prov'-erbz:

I. BOGENS VIDNESBYRD OM SIG SELV

1. Titel og overskrifter

2. Forfatterskab eller litterær art?

II. DE EFTERFØLGENDE SAMLINGER

1. Den indledende del

2. Den klassiske kerne

3. En samling af indhentede råd

4. Nogle tiloversblevne forskrifter

5. Den hizkijanske samling

6. Agurs ord

7. Kong Lemuels ord

8. En akrostisk lovprisning af kvinden

III. BEVÆGELSE HEN IMOD EN FILOSOFI

1. Frigørelsen af mashal

2. Fremkomsten af grundlæggende principper

3. Visdomsbegrebet

IV. OVERVEJELSER OM ALDER OG LITTERÆRT SLÆGTSKAB

1. Under kongerne

2. Samlingspunktet

3. Dens trin i den fremadskridende visdom

Den skriftbog, som både i den hebraiske og den græske ordning af Det Gamle Testamentes kanon straks følger efter Salmerne. I den hebraiske kanon står den som nummer to i den sidste eller supplerende afdeling, der kaldes kethubhim (Septuaginta Paroimiai), »skrifter«; den er sandsynligvis placeret dér, fordi det ville være mest naturligt at begynde denne afdeling med de standard-samlinger, der lå nærmest for hånden, hvilket naturligvis ville være salmer og ordsprog. Denne bog er en antologi af vismændenes udsagn eller belæringer om liv, karakter og adfærd; og som sådan legemliggør den den særligt opdragende strømning i hebraisk litteratur.

I. Bogens vidnesbyrd om sig selv.

1. Titel og overskrifter:

I begyndelsen står titlen, tilsyneladende bestemt til at dække hele værket: »Salomos ordsprog, Davids søns, Israels konges.« Samlerne fandt det dog passende at gentage, eller måske bevare en ældre overskrift, »Salomos ordsprog«, ved Ordsp 10, som om den samling, der begynder dér, i en særlig forstand fortjente den; og ved Ordsp 25 forekommer endnu en overskrift: »Også disse er Salomos ordsprog, som kong Hizkijas mænd af Juda afskrev.« Alle disse tilskriver ordsprogene Salomo; men overskriften (30,1), »Agurs ord, Jakes søns; udsagnet«, og overskriften (31,1), »Kong Lemuels ord; udsagnet, som hans mor lærte ham«, viser, at også andet forfatterskab end Salomos er repræsenteret; mens omtalen af »de vises ord« (1,6; 22,17), ligesom den bestemte overskrift, »Også disse er de vises udsagn« (24,23), tilskriver dele af bogen vismændene i almindelighed. Bogen er efter eget udsagn en række samlinger, der er blevet til på forskellige tidspunkter; og efter eget udsagn er den også, i det mindste i betydeligt omfang, et værk af flere, måske et helt lav af, forfattere.

2. Forfatterskab eller litterær art?:

Det er risikabelt at argumentere enten for eller imod et bestemt forfatterskab; og det er heller ikke min hensigt at gøre det. Spørgsmålet melder sig dog naturligt, i hvilken forstand denne bog, med sin så åbenlyst sammensatte struktur, kan gøre krav på at være Salomos værk. Henviser titlen til faktisk personligt forfatterskab, eller betegner den en litterær art og type, som Salomo var ophavsmand til og inspirator for – som om den ville sige »de salomoniske ordsprog«? Vi kan nærme os svaret på dette spørgsmål ved at bemærke nogle litterære kendsgerninger.

