.
4 For han er Guds tjener for dig til det gode. Men hvis du gør det onde, så frygt, for han bærer ikke sværdet forgæves, for han er Guds tjener, en hævner, som viser sin vrede mod den der praktiserer det onde.
5 Derfor er det nødvendigt at underordne sig, ikke alene på grund af vreden, men også på grund af samvittigheden.
6 Ja, derfor betaler I også skat, for de er Guds tjenere, de som beskæftiger sig med netop dette.
7 Giv tilbage til alle hvad I skylder dem: Skat til dem I skylder skat, told til dem I skylder told, frygt til dem I skylder frygt, og respekt til dem I skylder respekt.
8 I skal ikke skylde nogen noget uden at elske hinanden, for den som elsker en anden, har opfyldt loven.
9 For dette: Du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke dræbe, du må ikke stjæle, du må ikke begære og ethvert andet bud, er sammenfattet i dette ord: Du skal elske din næste som dig selv.
10 Kærligheden gør ikke næsten noget ondt, derfor er kærligheden lovens opfyldelse.
11 Dette skal I gøre fordi I kender tiden, at det allerede er tid til at I skal stå op af søvnen, for nu er frelsen os nærmere end da vi kom til tro.
12 Natten er fremrykket, og dagen er kommet nær. Lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben.
13 Lad os leve ret som ved dag, ikke i svir og druk, ikke i løsagtighed og udsvævelse, ikke i strid og misundelse,
14 men ifør jer Herren Jesus Kristus og drag ikke omsorg for kødet så begær vækkes.