Spring til indhold

Den frie bibel

1. Mosebog 15

1 Efter disse begivenheder kom HERRENS ord til Abram i et syn: »Vær ikke bange, Abram! Jeg beskytter dig og vil give dig en meget stor belønning.«
2 Abram sagde: »Gud HERREN! Hvad vil du give mig? Jeg er fortsat barnløs, og den der skal arve mit hus, er Eliezer fra Damaskus.«
3 Abram sagde: »Du har jo ikke givet mig en efterkommer, så én der hører til mit hus, skal arve mig!«
4 Men se, da kom HERRENS ord til ham: »Det er ikke ham der skal arve dig, men én som du selv bliver far til; han skal arve dig.«
5 Så tog han ham med udenfor og sagde: »Kig op på himlen og tæl stjernerne, hvis du ellers kunne tælle dem.« Han sagde til ham: »Så mange efterkommere får du!«
6 Han troede på HERREN, og han regnede ham det til retfærdighed.
7 Han sagde til ham: »Jeg er HERREN, der førte dig ud fra Ur i Kaldæa for at give dig dette land i eje.«
8 Han svarede: »Min herre HERRE! Hvordan kan jeg vide at jeg skal få det i eje?«
9 Han sagde til ham: »Skaf mig en treårig kvie, en treårig ged, en treårig vædder, en turteldue og en dueunge.«
10 Så skaffede han alt dette til ham, skar dem midtover og lagde delene ved siden af hinanden. Fuglene skar han ikke i to stykker.
11 Rovfuglene slog ned over de døde dyr, men Abram jog dem væk.
12 Da solen var ved at gå ned, faldt Abram i en dyb søvn, og se, pludselig lagde et frygteligt mørke sig tungt over ham.
13 Så sagde han til Abram: »Du skal vide med sikkerhed at dine efterkommere skal bo som fremmede i et land som ikke tilhører dem, og være deres slaver. De skal undertrykke dem i 400 år.
14 Også det folkeslag som de skal være slaver for, vil jeg dømme, og derefter skal de tage afsted med mange ejendele.
15 Selv skal du gå til dine fædre i fred og lægges i graven i en høj og god alder.
16 Men den fjerde generation skal vende tilbage hertil, for amoritternes syndeskyld har endnu ikke nået sit mål.«
17 Da solen var gået ned, og det var blevet bælgmørkt, se, da var der pludselig en rygende ovn og en flammende fakkel som bevægede sig mellem stykkerne.
18 Den dag indgik HERREN følgende pagt med Abram: »Dine efterkommere giver jeg dette land, fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden;
19 landet, som tilhører kenitterne, kenizitterne, kadmonitterne,
20 hittiterne, perizziterne, refaitterne,
21 amoritterne, kana’anæerne, girgashitterne og jebussiterne.«