Spring til indhold

Den frie bibel

Romerbrevet 16

1 Jeg anbefaler jer Føbe, vores søster, som også er menighedstjener i Kenkræa,
2 for at I skal modtage hende i Herren som det er værdigt for de hellige, og hjælp hende i det hun har brug for af jer, for hun har også været en velynder for mange og for mig selv.
3 Hils Priska og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus som for min skyld har risikeret deres liv, og jeg takker ikke alene for dem, men også alle hedningernes menigheder,
5 og hils menigheden i deres hus. Hils min elskede Epainetos som er førstegrøden til Kristus i provinsen Asien.
6 Hils Maria som har gjort et stort arbejde for jer.
7 Hils Andronikos og Junias, mine landsmænd og mine medfanger, som er højt ansete af apostlene, og som har været i Kristus før mig.
8 Hils Ampliatus, min elskede i Herren.
9 Hils Urbanus, vores medarbejder i Kristus, og min elskede Stakys.
10 Hils Apelles, den prøvede i Kristus. Hils dem fra Aristobul.
11 Hils Herodion, min landsmand. Hils dem fra Narkissos som er i Herren.
12 Hils Tryfæna og Tryfosa, som har arbejdet i Herren. Hils den elskede Persis, som har gjort et stort arbejde i Herren.
13 Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans og min mor.
14 Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og brødrene hos dem.
15 Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster og Olympas og alle de hellige hos dem.
16 Hils hinanden med et helligt kys. Alle Kristi menigheder hilser jer.
17 Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem som imod den undervisning I har lært, skaber splittelser og giver anledninger til frafald. Hold jer fra dem.
18 For den slags tjener ikke vor Herre Kristus, men deres egen mave, og ved glatte og smigrende ord forfører de troskyldige hjerter.
19 For jeres lydighed er kendt af alle, så jeg glæder mig over jer. Jeg vil at I skal være kloge med hensyn til det gode, og uskyldige med hensyn til det onde.
20 Og fredens Gud vil snart knuse Satan under jeres fødder. Vor Herre Jesu nåde være med jer.
21 Timotheus, min medarbejder, hilser jer og Lukius, Jason og Sosipatros, mine landsmænd.
22 Jeg, Tertius som har nedskrevet dette brev, hilser jer i Herren.
23 Gajus, min og hele menighedens vært, hilser jer. Erastos, byens regnskabsfører, hilser jer, og Kvartus, vores bror.
25 Han som kan styrke jer med mit evangelium, det vil sige forkyndelsen af Jesus Kristus, og med åbenbaringen af den hemmelighed som i evige tider er blevet skjult,
26 men som nu er blevet åbenbaret, og som ved profetiske skrifter er blevet proklameret efter den evige Guds befaling for alle folkene for at føre dem til troslydighed:
27 Den eneste vise Gud ved Jesus Kristus være ære i evighederne, amen.