olie (shemen; elaion):

1. Udtryk

2. Fremstilling og opbevaring

3. Anvendelser

(1) Som handelsvare

(2) Som kosmetik

(3) Som medicin

(4) Som føde

(5) Som lyskilde

(6) I religiøse riter

(a) Indvielse

(b) Ofre

(c) Begravelser

4. Billedlige anvendelser

Shemen, bogstaveligt »fedt«, svarer til det almindelige arabiske senin med lignende betydning, selv om det nu anvendes om kogt smørfedt.

1. Udtryk:

Et andet hebraisk ord, zayith (zeth), »oliven«, forekommer sammen med shemen i flere passager (2 Mos 27,20; 2 Mos 30,24; 3 Mos 24,2). Det tilsvarende arabiske zeit, en sammentrækning af zeitun, som er navnet på oliventræet såvel som på frugten, anvendes nu om olier i almindelighed for at skelne dem fra faste fedtstoffer. Zeit betyder sædvanligvis olivenolie, medmindre et nærmere bestemmende navn angiver en anden olie. En tilsvarende brug blev gjort af shemen, og den olie, der henvises til så mange gange i Bibelen, var olivenolie (undtagen Est 2,12). Sammenlign dette med det græske elaion, »olie«, et intetkønsord fra elaia, »oliven«, oprindelsen til det engelske ord »oil«. yitshar, bogstaveligt »skinnende«, som forekommer sjældnere, bruges muligvis på grund af olivenoliens lysgivende egenskab, eller det kan være blevet brugt til at betegne frisk olie, eftersom den rene, nypressede olie er klar. meshach, et kaldæisk ord, forekommer to gange: Ezra 6,9; Ezra 7,22. elaion er Det Nye Testamentes udtryk.

2. Fremstilling og opbevaring:

Olivenolie er fra de tidligste tider blevet fremstillet ved at presse frugten på en sådan måde, at olien og andre væsker filtreres ud fra resten. Skriftens henvisninger svarer så nøje til de metoder, der har været praktiseret i Syrien helt frem til nutiden, og de presser, som arkæologer har afdækket på steder som Gezer, bekræfter så godt ligheden mellem disse metoder, at en beskrivelse af oliepresserne og fremgangsmåderne, som stadig bruges i Syrien, også vil være sand for dem, der var i brug i den tidlige israelitiske tid.

De oliven, der skal give den største mængde olie, får lov at modne, selv om der også presses noget olie af den grønne frugt. Når oliven modnes, bliver den sort. Frugten begynder at falde fra træerne i september, men hovedhøsten samles efter de første regnskyl i november. De oliven, som ikke er faldet naturligt eller ikke er blevet blæst af af stormene, slås ned fra træerne med lange stænger (sammenlign 5 Mos 24,20). Frugten samles fra jorden i kurve og bæres på kvindernes hoveder eller på æsler til husene eller oliepresserne. De, der bæres til husene, konserveres til at spise. De, der bæres til presserne, lægges i dynger, indtil gæring begynder. Dette nedbryder oliecellerne og får olien til at flyde rigeligere. Den således blødgjorte frugt kan trædes ud med fødderne (Mika 6,15)--hvilket nu sjældent praktiseres--eller knuses i en håndkværn. En sådan kværn blev afdækket i Gezer ved siden af en oliepresse. Stenmortere med træstødere bruges også. Enhver af disse metoder knuser frugten, så kun stenen forbliver ubrudt, og giver en renere olie (2 Mos 27,20). Den nu almindeligt praktiserede metode med at knuse frugten og kernerne med en kantløbermølle stammer sandsynligvis fra romersk tid. Disse møller er groft konstruerede. Stenene hugges af lokal kalksten og drejes af heste eller muldyr. Rester af enorme sten af denne type findes nær de gamle romerske presser på Libanonbjerget og i andre distrikter.

