sur-kum-sizh'-un (mul, muloth; peritome): Fjernelsen af forhuden er en skik, som har været udbredt og stadig er udbredt blandt mange folkeslag i forskellige dele af verden — i Amerika, Afrika og Australien. Den var i brug blandt de vestlige semitter — hebræere, arabere, moabitter, ammonitter, edomitter, egyptere, men var ukendt blandt semitterne ved Eufrat. I Kanaan var filistrene en undtagelse, for betegnelsen »uomskårne« bruges hele tiden i forbindelse med dem. Almindeligvis var omskærelsesriten en forudsætning for at nyde visse politiske og religiøse privilegier (2 Mos 12,48; Ez 44,9); og i betragtning af, at religion spillede en så vigtig rolle i livet i den gamle verden, kan man antage, at omskærelse, ligesom mange andre mærkelige skikke hvis oprindelige betydning ikke længere kendes, opstod i forbindelse med religion. Før de forskellige teorier opregnes, som er blevet fremsat om omskærelsens oprindelse og oprindelige betydning, kan det være nyttigt at betragte nogle af de vigtigste henvisninger til riten i Det Gamle Testamente.

1. Omskærelse i Det Gamle Testamente:

I beretningen om indstiftelsen af pagten mellem Jahve og Abraham, som Præsteskriftet (P) giver (1 Mos 17), betragtes omskærelsen som stadfæstelsen af aftalen. Jahve påtog sig at være Abrahams og hans efterkommeres Gud. Abraham skulle være far til en mængde folkeslag og grundlægger af en kongeslægt. Han og hans efterkommere skulle arve Kanaan. Den aftale, der således blev indgået, var varig; Abrahams efterkommere skulle omfattes af den. Men for at være indbefattet i pagten var det nødvendigt, at hvert drengebarn blev omskåret på den 8. dag. En fremmed, som havde sluttet sig til et hebraisk hus som slave, måtte gennemgå riten — straffen for ikke at opfylde den var døden eller måske udelukkelse. Ifølge 2 Mos 12,48 (også P) kunne ingen fremmed tage del i fejringen af påsken, medmindre han var blevet omskåret. I Josvabogen (Jos 5,2-9) læser vi, at israelitterne blev omskåret ved Gilgal (»Rulning«), og således blev »Egyptens skændsel« »rullet bort«. Tilsyneladende var omskærelse blandt hebræerne forbudt i den egyptiske periode — idet omskærelse var et særkende for den herskende race. Det er bemærkelsesværdigt, at flintknive blev brugt til formålet. Denne brug af et forældet redskab er et af mange beviser på konservatisme i religion. Ifølge den mærkelige og dunkle beretning om Sippora, der omskar sin ældste søn (2 Mos 4,25), synes udførelsen af riten på sønnen at have en stedfortrædende værdi, for derved bliver Moses en »blodbrudgom«. Ægteskabsbåndet stadfæstes ved blodriten (se 4 nedenfor). Men det er muligt, at forfatterens mening er, at fordi Moses ikke var blevet omskåret (»Egyptens skændsel«), var han ikke egnet til at indgå i ægteskabet (se 3 nedenfor).

2. Teorier om oprindelsen:

De forskellige teorier om omskærelsens oprindelse kan ordnes under fire overskrifter:

(1) Herodot (ii.37) antyder i sin behandling af omskærelse blandt egypterne, at det var et hygiejnisk indgreb. Men alle forslag om en verdslig, dvs. ikke-religiøs, oprindelse til riten yder ikke religionens plads og betydning i det primitive menneskes liv retfærdighed.

(2) Den var et stammemærke. Tatoverede mærker tjente ofte dette formål, selv om de oprindelig kan have været amuletter. Stammemærket satte et medlem af stammen i stand til at genkende et andet og derved undgå at såre eller dræbe en stammefælle. Det satte også stammens guddom i stand til at genkende et medlem af den stamme, som stod under hans særlige beskyttelse. Et mærke blev sat på Kain for at vise, at han stod under Jahves særlige beskyttelse (1 Mos 4,15). Det er blevet foreslået, i lyset af Es 44,5 i den reviderede engelske oversættelses randnote, at arbejdsgiverens mærke blev indridset (tatoveret) på slavens hånd. Profeten fremstiller jøder som nogle, der skriver på deres hænder, at de tilhører Jahve. Jerusalems mure er indridset i Jahves håndflader (Es 49,16). På den anden side forbydes »indsnit i kødet« i 3 Mos 19,28, fordi de var almindelige i de ikke-jødiske religioner. Sådanne tatoverede mærker kunne laves på synlige steder, når det var nødvendigt, at de let kunne ses, men der kunne også være grund til hemmeligholdelse, så mærkerne kun var kendt af medlemmerne af den pågældende stamme.

(3) Den var en rite, som fejrede personens myndighedsalder. Den betegnede opnåelsen af pubertet og retten til at gifte sig og nyde fulde borgerlige privilegier.