Uden for profeterne er kun tre af Det Gamle Testamentes bøger i grundteksten forsynet med titler; og disse tre er alle forbundet med Salomo – to af dem, Ordsprogenes Bog og Højsangen, direkte; den tredje, Prædikeren, ved et antaget navn, som dog fremstiller Salomo. Dette synes at pege på en usædvanlig grad af litterær bearbejdelse og selvbevidsthed i tilblivelsen af disse bøger, en fornemmelse hos forfattere eller samlere af, at litteraturen som kunst stiller krav til dem. Også bøgernes emne bekræfter dette; relativt set er de Bibelens verdslige bøger og gør ikke krav på guddommelig oprindelse, sådan som loven og profetien gør. Med hensyn til den oprindelige impuls til en sådan litterær kultur viser historien os hen til kong Salomos regeringstid; se 1 Kong 4,29-34, hvor der fra kongens og hoffets side skildres en intens intellektuel aktivitet for dens egen skyld, hvis lige ikke forekommer noget andet sted i Skriften. De former, der da især prægede litteraturen, var mashal (ordsproget) og sangen, og i begge var den alsidige unge konge dygtig; sammenlign 1 Kong 4,32. Til dyrkelsen af mashal benyttede disse lærde mænd sig af en yndet hjemlig form, det folkelige ordsprog; men de gav det en litterær form og afslibning, som fremover skulle kendetegne det som den salomoniske mashal (se PROVERB). Dette blev da den litterære form, hvori nationens vismænd fra Salomos tid og frem fremsatte deres råd om liv, karakter og adfærd; den blev lige så karakteristisk formen for denne didaktiske strømning i litteraturen, som det heroiske kuplet var det for en tilsvarende strømning i Drydens og Popes tidsalder.

Det er derfor rimeligt at forstå denne titel på Ordsprogenes Bog som en betegnelse for en litterær art snarere end et personligt forfatterskab; den navngiver denne visdomsantologi i dens klassisk bestemte formulering og lader, hvad alder og forfatterskab angår, et felt stå åbent, som er rummeligt nok til at dække de århundreder, hvori den var i omløb. Måske blev også ordsproget af denne type ved betegnelsen »Salomos« skelnet fra mashal af andre typer, som for eksempel Bileams, Jobs og Koheleths.

II. De efterfølgende samlinger.

1. Den indledende del:

At Ordsprogenes Bog er sammensat af flere samlinger, der er blevet til på forskellige tidspunkter, er en kendsgerning, der ligger lige for; hele otte af disse er tydeligt markeret, og måske kunne der foretages underinddelinger. Bogen blev ikke oprindeligt tænkt som udviklingen af et tema, eller endda som en enhed; den enhed, den har, var en eftertanke. At den dog kom til at stå som én sammenhængende sandhedsmasse og at få et navn og en vis opbygning som sådan, vil blive fastholdt i et senere afsnit (se III nedenfor). Imens vil vi tage afsnittene i rækkefølge og bemærke nogle af de fremtrædende kendetegn ved hvert. Det indledende afsnit, Ordsprogene 1-9, bærer præg af at være føjet til senere end det meste af resten; og det er indledende i den forstand, at det samler tanken om begrebet Visdom og anbefaler den åndelige holdning, hvormed den skal modtages. Dets stil--og deri adskiller det sig fra resten af bogen--er formanende; det er henvendt til "min søn" (1,8 og ofte) eller "mine sønner" (4,1; 5,7; 7,24; 8,32), i tonen fra en far eller en vismand, der bringer forråd af visdom og erfaring til de unge. De første seks vers er forord, som angiver hele bogens formål og brug. Derefter fastslår Ordsp 1,7 som udgangspunktet, eller Visdommens åndelige grundfjeld, frygten for Jahve, et princip, der gentages hen imod slutningen af dette indledende afsnit (9,10), og som tydeligvis anses for meget afgørende for hele visdomssystemet; jf. Job 28,28; Sl 111,10; Sirak 1,14. Virkningen af dette forord og denne temafremsættelse er at sætte ordsprogssamlingen i gang omtrent på samme måde som moderne litterære værker, og resten af afsnittet bekræfter dette ganske godt. Det mest slående træk ved afsnittet, ud over dets almindelige prædikende tone, er dets personifikation af Visdommen. Hun fremstilles som én, der kalder på menneskenes sønner og anbefaler dem sine veje (Ordsp 1,20-33; Ordsp 8,1-21; Ordsp 8,32-36); hun nedlader sig, for retfærdighedens og renhedens skyld, til at træde i rivalisering med den "fremmede kvinde", fristerinden, ikke i hemmelighed, men i åben og frygtløs optræden (Ordsp 7,6-8; Ordsp 9,1-6; Ordsp 9,13-18); og i en yderst poetisk passage (Ordsp 8,22-31 ) beskriver hun sit forhold fra begyndelsen til Gud og til menneskenes sønner. Det viser den værdi, som det hebraiske sind kom til at tillægge menneskets gave, Visdommen. Den hebraiske filosof tænkte ikke i logik og dialektik, men i symbol og personlighed; og til denne høje rang, næsten som en gudindes, har hans fantasi ophøjet menneskets intellektuelle og åndelige kræfter.

