2. Mosebog 3
1 Moses vogtede nu får for sin svigerfar Jetro, Midjans præst, og han drev fårene om på den anden side af ørkenen og kom til Guds bjerg Horeb.
2 HERRENS budbringer° viste sig for ham i en flamme af ild inde fra den tornebusk han så, og se bare: tornebusken brændte i ilden, men tornebusken blev ikke fortæret.
3 Moses sagde: »Jeg vil gå over og se på dette store syn. Hvorfor brænder tornebusken ikke op?«
4 Da HERREN så at han gik over for at se, råbte Gud til ham fra midten af tornebusken og sagde: »Moses! Moses!« Han svarede: »Se, her er jeg.«
5 Han sagde så: »Kom ikke nærmere herhen. Tag sandalerne af dine fødder, for det sted du står på, det er hellig jord.«
6 Og han sagde: »Jeg er din fars Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han var bange for at se på Gud.
7 Så sagde HERREN: »Jeg har helt bestemt set elendigheden hos mit folk som er i Egypten, og jeg har hørt dets klageskrig over dets slavevogtere. For jeg kender dets smerter.
8 Jeg er steget ned for at redde det fra Egyptens magt° og for at føre det op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, til et land der flyder med mælk og honning, til kana’anæernes og hittitternes og amoritternes og perizzitternes og hivvitternes og jebusitternes område.
9 Og nu, se, israelitternes klageskrig er kommet til mig, og jeg har også set den trængsel, hvormed egypterne undertrykker dem.
10 Så gå nu! Jeg vil sende dig til Farao, og du skal føre mit folk, israelitterne, ud af Egypten.«
11 Moses sagde til Gud »Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao, og at jeg skulle føre israelitterne ud af Egypten?«
12 Men han sagde: »Fordi jeg er hos dig. Og dette skal være tegnet for dig på at det er mig der har sendt dig: Når du fører folket ud af Egypten, vil I tjene Gud på dette bjerg.«
13 Moses sagde til Gud: »Se, når jeg kommer til israelitterne og siger til dem: ›Jeres fædres Gud har sendt mig til jer,‹ og de siger til mig: ›Hvad er hans navn?‹ Hvad skal jeg så sige til dem?«
14 Gud sagde da til Moses: »Jeg er som jeg er.« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer.«
15 Gud sagde endvidere til Moses: »Sådan skal du sige til israelitterne: ›HERREN, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer.‹ Dette er mit navn til evig tid, og sådan vil erindringen om mig være fra slægt til slægt.
16 Gå, du skal samle Israels ældste og sige til dem: ›HERREN, jeres fædres Gud, har vist sig for mig, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, og har sagt: Jeg har bestemt taget mig af jer og af det der er sket med jer i Egypten.
17 Og jeg har sagt: Jeg vil føre jer op fra Egyptens elendighed til kana’anæernes og hittitternes og amoritternes og perizzitternes og hivvitternes og jebusitternes land, til et land der flyder med mælk og honning.‹
18 De vil høre på dig, og du skal gå, du og Israels ældste, til Egyptens konge, og I skal sige til ham: ›HERREN, hebræernes Gud, har mødt os. Derfor, lad os nu få lov til at gå tre dages rejse ud i ørkenen og ofre til HERREN, vores Gud.‹
19 Men jeg ved at Egyptens konge ikke vil give jer lov til at gå, heller ikke under en stærk hånd.
20 Men jeg vil række min hånd ud og slå Egypten med alle mine undere, som jeg vil gøre midt i det, og derefter vil han få jer til at rejse.
21 Og jeg vil lade egypterne se med velvilje på dette folk. Og så, når I skal rejse, vil I ikke rejse tomhændede.
22 Men en kvinde vil bede sin naboerske og den der bor i hendes hus, om ting af sølv og ting af guld og klæder, og dem vil I lægge på jeres sønner og på jeres døtre, og så har I plyndret Egypten.«
Henter interlinear…