la'-ver (kiyor):

1. I tabernaklet:

Enhver præst, der gjorde tjeneste ved Jahves alter, skulle vaske sine hænder og fødder, før han gik i gang med sine officielle pligter (2 Mos 30,19). Med dette formål blev det befalet, at der skulle laves et vaskekar som en del af tabernaklets udstyr (2 Mos 30,17-21; 2 Mos 38,8). Det var lavet af kobber (bronze), og det bestod af to dele, skålen og dens fodstykke eller sokkel (2 Mos 30,18 osv.). Dette første vaskekar var et lille et, og det blev lavet af håndspejlene fra de kvinder, der gjorde tjeneste ved alteret (2 Mos 38,8). Dets plads var mellem alteret og tabernaklet (2 Mos 40,30).

Se TABERNAKEL.

2. I templet:

Vanskeligheden med at vaske dele af offerdyrenes kroppe blev i Salomos tempel løst ved fremstillingen af »10 vaskekar« og et »støbt hav« (1 Kong 7,23-37; 2 Krøn 4,2-6; se TEMPEL; HAVET, DET STØBTE). Af 2 Krøn 4,6 lærer vi, at »havet« var til, at præsterne kunne vaske sig i det — det overtog derfor vaskekarrets plads i tabernaklet — og vaskekarrene blev brugt som kar til dele af brændofrene. Vaskekarrene selv var kunstneriske arbejder af usædvanlig høj kvalitet for den tid. Ligesom vaskekarret i tabernaklet havde hvert kar sit eget stativ eller understel, som var støbt i ét stykke adskilt fra selve vaskekarret. Disse understel hvilede på hjul, som gjorde det muligt at flytte vaskekarret fra én del af forgården til en anden uden at vende det omkring. Fem stod på nordsiden og fem på sydsiden af templet. De var udsmykket med »løver, okser og keruber« og på et lavere niveau med en række kranse eller blomster-guirlander (1 Kong 7,27-37). Med moderne ord kan vaskekarrene beskrives som en række runde, åbne tanke til opbevaring af vand. Hvert vaskekar rummede 40 bat (omkring 320 gallons, ca. 1.210 liter) vand. Dets højde var 5 alen, mens det flytbare understel var 3 alen højt, og skålens eller tankens dybde, bedømt ud fra dens rumfang, omkring 2 alen. Det sidste, vi hører om vaskekarrene, bortset fra deres understel, er, at den afgudsdyrkende konge Akaz skar rammen af understellene og fjernede understellene fra dem (2 Kong 16,17). Under Jojakims regering forudsagde Jeremias, at det støbte hav og understellene (der var på det tidspunkt ingen vaskekar) skulle føres til Babylon (Jer 27,19). Nogle få år senere fortælles det, at understellene blev slået i stykker, og at det kobber, de var lavet af, blev ført bort (Jer 52,17).

3. Vaskekarret i Det Nye Testamente:

Det græske ord (loutron) forekommer to gange i Det Nye Testamente. I Ef 5,26 siger Paulus, at Kristus gav sig selv for kirken, »for at han kunne hellige den, efter at have renset den ved vandets vask (græsk »vaskekar«) med ordet«; og i Tit 3,5 siger han, at vi frelses »ved genfødelsens vask (græsk »vaskekar«) og Helligåndens fornyelse«. I disse passager sigtes der til den stadige fysiske renhed, som blev krævet af de jødiske præster, når de gjorde tjeneste ved templet. Kristne er »et helligt præsteskab« og renses ikke kun med vand, men i den første passage »med ordet« (jf. Joh 15,3); i den anden ved »Helligåndens fornyelse« (jf. Ez 36,25; Joh 3,5). Den fodvaskning, som Jesus omtaler, er et symbol på det samme (Joh 13,10).

W. Shaw Caldecott