Se WISDOM.

2. Den klassiske kerne:

Afsnittet Ordsp 10,1-22, med den gentagne overskrift "Salomos ordsprog", synes at have været den oprindelige kerne i hele samlingen. Alle ordsprogene i dette, bogens længste afsnit, er strengt formet efter kupletformen (den ene triplet, 19,7, er kun en tilsyneladende undtagelse, sandsynligvis på grund af tabet af en linje), hvert ordsprog en parallelisme i fortættet formulering, hvor den anden linje enten giver en kontrast til eller en uddybning af den første. Dette var uden tvivl den klassiske kunstnorm for det salomoniske mashal.

Afsnittet synes at indeholde produktet af den periode i ordsprogskulturen, hvor sansen for modellen var en smule stiv og streng og endnu ikke vovede at løsne formen op. Tegn på større frihed begynder dog at vise sig, og muligvis er to lag af samling repræsenteret. I Ordsprogene 10-15 er den dominerende kuplet antitetisk, hvilket rummer tankens mest selvafsluttede kredsløb. Ud af 184 ordsprog indeholder kun 19 ikke en eller anden form for kontrast, og 10 af disse findes i Ordsprogene 15. I Ordsp 16-22 er den dominerende form derimod den såkaldt synonyme eller udvidende kuplet, som lader tankekredsløbet stå mere åbent for illustrerende tilføjelser. Ud af 191 ordsprog er kun 18 antitetiske, og disse rummer kontraster af en mere subtil og skjult antydning. Hvad indholdet angår, er hele afsnittet blandet; i første halvdel, hvor antitesen dominerer, findes dog livets store grundlæggende skel: visdom og dårskab, retfærdighed og ondskab, flid og dovenskab, klog tale og tilbageholdenhed og lignende; mens der i anden halvdel er en tydelig tendens til at gå længere ud efter mere subtile og mindre indlysende skel. På den måde synes de at afspejle en voksende og forfinende litterær udvikling, den gradvise formning og ophobning af materiale til en livsfilosofi; dog endnu ikke artikuleret eller ført tilbage til enhed i princippet.

3. En samling indhentede råd:

I det korte afsnit Ordsp 22,17-24 synes ordsprogslitteraturen for første gang så at sige at være blevet selvbevidst--at betragte sig selv som en strøm af vise råd, man måtte regne med for dens opdragende værdi. Afsnittet indledes med et forord (22,17-21), hvor disse "de vises ord" anbefales til en person eller delegation, "for at du kan bringe sandhedsord tilbage til dem, der sender dig" (22,21). Rådene synes bestemt for personer i ansvarlige stillinger, måske knyttet til hoffet (jf. 23,1-3), som, fordi de officielt skal have med mennesker og sager at gøre, behøver den klogskab, renhed og mådeholdenhed, der vil gøre dem egnede til deres pligter. Hvad formen angår, forekommer den løsrevne kuplet kun lejlighedsvis; den foretrukne form er kvartetten; men ordsprog med et større antal linjer bruges frit, og ét, rådet om vindrikning (23,29-35), strækker sig over 17 linjer. I tone og konkrete råd har afsnittet mange ligheder med det indledende afsnit (Ordsprogene 1-9) og fremkalder den formodning, at dette sidstnævnte afsnit, som indledning til en samlet visdomsskriftmasse, blev komponeret ikke længe efter det.

