Vrede
På engelsk: Anger
Easton's Bible Dictionary
Følelsen af øjeblikkelig mishag på grund af noget ondt, der viser sig for os. I sig selv er den en oprindelig modtagelighed i vores natur, ligesom kærlighed er det, og den er ikke nødvendigvis syndig. Den kan dog blive syndig, når den er uden grund, overdreven eller langvarig (Matt 5,22; Ef 4,26; Kol 3,8). Når den tilskrives Gud, betegner den blot hans mishag over synd og over syndere (Sl 7,11).
International Standard Bible Encyclopedia
an'-ger: I Det Gamle Testamente oversættelsen af flere hebraiske ord, især af 'aph (bogst. "næsebor," "ansigt"), som bruges omkring 45 gange om menneskelig og 177 gange om guddommelig vrede (OHL). Ordet forekommer sjældent i Det Nye Testamente (Mark 3,5; Ef 4,31; Kol 3,8; Åb 14,10), hvor dets plads overtages af ordet "harme" (se harme). Som oversættelse af ord, der betegner Guds "vrede," er det engelske ord uheldigt, for så vidt som det kan synes at antyde en selvisk, ondsindet eller hævngerrig personlig følelse. Guds vrede er hans helligheds svar på frembrydende synd. Især når den kulminerer i handling, kaldes den med rette hans "harme." Det Gamle Testamentes lære om Guds vrede findes i mange passager i Mosebøgerne, Salmerne og Profeterne. I Ordsprogene advares mennesker mod vrede (Ordsp 15,1; Ordsp 27,4), og den, der er "sen til vrede," prises (Ordsp 15,18; Ordsp 16,32; Ordsp 19,11). Kristne påbydes at aflægge følelsen af selvoptaget, hævngerrig vrede (Ef 4,31; Kol 3,8) og ikke at nære noget ønske om personlig hævn (Ef 4,26).
F. K. Farr
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).