re-pen'-tans:

I. GAMMELTESTAMENTLIGE UDTRYK

1. At angre--"at gispe," "at sukke"

2. At angre--"at vende om" eller "vende tilbage"

II. NYTESTAMENTLIGE UDTRYK

1. At angre--"at bekymre sig," "at være optaget af"

2. At omvende sig--"at ændre sind"

3. At omvende sig--"at vende om," "at vende sig imod," "at vende sig til"

III. DE PSYKOLOGISKE ELEMENTER

1. Det intellektuelle element

2. Det emotionelle element

3. Det viljesmæssige element

LITTERATUR

For at få en nøjagtig forståelse af den præcise nytestamentlige betydning af dette meget vigtige ord er det nødvendigt at overveje dets omtrentlige synonymer på det oprindelige hebraisk og græsk. De psykologiske elementer i omvendelsen bør betragtes i lyset af Skriftens samlede lære.

I. Gammeltestamentlige udtryk.

1. At angre--"at gispe," "at sukke":

Det hebraiske ord naham er et onomatopoietisk udtryk, som indebærer vanskelighed ved at trække vejret, derfor "at gispe," "at sukke," "at stønne." Naturligt kom det til at betyde "at klage" eller "at sørge," og når følelsen blev frembragt af ønsket om det gode for andre, gik den over i medlidenhed og sympati; og når den blev vakt ved overvejelse af ens egen karakter og gerninger, betyder det "at fortryde," "at angre." For at tilpasse sproget til vores forståelse fremstilles Gud som den, der angrer, når udsatte straffe til sidst skal fuldbyrdes, eller når truende onder er blevet afværget ved ægte forbedring (1 Mos 6,6; Jon 3,10). Dette ord oversættes med "angre" omkring 40 gange i Det Gamle Testamente, og i næsten alle tilfælde henviser det til Gud. Hovedtanken er ikke et personligt forhold til synden, hverken i oplevelsen af sorg eller i at vende sig fra en ond kurs. Alligevel er syndens følger tydelige i brugen af ordet. Guds hjerte bedrøves over menneskets uret, og i kærlighed skænker han sin nåde, eller i retfærdighed bringer han sin barmhjertighed til ophør. Det betegner Guds vakte følelser, som får ham til at følge en anden handlemåde over for folket. Tilsvarende når ordet bruges med henvisning til mennesket, blot er bevidstheden om personlig overtrædelse i dette tilfælde tydelig. Denne forskel i anvendelsen af ordet er tilsigtet i sådanne erklæringer som at Gud "ikke er et menneske, så han skulle angre" (1 Sam 15,29; Job 42,6; Jer 8,6).

2. At angre--"at vende om" eller "vende tilbage":

Udtrykket shubh anvendes mest almindeligt til at udtrykke den bibelske tanke om ægte omvendelse. Det bruges i vid udstrækning af profeterne og fremhæver tanken om en radikal ændring i ens holdning til synden og til Gud. Det indebærer en bevidst, moralsk adskillelse og en personlig beslutning om at forlade synden og træde ind i fællesskab med Gud. Det anvendes i vid udstrækning med henvisning til menneskets venden sig bort fra synd til retfærdighed (5 Mos 4,30; Neh 1,9; Sl 7,12; Jer 3,14). Det henviser ret ofte til Gud i hans forhold til mennesket (2 Mos 32,12; Jos 7,26). Det anvendes til at betegne den gennemgribende åndelige forandring, som Gud alene kan bevirke (Sl 85,4). Når udtrykket oversættes med "vende tilbage," henviser det enten til mennesket, til Gud eller til Gud og mennesket (1 Sam 7,3; Sl 90,13 (begge udtryk, nacham og shubh; Es 21,12; Es 55,7). Begge udtryk anvendes også undertiden, når den dobbelte tanke om sorg og ændret forhold udtrykkes, og de oversættes med "angre" og "vende tilbage" (Ez 14,6; Hos 12,6; Jon 3,8).

II. Nytestamentlige udtryk.

1. At angre--"at bekymre sig," "at være optaget af":

Udtrykket metamelomai betyder bogstaveligt at have en følelse eller omsorg, bekymring eller fortrydelse; ligesom nacham udtrykker det omvendelsens emotionelle side. Den følelse, som ordet betegner, kan munde ud i ægte omvendelse, eller den kan udarte til blot angerfuld fortvivlelse (Matt 21,29; Matt 21,32; Matt 27,3). Judas angrede kun i betydningen fortrydelse, angerfuld fortvivlelse, og ikke i betydningen at opgive synden. Ordet bruges med henvisning til Paulus' følelse angående en bestemt handlemåde og med henvisning til Gud i hans holdning til sine nådige formål (2 Kor 7,8 King James Version; Hebr 7,21).