4. Nogle tiloversblevne forskrifter:

Det lille tillæg (Ordsp 24,23-34) har overskriften: "Også dette er de vises ord." De handler om klog omgang og ordnet flid. Det lille digt om den dovne (Ordsp 24,30-34), med dets omkvæd (Ordsp 24,33; Ordsp 24,14), er bemærkelsesværdigt, fordi det tilsyneladende er én strofe af et digt, som fuldendes med det samme omkvæd i den indledende afdeling (Ordsp 6,6-11). Stroferne har samme længde og opbygning; og det synes, at den sidstnævnte enten blev fundet senere eller blev digtet som et supplement til den i denne afdeling.

5. Den hizkijanske samling:

Den lange afdeling (Ordsprogene 25-29) har overskriften: "Også dette er Salomos ordsprog, som mændene hos Hizkija, Judas konge, skrev af." Samlingen gør kun krav på at være en sammenstilling; men hvis vi, som allerede antydet, forstår udtrykket "Salomos ordsprog" som ensbetydende med "salomoniske ordsprog", der snarere henviser til art end til personlig forfatter, kan sammenstillingen være foretaget ikke blot ud fra oldtiden, men ud fra visdomslaugenes arkiver. I så fald har vi en nøgle til visdomslitteraturens tilstand på Hizkijas tid. Samlingen som helhed vender, i modsætning til afsnit 3 og 4, overvejende tilbage til den klassiske form med tolinjede ordsprog, men med en mindre grad af sammentrængning og epigrammatisk prægnans. Der er en tendens til at gruppere flere ordsprog om lignende emner; bemærk for eksempel gruppen om kongen (Ordsp 25,2-7). Samlingens mest iøjnefaldende træk er den hyppige brug af lignelse og analogi, og i det hele taget den stærke billedlige farve, især i Ordsprogene 25-27; det læses som en ny art ordsprog, når vi bemærker, at der i alle de tidligere salomoniske afdelinger kun er to klart udformede lignelser (10,26; 11,22). I Ordsprogene 25-27 findes flere ordsprog på tre, fire eller fem linjer, og til sidst (27,23-27) et yndigt lille digt på ti linjer om landbrug. Ordsprogene 28; 29 består udelukkende af tolinjede ordsprog, og det antitetiske ordsprog dukker igen op i et betydeligt antal. Hvad indholdet angår, stiller tanken i denne afdeling et noget større krav til læserens dannelse og tænkeevne, idet analogierne er mindre indlysende og mere subtile. Den er afgjort afspejlingen af en mere litterær tidsalder end den, der ligger bag afsnit 2.

6. Agurs ord:

Ordsprogene 30 optages af "Agurs, Jakes søns, ord", en person, der ellers er ukendt, og som frasiger sig sagkyndig viden om visdomslæren (30,3) og bekender en agnostisk holdning til teologiske spekulationer, men dog viser en øm ærbødighed over for Jahves navn og uudgrundelige mysterium (30,6.9.32). Hans ord udgør en appel imod en for dristig, for ikke at sige formastelig, ånd i de formodede resultater af menneskelig visdom, og som sådan udgør de en nyttig modvægt til den lærdes voksende stolthed. Alligevel er over denne særegne appel sat ordet "Massa" (ha-massa'); "byrde" eller "orakel", det udtryk der bruges om profetiske åbenbaringer; og ordet for "sagde" ("manden sagde", ne'-um ha-genjer) er det ord, der andre steder bruges om mystisk eller guddommelig udtalelse. Dette synes at markere et stadium i visdommens selvbevidsthed, hvor man følte, at dens udsagn kunne stilles på linje med profeti som en åbenbaring af sandhed (sammenlign hvad Visdommen siger om sig selv, 8,14) og kunne gøre krav på det autoritative udtryk "orakel". I øvrigt, bortset fra den ydmyge ærbødighed, de er gennemtrængt af, hæver disse Agurs ord sig ikke til et højt niveau af åndelig tænkning; de tenderer snarere mod gådeelementet eller "mørke udsagn" (sammenlign 1,6). Formen på hans ordsprog er særegen, ja grænser til det kunstlede; han beskæftiger sig mest med det såkaldte talordsprog ("tre ting ... ja, fire"), en udtryksform, som andre steder kun har paralleller i 6,16-19, men som var noget af en favorit i de senere kryptiske udsagn hos de skriftlærde, som det kan ses i Pirqe 'Abhoth.

