1. Mosebog 1
1 I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
2 Jorden, den var gold og øde, og der var mørke over verdenshavet, men Guds Ånd svævede over vandet.
3 Så sagde Gud: »Lad der blive lys;« og der blev lys.
4 Gud så at lyset var godt, og Gud adskilte lyset fra mørket.
5 Gud kaldte lyset »dag«, og mørket kaldte han »nat«. Og det blev aften, og det blev morgen, én dag.
6 Gud sagde: »Lad der komme en hvælving midt i vandet, og lad den skille vand fra vand.«
7 Gud lavede hvælvingen og skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen; og det blev sådan.
8 Gud kaldte hvælvingen »himmel«. Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag.
9 Gud sagde: »Lad vandet under himlen samle sig på ét sted, og lad det tørre land komme til syne;« og det blev sådan.
10 Gud kaldte det tørre land »jord«, og det samlede vand kaldte han »hav«; og Gud så at det var godt.
11 Gud sagde: »Lad jorden få bevoksning, planter der bærer frø, og frugttræer som bærer frugt efter hver deres slags med kerne i på jorden;« og det blev sådan.
12 Jorden frembragte bevoksning, planter der bærer frø efter hver deres slags, og træer som bærer frugt med kerne i efter hver deres slags; og Gud så at det var godt.
13 Og det blev aften, og det blev morgen, tredje dag.
14 Gud sagde: »Lad der blive lyskilder på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat; de skal være til tegn og til tidsfastsættelse for dage og år.
15 De skal være lyskilder på himmelhvælvingen til at lyse over jorden;« og det blev sådan.
16 Gud lavede de to store lyskilder, den store lyskilde til at regere over dagen og den lille lyskilde til at regere over natten, samt stjernerne.
17 Gud anbragte dem på himmelhvælvingen til at lyse over jorden
18 og til at regere over dagen og over natten og til at skille lyset fra mørket; og Gud så at det var godt.
19 Og det blev aften, og det blev morgen, fjerde dag.
20 Gud sagde: »Lad vandet vrimle med en vrimmel af levende væsner, og lad fugle flyve over jorden oppe under° himmelhvælvingen.«
21 Gud skabte de store havdyr og alle væsener, som lever og kryber, og som vrimler i havet, efter deres slags, og han skabte alle vingede fugle efter deres slags; og Gud så at det var godt.
22 Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og fyld vandet i havet, og lad fuglene blive talrige på jorden.«
23 Og det blev aften, og det blev morgen, femte dag.
24 Gud sagde: »Lad jorden frembringe levende dyr efter hver deres slags, husdyr, kryb og vilde dyr på jorden efter hver deres slags;« og det blev sådan.
25 Gud lavede de vilde dyr på jorden efter hver deres slags og husdyrene efter hver deres slags og alle landjordens kryb efter deres slags; og Gud så at det var godt.
26 Gud sagde: »Lad os lave mennesket i vores billede så det ligner os. De skal stå for forvaltningen af havets fisk, himlens fugle, husdyr, hele jorden og alt kryb som kryber på jorden.«
27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.
28 Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden, og tag den i besiddelse; stå for forvaltningen af havets fisk, himlens fugle og alle vilde dyr som kryber på jorden.«
29 Gud sagde: »Se, jeg giver jer alle planter som bærer frø, som er på hele jorden, og alle træer som bærer frugt med kerne i; de skal være jeres mad.
30 For alle jordens vilde dyr, alle himlens fugle og alt der kryber på jorden, for alt som har liv, for dem er alle de grønne planter føde;« og det blev sådan.
31 Gud så alt det han havde lavet, og se, det var meget godt. Og det blev aften, og det blev morgen, den sjette dag.
Henter interlinear…