Spring til indhold

Den frie bibel

1. Mosebog 8

1 Gud huskede på Noa og alle de vilde dyr og alt kvæg som var med ham i arken, og Gud lod en vind blæse hen over jorden, og vandet faldt.
2 Urdybets kilder og himlens sluser lukkedes, og regnen fra himlen holdt op.
3 Vandet trak sig efterhånden tilbage fra jorden, og vandstanden var blevet lavere efter 150 dage.
4 Og i den syvende måned, på den syttende dag i måneden strandede arken på Ararats bjerge.
5 Og der blev mindre og mindre vand indtil den tiende måned. I den tiende måned , på den første dag i måneden, kom bjergtoppene til syne.
6 Efter 40 dage åbnede Noa det vindue han havde lavet i arken.
7 Og han sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage indtil vandet var tørret væk fra jorden.
8 Så sendte han en due ud for at se om vandet var sunket fra jordens overflade.
9 Men da duen ikke fandt et sted den kunne sætte sine fødder, kom den tilbage til ham i arken, for vandet dækkede stadig hele jorden. Han rakte hånden ud og greb den og tog den til sig i arken.
10 Så ventede han endnu syv dage, og igen sendte han duen ud fra arken.
11 Duen kom tilbage til ham ved aftenstid, og se, den havde et friskt olivenblad i næbbet; da forstod Noa at vandet var sunket væk fra jorden.
12 Han ventede endnu syv dage og sendte så duen ud, og den kom ikke længere tilbage til ham.
13 I det 601. år, i den første måned , på den første dag i måneden, var vandet tørret væk fra jorden. Da fjernede Noa arkens overdækning og så sig om, og se, jordens overflade var blevet tør.
14 I den anden måned, på den 27. dag i måneden var jorden blevet tør.
15 Da talte Gud til Noa:
16 »Gå ud af arken, du og din hustru og dine sønner og dine svigerdøtre med dig.
17 Alle de dyr som er hos dig af alt kød, af fugle og af kvæg og af alt kryb som kryber på jorden, skal gå ud med dig, og de skal vrimle på jorden og blive frugtbare og talrige på jorden.«
18 Så gik Noa ud sammen med sine sønner og sin hustru og sine svigerdøtre.
19 Alle de vilde dyr, alt kryb og alle fugle, alt hvad der kryber på jorden, gik ud af arken art efter art.
20 Noa byggede et alter for HERREN og tog af alle slags rene dyr og af alle slags rene fugle og ofrede helofre på alteret.
21 HERREN duftede den behagelige duft. Da sagde HERREN i sit hjerte: »Jeg vil ikke forbande agerjorden yderligere på grund af mennesket, selvom menneskets hjertes tanke er ond fra ungdommen af; og jeg vil aldrig mere dræbe alt levende, sådan som jeg har gjort.
22 Så længe jorden består,
skal såning og høst,
frost og hede,
sommer og vinter,
dag og nat aldrig høre op.«