7. Kong Lemuels ord:

Ordsprogene 31,1-9 (muligvis bør hele kapitlet medregnes) har overskriften: "Kong Lemuels ord; det orakel, som hans mor lærte ham." Her forekommer igen det gådefulde ord "orakel", som synes at være åbent for den samme fortolkning som den, der blev givet i det foregående afsnit, skønt nogle vil gøre denne ellers ukendte monark til en konge af Massa og henvise til navnet på en af Ismaels efterkommere (1 Mos 25,14), formodentlig en stammebetegnelse. De hebraiske vismænd stod fra begyndelsen i kappestrid og fællesskab med andre nationers vismænd (sammenlign 1 Kong 4,30; 1 Kong 4,31); og i Jobs Bog, visdomsudtalelsens højeste rækkevidde, er alle vismændene, Job medregnet, fra lande uden for Israels land. Kong Lemuel, hvis han var en virkelig person, var ikke jøde; og det var Agur sandsynligvis heller ikke. Lemuels ord er en mors appel til sin kongelige søn om kyskhed, mådehold og retfærdighed, de kongelige dyder. Formen er den enkle hebraiske parallelisme, ikke løsrevne tolinjede ordsprog, men sammenhængende.

8. En akrostisk lovprisning af kvinden:

Ordsprogenes Bog slutter på en måde, der i høj grad er værdig til dens høje standard af sund fornuft og visdom. Uden nogen overskrift (den hører muligvis til det "orakel", som Lemuels mor lærte sin søn) udgør de sidste 22 vers (31,10-31) et enkelt digt til pris for en værdig kvinde, hvor især hendes huslige dyder lovprises. I formen begynder disse vers på originalsproget med de 22 på hinanden følgende bogstaver i det hebraiske alfabet; en yndet form for hebraisk vers, som det kan ses (i originalen) i flere af salmerne, især Sl 119, og i Klagesangene 1-4.

III. Bevægelse hen imod en filosofi.

Det har i høj grad været på mode blandt moderne kritikere at nægte hebræerne et virkelig filosofisk sind; dette, siger de, var snarere grækernes særlige gave; mens hebræerne for deres løsning af livets problem beroede på direkte åbenbaring ovenfra, hvilket udelukkede den næsten midlertidige tilsidesættelse af begreber, den afvejning af kosmiske og menneskelige elementer, som ligger i den almindeligt accepterede opfattelse af filosofi. Denne kritik tager kun hensyn til den ene side af det hebraiske sind. Det er sandt, at de troede, at deres liv stod i direkte kontakt med Jahves vilje og ord, åbenbaret for dem i vendinger, som ikke kunne betvivles; men også til deres egne intellektuelle kræfters resultater og udsagn havde de en tillid og fortrøstning, som fortjener navnet en ægte filosofi. Men deres var ikke en filosofi om spekulativ verdensdannelse, men om adfærd og livets praktiske forvaltning; og den var intuitiv og analogisk, ikke resultatet af dialektisk ræsonnement. Derfor dens navn visdom, selve løsningen, snarere end filosofi, kærligheden til visdom, søgen efter løsning. Denne Ordsprogenes Bog, som begynder med løsrevne maksimer om adfærdens grundelementer, åbenbarer på mange tankevækkende måder den gradvise fremkomst af en filosofi, en omfattende visdom så at sige under tilblivelse; den er således pionerbogen for den hebraiske visdom, som vi ser udviklet til mere modne ting i Jobs Bog og Prædikerens Bog. Nogle af dens fremtrædende stadier kan her spores.