Det andet trin i fremstillingen af olien er udpresningen. I distrikter, hvor der er rigeligt med oliven, og hvor der ikke er nogen kommerciel efterspørgsel efter olien, knuser husherrerne frugten i en morter, blander den knuste masse med vand, og efter at de faste dele har haft tid til at bundfælde sig, skummes den rene, søde olie af vandoverfladen. Denne metode giver en lækker olie, men er ødsel. Dette er uden tvivl den stødte olie, der nævnes i forbindelse med religiøse ceremonier (2 Mos 27,20). Sædvanligvis bredes den knuste frugt portionsvis ud på måtter af rør eller gedehår, hvis hjørner foldes over massen, og de pakker, der således dannes, stables oven på hinanden mellem lodrette støtter. Disse støtter var tidligere to stensøjler eller de to halvdele af en kløvet stencylinder, som var udhulet indvendigt for at modtage måtterne. Store hule træstammer bruges stadig på lignende måde i Syrien. Dernæst lægges en flad sten ovenpå, og så lægges en tung bjælke på stakken på en sådan måde, at den ene ende kan passes ind i en fatning lavet i en mur eller klippe tæt ved stakken. Denne fatning bliver omdrejningspunktet for en stor vægtstang af anden klasse. Vægtstangen betjenes på samme måde som den, der bruges i vinpresserne (se vinpresse). Disse presser bliver nu næsten helt afløst af hydrauliske presser. Saften, der løber fra pressen, bestående af olie, ekstraktstoffer og vand, ledes til kar eller løber ned i krukker og får lov at stå, indtil olien skiller sig ud. Olien tappes derefter af fra overfladen, eller den vandige væske og bundfaldet tappes bort gennem et hul nær krukkens bund, så olien bliver tilbage i beholderen. (Om konstruktionen af de gamle oliepresser, se The Excavations of Gezer af Macalister.) Efter at olien har stået nogen tid, så yderligere bundfald kan sætte sig, opbevares den enten i enorme lerkrukker, der rummer 100 til 200 gallons (ca. 380 til 760 liter), eller i underjordiske cisterner (sammenlign 1 Krøn 27,28), der rummer en langt større mængde. Nogle af disse cisterner i Beirut rummer hver flere tons olie (2 Krøn 11,11; 2 Krøn 32,28; Neh 13,5; Neh 13,12; Ordsp 21,20). I hjemmene opbevares olien i små lerkrukker af forskellige former, som regel med tude, hvorfra olien let kan hældes (1 Kong 17,12; 2 Kong 4,2). I 1 Sam 16,13; 1 Kong 1,39 nævnes horn med olie.

3. Anvendelser:

(1) Som handelsvare.

Når olivenolie er rigtigt fremstillet og opbevaret, kan den holde sig frisk i årevis; derfor var den en god handelsvare at ligge inde med. Olie gives stadig undertiden som betaling (1 Kong 5,11; Ez 27,17; Hos 12,1; Luk 16,6; Åb 18,13).

(2) Som kosmetisk middel.

Fra de tidligste tider blev olie brugt som kosmetisk middel, især til at indgnide lemmerne og hovedet med. Olie, der blev brugt på denne måde, var som regel parfumeret (se OINTMENT). Olie bruges stadig på denne måde af araberne, hovedsagelig for at holde hud og hovedbund bløde, når de rejser i tørre ørkenområder, hvor der ikke er mulighed for at bade. Sesamolie har til en vis grad erstattet olivenolie til dette formål. Homer, Plinius og andre tidlige forfattere nævner dens brug til udvortes påføring. Plinius hævdede, at den blev brugt til at beskytte kroppen mod kulde. Mange bibelske henvisninger viser brugen af olie som kosmetisk middel (2 Mos 25,6; 5 Mos 28,40; Ruth 3,3; 2 Sam 12,20; 2 Sam 14,2; Est 2,12; Sl 23,5; Sl 92,10; Sl 104,15; Sl 141,5; Ez 16,9; Mika 6,15; Luk 7,46).

(3) Som lægemiddel.

Fra tidlig egyptisk litteratur og ned til sene arabiske lægeværker nævnes olie som et værdifuldt middel. Mange ejendommelige recepter indeholder olivenolie som en af ingredienserne. Den barmhjertige samaritaner brugte olie blandet med vin til at forbinde sårene på den mand, der var faldet blandt røvere (Mark 6,13; Luk 10,34)

(4) Som føde.