2. At omvende sig--"at ændre sind":

Ordet metanoeo udtrykker den sande nytestamentlige tanke om den åndelige forandring, der ligger i en synders tilbagevenden til Gud. Udtrykket betyder "at have et andet sind," at ændre mening eller hensigt med hensyn til synden. Det svarer til det gammeltestamentlige ord "vende om." Således anvendes det af Johannes Døber, Jesus og apostlene (Matt 3,2; Mark 1,15; ApG 2,38). Den tanke, som ordet udtrykker, er nært forbundet med forskellige sider af åndelig forvandling og af kristent liv, med den proces, hvor menneskets medvirken er fremtrædende, som tro (ApG 20,21), og som omvendelse (ApG 3,19); også med de erfaringer og velsignelser, som Gud alene er ophav til, som eftergivelse og tilgivelse af synd (Luk 24,47; ApG 5,31). Det forbindes undertiden med dåb, som i en ydre offentlig handling forkynder et ændret forhold til synden og til Gud (Mark 1,4; Luk 3,3; ApG 13,24; ApG 19,4). Som en livsvigtig erfaring skal omvendelsen vise sin virkelighed ved at frembringe gode frugter, der svarer til det nye åndelige liv (Matt 3,8).

3. At omvende sig--"at vende om," "at vende sig imod," "at vende sig til":

Ordet epistrepho bruges til tydeligere at fremhæve den bestemte forandring, der virkes i omvendelsen. Det anvendes ret hyppigt i ApG til at udtrykke den positive side af den forandring, der er indeholdt i nytestamentlig omvendelse, eller til at betegne den tilbagevenden til Gud, hvor det at vende sig fra synden er den negative side. De to begreber er uadskillelige og supplerer hinanden. Ordet bruges til at udtrykke den åndelige overgang fra synd til Gud (ApG 9,35; 1 Thess 1,9); til at styrke tanken om tro (ApG 11,21); og til at fuldende og understrege den forandring, som nytestamentlig omvendelse kræver (ApG 26,20).

Der er stor vanskelighed ved at udtrykke den sande idé om en ændring i tanke med henblik på synd, når vi oversætter Det Nye Testamentes »repentance« til andre sprog. Den latinske version gengiver det med »udøve bod« (poenitentiam agere). Men »penitence« betyder etymologisk smerte, sorg, nød, snarere end en ændring i tanke og hensigt. Således er den latinske kristendom blevet fordærvet af den skadelige fejl at fremstille sorg over synd snarere end opgivelse af synd som den primære idé i Det Nye Testamentes omvendelse. Det var let at gå fra anger til bodsøvelse; følgelig fremstiller romerne Jesus og apostlene som nogle, der opfordrer folk til at gøre bod (poenitentiam agite). Det engelske ord »repent« er afledt af det latinske repoenitere og arver latinens fejl, idet det gør sorg til hovedideen og holder den grundlæggende nytestamentlige forestilling om en sindets ændring med henblik på synd i baggrunden, hvis ikke helt ude af syne. Men de gamle profeters, Jesu og apostlenes formaninger viser, at sindets ændring er den dominerende idé i de ord, der bruges, mens den ledsagende sorg og den deraf følgende forbedring indgår i ens erfaring ud fra selve sagens natur.

III. De psykologiske elementer.

1. Det intellektuelle element:

Omvendelse er den ændring i en synders sind, som får ham til at vende sig fra sine onde veje og leve. Den ændring, der frembringes i omvendelsen, er så dyb og radikal, at den påvirker hele den åndelige natur og omfatter hele personligheden. Forstanden må fungere, følelserne må vækkes, og viljen må handle. Psykologien viser, at omvendelsen er dyb, personlig og altgennemtrængende. Det intellektuelle element er tydeligt ud fra menneskets natur som et fornuftigt væsen og ud fra Guds krav, han som kun ønsker fornuftig tjeneste. Mennesket må erkende synden som ubeskriveligt afskyelig, den guddommelige lov som fuldkommen og ubøjelig, og sig selv som den, der ikke slår til eller falder under en hellig Guds krav (Job 42,5; Job 42,6; Sl 51,3; Rom 3,20).