1. Frigørelsen af mashal:

Vi kan først bemærke den, eller den litterære forberedelse til den, i åbningen af mashal, eller ordsprogs-enheden, mod tilføjede elementer af illustration, forklaring og fylde, en udvikling, der begynder at vise sig i den ældste afdeling (den klassiske kerne, afdeling 2) omkring Ordsprogene 16. Den primitive antitetiske mashal stillede to sider af sandheden over for hinanden på en sådan måde, at sagen stod afsluttet; der var intet andet at gøre end at gå videre til et nyt emne. Dette havde den gode virkning, at det stillede livets store elementære modsætninger op over for hinanden: retfærdighed og gudløshed, lydighed og lovløshed, lærevillighed og vrangvillighed, flid og dovenskab, klogskab og formastelighed, tilbageholdenhed og sludren osv., og i den henseende var det en mesterlig analyse af det væsentlige i individuel og social adfærd. Men så snart den synonyme og illustrerende mashal får overtaget, mærker vi en smidiggørelse og større gennemtrængningskraft i tankens rækkevidde; den er åben for finere skel og fjernere opdagelser, og analogierne tenderer mod at bruge de mindre direkte forhold mellem årsag og virkning. Dette øges, efterhånden som vi går videre, især ved den større appel til forestillingsevnen i det billedlige væv i den hizkijanske afdeling, og ved den afgjort større tendens til gåde- og paradokselementet. Mashal tiltager i længde og fylde, både ved grupperingen af lignende emner og ved udvidelsen fra distikonnet til firelinjestrofen og det udviklede digt. Alt dette er, selv om det endnu ikke er en selvbevidst filosofi, et skridt på vejen dertil.

2. Fremkomsten af grundlæggende principper:

Én fast forudsætning hos vismændene, som et aksiom, blev aldrig draget i tvivl: nemlig at retfærdighed og visdom er identiske, at gudløshed af enhver art er dårskab. Dette giver straks visdomsformaningerne en slags profetisk farve, godt repræsenteret ved det indledende ordsprog i den oprindelige afdeling (efter det forordslignende om den vise søn): “Gudløsheds skatte gavner intet; men retfærdighed udfrier fra døden” (Ordsp 10,2). Således gives der fra begyndelsen en kompromisløs baggrund, hvorpå lastens fængslende lokkemidler, uretfærdighedens og uærlighedens krogede veje, godhedens og den rette færdsels nøgterne vaner, viser sig som det, de er, og det, de fører til. Vismændene bringer sig således også i fuld harmoni med det, som læres af præster og profeter; der er ingen strid med loven eller ordet; de leverer ganske enkelt den tredje streng i undervisningens trefoldige snor (jf. Jer 18,18). Ud fra denne grundlæggende formodning kommer andre principper til syne, næppe mindre aksiomatiske: at kilden og udspringet til et vist liv er ærefrygt, frygten for Jahve; at den sikrende sindstilstand er lærevillighed, den udelukkende holdning vrangvillighed; at det er visdommens, eller retfærdighedens, kendetegn at være frygtløs og åben, og gudløshedens, som er dårskab, at være kroget og hemmelighedsfuld. Disse principper vender stadig tilbage, ikke som et system, men i talrige aspekter og anvendelser i livets praktiske virke. Som deres sanktioner henviser de enfoldigt til det hebraiske ideal om belønninger på den ene side--rigdom, ære, langt liv, familie (jf. Ordsp 11,31)--og om skam og tab og ødelæggelse på den anden; men disse betones ikke som direkte tildelinger eller straffe fra en personlig Guddom, snarere som noget i den menneskelige naturs lov. Loven om, at det onde virker sin egen ødelæggelse, og at det gode bringer sin egen belønning, er ved at forme sig i menneskers fornuft som et af de grundbegreber, hvoraf visdomsfilosofien voksede frem.