Olivenolie erstatter i vid udstrækning smør i kosten hos folkene i landene omkring Middelhavet. I de bibelske lande steges mad i den, den tilsættes sammenkogte retter, og den hældes som dressing over kogte grøntsager, såsom bønner, ærter og linser, og over salater, surmælk, ost og andre fødevarer. En kage fremstilles af almindelig brøddej, som smøres med olie og drysses med urter før bagningen (3 Mos 2,4). I fastetider bruger orientalske kristne kun vegetabilske olier, som regel olivenolie, til madlavning. For bibelske henvisninger til brugen af olie som føde, se 4 Mos 11,8; 5 Mos 7,13; 5 Mos 14,23; 5 Mos 32,13; 1 Kong 17,12; 1 Kong 17,14; 1 Kong 17,16; 2 Kong 4,2; 2 Kong 4,6; 2 Kong 4,7; 1 Krøn 12,40; 2 Krøn 2,10; 2 Krøn 2,15; Ezra 3,7; Ordsp 21,17; Ez 16,13; Ez 16,18; Hos 2,5; Hos 2,8; Hos 2,22; Hag 2,12; Åb 6,6.

(5) Som lyskilde.

Indtil de senere år blev olivenolie overalt brugt til belysning (se LAMP). I Israels land er der mange hjem, hvor en meget primitiv form for lampe, der ligner dem, israelitterne brugte, stadig er i brug. Fordommen til fordel for udelukkende at bruge olivenolie til belysning af hellige steder er ved at forsvinde. Tidligere var ethvert andet lysmiddel forbudt (jf. 2 Mos 25,6; 2 Mos 27,20; 2 Mos 35,8; 2 Mos 35,14; 2 Mos 35,28; 2 Mos 39,37; Matt 25,3; Matt 25,4; Matt 25,8).

(6) I religiøse ritualer.

(a) Indvielse:

Indvielse af embedsmænd eller hellige ting (1 Mos 28,18; 1 Mos 35,14; 2 Mos 29,7; 2 Mos 29,21; 3 Mos 2,1; 4 Mos 4,9; 1 Sam 10,1; 1 Sam 16,1; 1 Sam 16,13; 2 Sam 1,21; 1 Kong 1,39; 2 Kong 9,1; 2 Kong 9,3; 2 Kong 9,1; Sl 89,20): Dette blev overtaget af de tidlige kristne i deres ceremonier (Jak 5,14) og bruges stadig ved indvielsen af kronede herskere og kirkelige dignitarer.

(b) Ofre:

Ofre, både løfteofre og andre: Skikken med at bringe olie som offer til hellige steder lever stadig videre i orientalske religioner. Man kan ved helligdommene langs en syrisk landevej eller i kirkerne se små lamper brænde, hvis forsyning af olie holdes ved lige af fromme tilhængere. I israelitisk tid blev olie brugt i afgrødeofferet, i indvielsesofrene, i ofre til renselse fra spedalskhed osv. (2 Mos 29,2; 2 Mos 40,9; 3 Mos 2,2; 4 Mos 4,9; 5 Mos 18,4; 1 Krøn 9,29; 2 Krøn 31,5; Neh 10,37; Neh 10,39; Neh 13,5; Neh 13,12; Ez 16,18; Ez 16,19; Ez 16,45; Ez 16,46; Mika 6,7).

(c) Begravelser:

I forbindelse med begravelsen af de døde: Egyptiske papyri nævner denne brug. I Det Gamle Testamente omtales skikken ikke direkte. Jesus henviste til den i forbindelse med sin egen begravelse (Matt 26,12; Mark 14,3-8; Luk 23,56; Joh 12,3-8; Joh 19,40).

4. Billedlig brug:

Rigelig olie var et billede på almindelig velstand (5 Mos 32,13; 5 Mos 33,24; 2 Kong 18,32; Job 29,6; Joel 2,19; Joel 2,24). Når olien svandt, tydede det på almindelig hungersnød (Joel 1,10; Hag 1,11). Glæde beskrives som glædens olie (Es 61,3) eller frydens olie (Sl 45,7; Hebr 1,9). Ezekiel profeterer, at floderne skal løbe som olie, dvs. blive tyktflydende (Ez 32,14). Bedrageriske ord er blødere end olie (Sl 55,21; Ordsp 5,3). Forbandelse bliver en vane hos den ugudelige lige så let, som olie trænger ind i knogler (Sl 109,18). Overdreven brug af olie tyder på ødselhed (Ordsp 21,17), mens det at spare på den er et kendetegn på de vise (Ordsp 21,20). Olie blev ført til Egypten, dvs. der blev indgået en traktat med dette land (Hos 12,1).

James A. Patch