2. Det følelsesmæssige element:

Der kan være en erkendelse af synd uden at man vender sig fra den som noget forfærdeligt, der vanærer Gud og ødelægger mennesket. Ændringen i synspunkt kan kun føre til frygt for straf og ikke til had til og opgivelse af synden (2 Mos 9,27; 4 Mos 22,34; Jos 7,20; 1 Sam 15,24; Matt 27,4). Et følelsesmæssigt element er nødvendigvis involveret i omvendelsen. Selv om følelse ikke er det samme som omvendelse, kan den ikke desto mindre være en stærk impuls til en ægte vending bort fra synden. En angrende kan i sagens natur ikke være sløv og ligeglad. Den følelsesmæssige holdning må ændres, hvis nytestamentlig omvendelse skal erfares. Der findes en slags sorg, som munder ud i omvendelse, og en anden, som styrter ned i samvittighedsnag. Der findes en gudfrygtig sorg og også en verdens sorg. Den første bringer liv; den sidste død (Matt 27,3; Luk 18,23; 2 Kor 7,9; 2 Kor 7,10). Der må være en bevidsthed om synden i dens virkning på mennesket og i dens forhold til Gud, før der kan ske en hjertelig vending bort fra uretfærdighed. Den følelse, der naturligt ledsager omvendelsen, indebærer en overbevisning om personlig synd og syndighed og en alvorlig appel til Gud om at tilgive efter sin barmhjertighed (Sl 51,1; Sl 51,2; Sl 51,10-14).

3. Det viljesmæssige element:

Det mest fremtrædende element i omvendelsens psykologi er det frivillige eller viljesmæssige. Dette aspekt af den angrendes erfaring udtrykkes i Det Gamle Testamente med »vende« eller »vende tilbage« og i Det Nye Testamente med »omvende sig« eller »vende sig«. De ord, der bruges på hebraisk og græsk, lægger hovedvægten på viljen, sindets eller hensigtens ændring, fordi en fuldstændig og oprigtig vending til Gud indebærer både forståelsen af syndens natur og bevidstheden om personlig skyld (Jer 25,5; Mark 1,15; ApG 2,38; 2 Kor 7,9; 2 Kor 7,10). Kravet om omvendelse forudsætter fri vilje og individuelt ansvar. At mennesker opfordres til at omvende sig, kan der ikke være nogen tvivl om, og at Gud fremstilles som den, der tager initiativet i omvendelsen, er lige så klart. Løsningen på problemet hører den åndelige sfære til. De psykiske fænomener har deres oprindelse i de gådefulde relationer mellem den menneskelige og den guddommelige personlighed. Der kan ikke være nogen ydre erstatning for den indre forandring. Sækklæde for kroppen og samvittighedsnag for sjælen må ikke forveksles med en beslutsom opgivelse af synden og en tilbagevenden til Gud. Ikke materielt offer, men en åndelig forandring er Guds ubøjelige krav i begge ordninger (Sl 51,17; Es 1,11; Jer 6,20; Hos 6,6).

Omvendelse er kun en betingelse for frelse og ikke dens fortjenstfulde grund. Motiverne til omvendelse findes især i Guds godhed, i guddommelig kærlighed, i det indtrængende ønske om at få syndere frelst, i syndens uundgåelige følger, i evangeliets universelle krav og i håbet om åndeligt liv og medlemskab i himmeriget (Ez 33,11; Mark 1,15; Luk 13,1-5; Joh 3,16; ApG 17,30; Rom 2,4; 1 Tim 2,4). De første fire saligprisninger (Matt 5,3-6) danner en himmelsk stige, ad hvilken angrende sjæle går fra Satans herredømme ind i Guds rige. En bevidsthed om åndelig fattigdom, der styrter stoltheden fra tronen, en følelse af personlig uværdighed, der frembringer sorg, en villighed til at overgive sig til Gud i ægte ydmyghed og et stærkt åndeligt begær, der udvikler sig til hunger og tørst, indgår i erfaringen hos den, der helt opgiver synden og hjerteligt vender sig til ham, som skænker omvendelse til liv.

LITTERATUR.

Forskellige teologiske værker og kommentarer. Bemærk især Strong, Systematic Theology, III, 832-36; Broadus om Matt 3,2, American Comm.; artiklen »Busse« (Penance). Hauck-Herzog, Realencyklopadie fur protestantische Theologie und Kirche.

Byron H. Dement