3. Opfattelsen af visdom:

Fra tider længe før Salomo gav skarpsindighed i råd og evne til at sætte sådanne råd i maksime eller lignelse sin indehaver, hvad enten det var mand eller kvinde, et naturligt lederskab og ry i de lokale fællesskaber (sammenlign 2 Sam 14,2; 2 Sam 20,16); og Salomos usædvanlige begavelse viste sig ikke blot i hans litterære interesser, men i hans evne, som blev højt værdsat blandt orientalere, til at afgøre fortjenesten i sager, der blev bragt for ham til dom (1 Kong 3,16-28), og til at besvare gådefulde spørgsmål (1 Kong 10,1; 1 Kong 10,6; 1 Kong 10,7). Det var ud fra en sådan vurdering af menneskers intellektuelle evner, ud fra anerkendelsen af mental årvågenhed, skarpsindighed og overblik, anvendt på livets praktiske spørgsmål (sammenlign Ordsp 1,1-5), at forestillingen om Visdom i dens bredere betydning opstod. Da dyrkelsen af en sådan skarpsindighed i udtrykket imidlertid bevægede sig ud over at være et tidsfordriv ved et kongehof (sammenlign 1 Kong 4,29-34) og over i hænderne på byens ældste og vismænd, fik den en stærkt forøget værdi; læg mærke til, hvordan en sådan vismands indflydelse idealiseres (Job 29,7-25). Vismændene havde deres eget bestemte kald og deres egen mission, måske mere virkningsfuld end den, der tilkom præster og profeter; den hyppige henvisning til de unge og de "enkle" eller umodne i Ordsprogenes Bog kunne tyde på, at de i praksis var nationens skolelærere og opdragere. Som sådanne, idet de arbejdede i fællesskab og samarbejde med hinanden, ville det stof, de behandlede, ikke forblive tilfældige og blandede maksimer, men bevæge sig mod et centrum og et læresystem, som kunne gøre krav på at udmærke sig som en formuleret livsfilosofi, så meget mere som det var så nært forbundet med det store hebraiske ideal om retfærdighed og sandhed. Vi har allerede bemærket, hvordan denne sans for deres kalds værdighed og værdi viste sig i den samling forskrifter, der blev sendt som svar på en anmodning (3 ovenfor), med dens tillæg (4 ovenfor) (Ordsp 22,17-24). Ikke længe efter dette stadium i visdomskulturen, tror jeg, kom et meget betydningsfuldt nyt ord ind i deres ordforråd, ordet (tushiyah, en gåde for oversætterne, gengivet forskelligt som "sund visdom", "virksom handling" og af leksikograferne kaldt "et teknisk udtryk i visdomslitteraturen", BDB, under ordet). Dets tidligste forekomst, og den eneste bortset fra i indledningsafsnittet (Ordsp 18,1), er dér, hvor det siges, at den mand, som skiller sig ud fra andres meninger og søger sit eget begær, strider mod al tushiyah. Ordet synes at betegne Visdom i dens subjektive aspekt, som en ægte indsigt eller intuition af sandheden, menneskets evne til nedefra at hæve sig op i den sande åbenbarings område, til forskel fra det profetiske eller lovmæssige ord, der tales direkte ovenfra. Uden for Ordsprogene og Job forekommer ordet kun to gange: én gang i Mika 6,9 og én gang i Es 28,29, hvor profeten i sidstnævnte tilfælde med vilje har sammensat et afsnit (28,23-29) i den karakteristiske mashal-stil og tillagt Jahve denne form for indsigt. Åbenbart kom der en tid i visdomskulturen, hvor dens udsagn i menneskers vurdering nåede ligeværd med udsagn direkte fra det usynlige; måske forklarer dette, hvorfor Agurs og Lemuels ord dristigt kunne regnes som orakler (se ovenfor, 6 og 7). I hvert fald tillægges Visdom (chokhmah, i indledningsafsnittet) en sådan høj udmærkelse, en myndighed afledt af fortrolighed med Jahves skabende værk (Ordsp 8,30; Ordsp 8,31); "rådet er mit," lader man Visdom sige, "og tushiyah" (Ordsp 8,14). Således åbenbarer Ordsprogenes Bog for os en filosofi, så at sige, i sin tilblivelse, og fra spredte råd når den gradvist frem til det højdepunkt, hvor den menneskelige forstand kunne stille sine fund ved siden af guddommelige orakler.

