Velsigne
På engelsk: Bless
Easton's Bible Dictionary
Et menneske velsigner sig selv, når det påkalder Guds velsignelse (Es 65,16), eller glæder sig over Guds godhed mod det (5 Mos 29,19; Sl 49,18).
Man velsigner en anden, når man udtrykker gode ønsker eller beder til Gud for hans vel (1 Mos 24,60; 31,55; 1 Sam 2,20). Undertiden blev velsignelser udtalt under guddommelig inspiration, som i tilfældet med Noa, Isak, Jakob og Moses (1 Mos 9,26, 27; 27,28.29.40; 48,15-20; 49,1-28; 5 Mos 33). Præsterne havde guddommelig bemyndigelse til at velsigne folket (5 Mos 10,8; 4 Mos 6,22-27). Vi har mange eksempler på apostolisk velsignelse (2 Kor 13,14; Ef 6,23, 24; 2 Thess 3,16, 18; Hebr 13,20, 21; 1 Pet 5,10, 11).
Blandt jøderne tog værten ved deres takofre et bæger vin i hånden, og efter at have velsignet Gud for det og for andre barmhjertighedsgerninger, som de da nød, rakte han det til sine gæster, som alle drak af det. Sl 116,13 henviser til denne skik. Der hentydes også til den i 1 Kor 10,16, hvor apostlen taler om “velsignelsens bæger.”
International Standard Bible Encyclopedia
(barakh): Dette ord findes oftere i Det Gamle Testamente end i Det Nye Testamente og bruges i forskellige sammenhænge.
(1) Det mødes første gang i 1 Mos 1,22 ved indførelsen af dyrelivet på jorden, hvor der står skrevet: "Og Gud velsignede dem og sagde: Bliv frugtbare og mangfoldige," osv. Sammenhængen giver nøglen til dets betydning, nemlig tildelingen af noget godt, og på dette bestemte sted glæden ved og kraften til formering efter deres art. Sådan bruges det almindeligvis i begge testamenter, idet sammenhængen altid bestemmer arten af det, der skænkes; for eksempel (hvor mennesket er modtageren), om det gode er timeligt eller åndeligt, eller begge dele.
Lejlighedsvis får det dog en anden drejning, som i 1 Mos 2,3 i KJV, hvor der står skrevet: "Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den." Her består det gode i, at den dag udskilles og indvies til hans brug.
(2) I de foregående eksempler betragtes Skaberen som velsignelsens kilde og skabningen som modtageren, men rækkefølgen vendes undertiden om, så skabningen (mennesket) er kilden og Skaberen modtageren. I 1 Mos 24,48 siger Abrahams tjener for eksempel: "Jeg bøjede mit hoved og tilbad Jahve og velsignede Jahve, min herre Abrahams Gud," hvor ordet tydeligvis betyder at tilbede Gud, ophøje og prise ham.
(3) Der er en tredje brug, hvor kun mennesker er i betragtning. I 1 Mos 24,60 "velsignede" hendes slægtninge "Rebekka og sagde til hende: Vor søster, bliv moder til tusinder af titusinder" (KJV "millioner"), hvor ordet udtrykker ønsket eller håbet om, at det nævnte gode må blive skænket. Der er også tilfælde, hvor en sådan velsignelse af et menneske ved et menneske kan forstås i profetisk betydning, som da Isak velsignede Jakob (1 Mos 27,4; 1 Mos 27,27), idet han så at sige satte sig i Guds sted og, med en fornemmelse af guddommeligt samtykke, udtalte det nævnte gode. Her bliver ordet dels en bøn om, dels en forudsigelse af, det tilsigtede gode. Bileams udsagn er simpelthen profetiske om Israels skæbne (4 Mos 23,9; 4 Mos 23,10; 4 Mos 23,11; 4 Mos 23,23 randnote, 4 Mos 23,24).
Selv om disse eksempler er fra Det Gamle Testamente, bruges ordet næppe anderledes i Det Nye Testamente; "Den velsignelse af brødet, som vi læser om i evangelierne, svarer til at takke for det, idet tanken er, at et gode, der modtages med taknemmelighed, kommer som en velsignelse"; sammenlign Matt 14,19 og Matt 15,36 med 1 Kor 11,24 (Adeney, HDB, I, 307).
Se også velsignelse.
James M. Gray
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).