(4) Efterhånden som menneskeofre begyndte at blive afskaffet, gav ofringen af den del af legemet, som lettest kunne fjernes, et stedfortrædende offer.

(5) Det var en sakramental handling. "Blodsudgydelsen" var nødvendig for gyldigheden af enhver pagt mellem stammer eller enkeltpersoner. Blodritualet betegner udvekslingen af blod fra de kontraherende parters side og dermed oprettelsen af fysisk slægtskab mellem dem. En alliance grundlagt på blodslægtskab var ukrænkelig. På samme måde mente man, at stammeguden fik del i det ofrede dyrs blod, og et helligt bånd blev oprettet mellem ham og stammen. Det er ikke helt indlysende, hvorfor omskærelse skulle være nødvendig i forbindelse med en sådan ceremoni. Men det kan påpeges, at forplantningsprocessen vakte undren og ærefrygt hos det primitive menneske. Stammens fremgang afhang af, at ægteskabsbåndet fik et vellykket udfald, og en del af kroppen, som havde så meget at gøre med stammens fortsættelse og talmæssige styrke, ville naturligt blive udvalgt i forbindelse med blodpagten. Til støtte for den sidste forklaring fremhæves det, at i pagten mellem Jahve og Abraham var omskærelsen det ritual, der stadfæstede aftalen. Som indvending mod (3) er det blevet fremført, at omskærelsen blandt hebræerne blev udført i spædbarnsalderen--når barnet var 8 dage gammelt. Men dette kan have været en nyskabelse blandt hebræerne, som skyldtes uvidenhed om ritualets oprindelige betydning. Hvis omskærelsen gav den omskårne person ret til at nyde de velsignelser, der var forbundet med medlemskab af stammen, var det naturligt, at forældre skulle være ivrige efter, at en sådan indvielseshandling blev udført tidligt i livet. Spørgsmålet om voksen- og barnedåb kan forklares på lignende måde. Når vi undersøger forklaringerne (2), (3), (4), (5), finder vi, at de i virkeligheden er forskellige former af den samme teori. Der kan ikke være tvivl om, at omskærelsen oprindelig var en religiøs handling. Medlemskab af stammen, adgang til borgerrettigheder, deltagelse i stammens religiøse praksisser--disse privilegier er indbyrdes afhængige. Enhver, der havde gennemgået blodritualet, stod inden for den pagts område, som bestod mellem stammen og stammeguden, og nød alle stammesamfundets privilegier. Det er let at forstå, hvorfor historikeren omhyggeligt beretter om Josvas omskærelse af israelitterne ved deres ankomst til Kanaan. Det var nødvendigt, i betragtning af den mulige sammenblanding af erobrerne og de erobrede, at bevare de særlige kendetegn på den abrahamitiske pagt (Jos 5,3).

3. Åndelig betydning:

I Jer 9,25 og 5 Mos 30,6 finder vi omskærelsens åndelige betydning. En profet som Jeremias ville næppe tillægge en ydre handling som omskærelse stor betydning. Han siger rent ud til sine landsmænd, at de ikke er bedre end egyptere, edomitter, moabitter og ammonitter. De er uomskårne i hjertet. Paulus bruger betegnelsen sønderskærelse om denne ydre omskærelse, når den ikke ledsages af nogen åndelig forandring (Fil 3,2). Spørgsmålet om omskærelse gav anledning til en langvarig strid blandt de første kristne. Judaiserende kristne argumenterede for omskærelsens nødvendighed. Det var en erindring om den ubøjelige partikularisme, som var opstået under den langvarige undertrykkelse i den græske og romerske periode. Efter deres opfattelse kom frelsen fra jøderne og var for jøderne. Det var nødvendigt at blive jøde for at blive kristen. Paulus samtykkede i omskærelse i Timotheus' tilfælde "på grund af jøderne" (ApG 16,3). Men han så, at der stod et princip på spil, og i de fleste af sine breve påpeger han den rene nytteløshed i judaisternes påstand. (Se kommentarer til Romerbrevet og Galaterbrevet.)

4. Billedlig brug:

I nogle få tankevækkende passager finder vi en billedlig anvendelse af udtrykket. I tre år efter bosættelsen i Kanaan skulle "landets frugt" betragtes som "uomskåret" (3 Mos 19,23), dvs. den var Ba'alimernes, Kanaans guders, ejendom. Frugten fra det fjerde år tilhørte Jahve. Moses beskriver med karakteristisk ydmyghed sig selv som en mand med "uomskårne læber" (2 Mos 6,30). Jeremias anklager sine samtidige for at have uomskårne ører (Jer 6,10) og uomskåret hjerte (Jer 9,26). "Et uomskåret hjerte" er et, der så at sige er lukket inde og derfor uimodtageligt for gode påvirkninger og gode indtryk, ligesom et uomskåret øre (Jer 6,10) er et øre, der af samme grund hører ufuldkomment; og uomskårne læber (sammenlign 2 Mos 6,12; 2 Mos 6,30) er læber, som åbner sig og taler med vanskelighed (Driver om 5 Mos 10,16).

T. Lewis