Spring til indhold

Den frie bibel

Romerbrevet 9

1 Sandhed taler jeg i Kristus. Jeg lyver ikke, for min samvittighed vidner sammen med mig i Helligånden
2 at jeg har en stor sorg og en vedvarende smerte i mit hjerte.
3 For jeg ville ønske at jeg selv var forbandet og adskilt fra Kristus, i stedet for mine brødre, mine etniske landsmænd.
4 De er israelitter og barneforholdet, herligheden, pagterne, lovgivningen, tempeltjenesten og løfterne tilhører dem.
5 Fædrene tilhører dem, og fra dem kommer Kristus som menneske. Han er Gud over alt og priset i evighederne, amen.
6 Men det er ikke sådan at Guds ord har slået fejl, for det er ikke alle som stammer fra Israel som er israelitter.
7 Det er heller ikke sådan at alle Abrahams børn er Abrahams efterkommere, men »i Isak vil du få efterkommere.«
8 Det vil sige: Det er ikke de fysiske børn som er Guds børn, men løftets børn regnes som efterkommere.
9 For dette er løftets ord: »Ved denne tid vil jeg komme, og Sara vil have en søn.«
10 Det er ikke alene sådan, men det skete også for Rebekka, som havde samleje med én, Isak vores far.
11 For før de var blevet født eller havde gjort noget godt eller ondt, og for at Guds beslutning i overensstemmelse med løftet skulle stå fast
12 ikke på grund af gerninger, men på grund af den som kalder, så blev der sagt til hende: »Den ældste skal tjene den yngste,«
13 ligesom der står skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.«
14 Hvad skal vi da sige? Er der uretfærdighed hos Gud? Slet ikke!
15 For han siger til Moses: »Jeg vil forbarme mig over den jeg forbarmer mig over; og jeg vil vise medlidenhed mod den jeg viser medlidenhed«.
16 Altså, det afhænger ikke af den som vil, eller den som anstrenger sig, men af Gud som forbarmer sig.
17 For Skriften siger til Farao: Jeg har oprejst dig til dette for at vise min magt på dig, og for at mit navn skal forkyndes på hele jorden.
18 Altså forbarmer han sig over den han vil, og han forhærder den han vil.
19 Vil du da sige: Hvorfor bebrejder Gud os da fortsat? For hvem modstår hans vilje?
20 Åh menneske! Hvem er du dog som svarer Gud igen? Kan det formede sige til den der formede det: Hvorfor har du formet mig således?
21 Eller har pottemageren ikke magt over leret til af den samme masse at forme et kar til ære og et kar til vanære?
22 Men når Gud med stor overbærenhed har båret over med vredens kar, som er blevet beredt til fortabelse, skønt han ville vise sin vrede og meddele sin magt for at proklamere sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud har beredt til herlighed, hvad vil du da sige?
23 Det gjorde han for at meddele sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar som han har forudbestemt til herlighed.
24 Dertil kaldte han os ikke alene af jøder, men også af hedninger,
25 som han også siger hos Hoseas:
Det folk som ikke er mit folk, vil jeg kalde mit folk,
og hende som ikke var den elskede, den elskede.
26 Og det vil ske på det sted hvor det er blevet sagt til dem:
I er ikke mit folk,
men dér vil de blive kaldt den levende Guds børn.
27 Og Esajas råber med henblik på Israel:
Hvis tallet på Israels børn var som havets sand,
så vil kun en rest blive frelst,
28 for Herren vil afslutte og gøre regnskabet op på jorden.
29 Og som Esajas har forudsagt:
Hvis ikke Hærskarers Herre° havde efterladt os efterkommere,
var vi blevet som Sodoma og havde lignet Gomorra.
30 Hvad skal vi da sige? Hedninger som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, nemlig retfærdighed på grund af tro,
31 men Israel, skønt det stræbte efter en lov, det vil sige retfærdighed, nåede ikke sådan en lov.
32 Hvorfor? Fordi de ikke stræbte efter den på grund af tro, men som om den var på grund af gerninger. De stødte mod anstødsstenen,
33 som der står skrevet:
Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en klippe til fald,
og den som tror på mig, vil ikke blive skuffet.