2. Mosebog 17
1 Så brød hele Israels børns menighed op fra Sins ørken og drog videre fra sted til sted efter HERRENS anvisning, og de slog lejr i Refidim, men folket havde intet vand at drikke.
2 Folket kivedes med Moses og de sagde: »Giv os vand, så vi kan drikke!«; men Moses sagde til dem: »Hvorfor vil I kives med mig? Hvorfor ville I friste HERREN?«
3 Men folket tørstede dér efter vand, og folket knurrede mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Egypten, er det for at dræbe mig og mine børn og mit kvæg med tørst?«
4 Da skreg Moses til HERREN og sagde: »Hvad skal jeg gøre ved dette folk? Om lidt stener de mig!«
5 Men HERREN sagde til Moses: »Gå frem foran folket og tag nogle af Israels ældste med dig, og tag din stav med hvilken du slog på Nilen, i din hånd og gå.
6 Se, jeg vil stå foran dig dér på klippen ved Horeb, og du skal slå på klippen, så skal der strømme vand ud af den så folket kan drikke.« Og Moses gjorde sådan for øjnene af Israels ældste.
7 Så kaldte han stedets navn Massa og Meriba på grund af Israels børns kiv, og fordi de havde fristet HERREN og sagt: »Mon HERREN er i vor midte eller ej?«
8 Amalek kom og gik til angreb mod Israel i Refidim.
9 Da sagde Moses til Josva: »Udvælg os nogle mænd og ryk ud og kæmp mod Amalek; i morgen vil jeg stille mig på toppen af højen med Guds stav i min hånd.«
10 Josva gjorde som Moses havde sagt til ham om at kæmpe mod Amalek, og Moses, Aron og Hur gik op på toppen af højen.
11 Og det skete, når Moses løftede sin hånd, fik Israel overtaget; men når han lod sin hånd synke, fik Amalek overtaget.
12 Da Moses’ hænder blev tunge, tog de en sten og lagde under ham, og han satte sig på den; og Aron og Hur støttede hans hænder, en på den ene side og en på den anden side, så hans hænder stadig blev holdt oppe indtil solen gik ned.
13 Og Josva svækkede Amalek og dets folk med sværdets klinge.
14 HERREN sagde til Moses: »Skriv dette til erindring i bogen, og indprent det i Josvas ører: At jeg afgjort vil udslette Amaleks minde under himlen.«
15 Moses byggede et alter og gav det navnet: »HERREN er mit banner.«
16 Han sagde: »Sandelig, det er et mindesmærke over HERRENS plan: der vil være krig for HERREN mod Amalek fra slægt til slægt.«
Henter interlinear…