wit'-nes (substantiverne `edh og `edhah, og verbet `anah; martus, med alle afledte ord og deres sammensætninger): Ordet "vidne" bruges om livløse ting, f.eks. stenhoben, der vidner om pagten mellem Jakob og Laban (1 Mos 31,44-54), og Moses' sang. (5 Mos 31,19; 5 Mos 31,21). Ordets vigtigste brug er juridisk, og fra denne brug er alle andre anvendelser naturligt afledt. Vigtige juridiske aftaler krævede vidners bekræftelse, som ved køb af ejendom eller en trolovelse (Ruth 4,1-11, hvor vi får at vide, at den gamle form for bekræftelse var, at en mand trak sin sko af og gav den til sin nabo).

Moseloven insisterede på vidners absolutte nødvendighed i alle sager, der kom for en dommer, især i straffesager. Ikke kun i straffesager, men i alle sager var det nødvendigt at have mindst to vidner for at kunne underbygge en anklage mod en person (5 Mos 17,6; 5 Mos 19,15; jf. 4 Mos 35,30; Matt 18,16; Joh 8,17; 2 Kor 13,1; 1 Tim 5,19). Ifølge Talmud (Pesachim 113b) blev det, hvis der i en sag om umoral kun trådte ét vidne frem for at anklage nogen, betragtet som syndigt fra dette vidnes side. På den anden side blev enhver, som, når han var til stede ved besværgelsen (3 Mos 5,1 den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk)), nægtede at træde frem som vidne, når han havde vidnesbyrd at aflægge, anset for at have syndet (Ordsp 29,24). Blandt dem, der ikke var kvalificerede til at være vidner, var anklagerens eller den anklagedes nære slægtninge, venner og fjender, spillere, ågerkarle, skatteopkrævere, hedninger, slaver, kvinder og mindreårige (Sanhedhrin 3 3, 4; Ro'sh Ha-shanah 1 7; Babha' Kamma' 88a; jf. Ant, IV, viii, 15). Ingen kunne være vidne, hvis han var blevet betalt for at yde denne tjeneste (Bekhoroth 4 6). I sager om dødsstraf fandtes der et omfattende system til at advare og formane vidnerne. Hvert vidne skulle høres for sig (Sanhedhrin 5; jf. 3 5). Hvis de modsagde hinanden på vigtige punkter, blev deres vidnesbyrd kendt ugyldigt (Sanhedhrin 5).

Der krævedes ingen ed af vidner. Betydningen af 3 Mos 5,1 var ikke, at vidner skulle aflægge ed, som nogle mener; stedet beskriver dommerens højtidelige besværgelse til alle, der havde kendskab til sagen, om at træde frem som vidner (se ED). Når en forbryder skulle henrettes, skulle vidnerne mod ham tage den forreste del i at bringe hans død i stand (5 Mos 17,7; jf. ApG 7,58), for at bevise deres egen tro på deres vidnesbyrd. I tilfældet med en person, der var dømt til at blive stenet, skulle alle vidnerne lægge deres hænder på den dømtes hoved (3 Mos 24,14). "Falsk vidnesbyrd" blev forbudt i Dekalogen (2 Mos 20,16); imod det blev lexicon talionis håndhævet, dvs. der blev gjort mod vidnet, hvad han havde til hensigt at gøre mod den anklagede (5 Mos 19,16-21). Saddukæerne hævdede, at kun når den falsk anklagede var blevet henrettet, skulle de falske vidner dræbes; farisæerne, at falske vidner kunne henrettes i det øjeblik, dødsdommen var blevet afsagt over den falsk anklagede (Makkoth 17). Trods forbud var falsk vidnesbyrd en meget almindelig forbrydelse blandt folket (Sl 27,12; Sl 35,11; Ordsp 6,19; Ordsp 12,17; Ordsp 14,5; Ordsp 19,5; Ordsp 24,28; Matt 26,60; ApG 6,13).

I ApG 22,20; Åb 2,13; Åb 17,6 synes ordet martus, "vidne", at være ved at få betydningen "martyr", som i King James Version, skønt den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk) oversætter "vidne" i de første to steder og kun bevarer "martyr" i det tredje med "vidne" i randnoten. Om "Vidnesbyrdets tabernakel" se TABERNAKEL.

Paul Levertoff