2. Mosebog 4
1 Moses svarede og sagde: »Men se, de vil ikke tro mig og ikke lytte til min røst; de vil helt sikkert sige: ›HERREN har ikke vist sig for dig.‹«
2 Men HERREN sagde til ham: »Hvad er det der er i din hånd?« Og han sagde: »En stav.«
3 Han sagde: »Kast den på jorden!« Så kastede han den på jorden, og den blev til en slange, og Moses flygtede for den.
4 Da sagde HERREN til Moses: »Ræk din hånd ud og grib den i halen.« Så rakte han hånden ud og greb fast om den, og den blev til en stav i hans hånd.
5 »For at de skal tro at HERREN, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har vist sig for dig.«
6 HERREN sagde endvidere til ham: »Stik nu hånden ind i din brystfold.« Han stak sin hånd i sin brystfold, og han tog den ud, men se, hans hånd var spedalsk som sne.
7 Men han sagde: »Stik din hånd i brystfolden igen.« Og han stak igen hånden i brystfolden. Og han trak den ud af brystfolden, og se, da var den igen blevet som hans hud.
8 »Men hvis de ikke vil tro dig eller adlyde dig ved det første tegn, så vil de tro dig ved det sidste tegn.
9 Og hvis de end ikke vil tro disse to tegn og ikke adlyder dig, så skal du tage af Nilens vand og øse det ud på den tørre jord; så bliver det vand, som du tager fra Nilen, så bliver det til blod på den tørre jord.«
10 Men Moses sagde til HERREN: »Tillad mig, Herre: Jeg er ikke en ordenes mand, var det hverken i går eller i forgårs, ej heller siden du begyndte at tale til din tjener; for jeg har en tung tale og en tung tunge.«
11 Da sagde HERREN til ham: »Hvem har givet mennesket mund? Eller hvem gør stum eller døv eller seende eller blind? Mon ikke jeg, HERREN?
12 Så gå nu! Jeg vil være med din mund og lære dig hvad du skal sige.«
13 Men han sagde: »Tillad mig, Herre! Send bud ved den som du vil sende.«
14 Da flammede HERRENS vrede op mod Moses, og han sagde: »Er der ikke Aron, din bror, levitten? Jeg ved at han er dygtig til at tale. Og se, han på vej ud for at møde dig, og når han ser dig, vil han glæde sig i sit hjerte.
15 Du skal tale til ham og lægge ordene i hans mund. Og jeg vil være med din mund og med hans mund, og jeg vil lære jer hvad I skal gøre.
16 Han skal tale for dig til folket, han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham.
17 Og tag i din hånd denne stav med hvilken du skal gøre tegnene.«
18 Moses gik og kom igen til Jeter, sin svigerfar, og sagde til ham: »Lad mig gå, så vil jeg vende tilbage til mine brødre som er i Egypten, og se om de stadig er i live.« Jetro sagde til Moses: »Gå med fred.«
19 HERREN sagde til Moses i Midjan: »Gå, vend tilbage til Egypten, for alle de mænd som stræbte dig efter livet, er døde.«
20 Så tog Moses sin hustru og sine sønner og lod dem ride på et æsel, og han vendte tilbage til Egyptens land, og Moses tog Guds stav i sin hånd.
21 HERREN sagde til Moses: »Når du går for at vende tilbage til Egypten, skal du se til at du gør alle de tegn som jeg har givet i din hånd, for Faraos ansigt; men jeg vil forhærde hans hjerte så han ikke lader folket gå.
22 Så skal du sige til Farao: ›Så siger HERREN: Israel er min søn, min førstefødte.
23 Og jeg har sagt til dig: Lad min søn gå, så han kan tjene mig, men du har nægtet at lade ham gå. Se, jeg slår din søn, din førstefødte, ihjel.‹«
24 Undervejs, i herberget, mødte HERREN ham og søgte at slå ham ihjel.
25 Da tog Sippora en flintesten og skar sin søns forhud af og lod den berøre hans fødder, og hun sagde: »Du er mig en blodbrudgom.«
26 Så slap han ham; da sagde hun blodbrudgom om omskærelsen.
27 HERREN sagde til Aron: »Gå Moses i møde i ørkenen.« Og han gik og mødte ham ved Guds bjerg og kyssede ham.
28 Moses fortalte Aron om alle de ord hvormed HERREN havde sendt ham, og alle de tegn som han havde befalet ham.
29 Så gik Moses og Aron, og de samlede alle Israels børns ældste.
30 Aron talte alle de ord som HERREN havde talt til Moses; og han gjorde tegnene for folkets øjne.
31 Og folket troede, og da de hørte at HERREN var opmærksom på Israels børn, og at han havde set deres elendighed, faldt de på knæ og bøjede sig dybt.
Henter interlinear…