Spring til indhold

Den frie bibel

2. Mosebog 22

1 Hvis tyven bliver pågrebet under indbruddet og bliver slået og dør, foreligger der ikke blodskyld for ham.
2 Hvis solen er stået op over ham, foreligger der blodskyld for ham. Han skal afgjort betale; men har han intet, skal han sælges for sit tyveri.
3 Hvis det stjålne virkelig findes i hans besiddelse, hvad enten det er okse eller æsel eller småkvæg, som er i live, skal han betale dobbelt.
4 Når en mand lader mark eller vingård afgræsse, idet han lader sit kvæg gå løs, og det så afgræsser en andens mark, skal han betale med det bedste fra sin mark og det bedste fra sin vingård.
5 Når ild breder sig og griber fat i tornebuske og kornstakke eller det stående korn, eller marken fortæres, skal han som antændte branden, afgjort betale.
6 Når en mand giver sin næste penge eller ting i forvaring, og det bliver stjålet fra mandens hus, skal tyven, hvis han bliver fundet, betale dobbelt.
7 Hvis tyven ikke bliver fundet, skal husets ejer træde frem for Gud, hvis han ikke har lagt sin hånd på sin næstes ting.
8 Hvad angår enhver sag om svigagtig besiddelse af okse, af æsel, af småkvæg, af klæder, af alt hvad der er mistet, om hvilket nogen siger at dette er hans, da skal begges sag komme for Gud; den Gud erklærer skyldig, skal betale sin næste dobbelt.
9 Når en mand giver sin næste et æsel eller en okse eller småkvæg eller et andet dyr at passe på, og det dør eller kommer til skade eller bortføres uden at nogen ser det,
10 skal der aflægges ed ved HERREN mellem de to på at han ikke har lagt sin hånd på sin næstes ejendom, og den skal dets ejer godtage, og den anden skal ikke betale.
11 Men hvis det bliver stjålet fra ham, da skal han betale dets ejer.
13 Når en mand låner noget af sin næste, og det kommer til skade eller dør, skal han, hvis ejeren ikke er sammen med det, afgjort betale.
14 Hvis dets ejer er sammen med det, skal han ikke betale; hvis det er lejet, går det op for lejen.«
15 »Når en mand forfører en jomfru som ikke er trolovet, og har samleje med hende, skal han afgjort betale brudekøbssummen for hende og tage hende til sin hustru .
16 Hvis hendes far helt afviser at give ham hende, skal han afveje penge svarende til brudekøbssummen for en jomfru.«
17 »En troldkvinde må du ikke lade leve.
18 Enhver som parrer sig med et dyr, skal afgjort lide døden.
19 Den som ofrer til guderne og ikke til HERREN alene, skal der lægges band på.«
20 »En fremmed må du ikke plage, og du må ikke undertrykke ham, for I har været fremmede i Egyptens land.
21 I må ikke plage nogen enke eller en faderløs.
22 Hvis du virkelig plager ham, og han råber højt til mig, vil jeg afgjort høre hans råb.
23 Så optændes min vrede, og jeg dræber jer med sværd så jeres koner bliver enker og jeres børn faderløse.
24 Hvis du låner penge ud til mit folk, til den fattige hos dig, må du ikke være som en ågerkarl over for ham; I må ikke pålægge ham renter.
25 Hvis du virkelig tager din næstes kappe i pant, skal du give ham den tilbage før solen går ned,
26 for den er hans eneste dække, den er hans kappe for hans krop; hvad skal han ellers sove i? Når han råber til mig, vil jeg høre det, for jeg er nådig.«
27 »Du må ikke forhåne Gud, og en øvrighedsperson i dit folk må du ikke forbande.
28 Du må ikke holde fylden af din høst og udstrømningen fra din vinperse tilbage. Den førstefødte af dine sønner skal du give mig.
29 Sådan skal du gøre med din okse og med dit småkvæg: det skal være syv dage hos sin mor, på den ottende dag skal du give det til mig.
30 I skal være hellige mennesker for mig. Kød som er sønderrevet på marken, må I ikke spise; til hunden skal I kaste det.«
37 »Når en mand stjæler en okse eller et stykke småkvæg og slagter det eller sælger det, skal han betale fem okser for oksen og fire stykker småkvæg for lammet eller kiddet.