IV. Overvejelser om alder og litterært slægtskab.

For at nå frem til Ordsprogenes Bogs historie må flere spørgsmål rejses. Hvornår blev ordsprogene til? Bogen er, ligesom Salmernes Bog, åbenlyst en antologi, der indeholder forskellige samlinger, og som både ved stil og modnende tanke bærer præg af forskellige tidsaldre. Hvornår blev de på hinanden følgende samlinger foretaget? Og endelig, hvornår nåede den litterære strømning, der her er repræsenteret, det punkt af selvbevidst enhed og samordning, som berettigede den til at blive regnet som en strømning for sig og til at vælge det omfattende navn Visdom? Det, der gør disse spørgsmål vanskelige at besvare, er den kendsgerning, at disse ordsprog er forskrifter for det jævne folk, knyttet til almindelige forhold i landsbyen, på markedet og på marken, og at de bevæger sig ad linjer, der ligger fjernt fra politik, dynastiske omskiftelser og krige. De er, i en langt mere gennemtrængende og altomfattende grad end lov eller profeti, den opdragende litteratur, som nationens robuste menige rækker blev næret af. 'Hvor der ikke er noget syn, slipper folket sig løs,' siger et hizkijansk ordsprog (Ordsp 29,18); men det gør de også, når der ikke er nogen varig styrkende kraft i social skik og princip. Det er netop det sidstnævnte, som denne Ordsprogenes Bog i høj grad åbenbarer; og med tiden blev dens værdi så stærkt følt, at den, som vi har set, kunne regne sig selv som et livsgode ved siden af synet. Den repræsenterer med ét ord den menneskelige bevægelse mod selvstyring og selvtillid, uden sløv afhængighed af hersker eller offentlig mening (sammenlign Ordsp 29,25; Ordsp 29,26). Hvornår og hvordan blev denne sunde og gavnlige fællesskabsfiber udviklet?

1. Under kongerne:

Da Salomo og hans hof gjorde mashal til en elegant mode, byggede de bedre, end de vidste. De gav den gamle hjemlige form, ordsproget og lignelsen, efter at den var blevet reduceret til epigrammatisk form og polering, glansen af en folkelig litteratur. Dette skete først mundtligt (Salomo fremsagde sine ordsprog, 1 Kong 4,32; 1 Kong 4,33); men nedskrivningen af sådanne omhyggeligt formulerede udsagn kunne ikke længe lade vente på sig; måske var denne korte, tilskårne stil den mest naturlige tidlige øvelse i den nye overgang fra den uhåndterlige kileskrift til brugen af papyrus og et mere smidigt alfabet, som sandsynligvis kom ind med kongedømmet. Under alle omstændigheder fandtes her mediet for en praktisk belærende litteratur, anvendt på dagliglivets og samkvemmets forhold, som folket på Salomos tid var begejstret vågnet op for. Der er ingen gyldig grund til at nægte Salomo, eller i det mindste hans tid, indledningen af den salomoniske mashal; og hvis, som det er blevet foreslået, navnet »Salomos ordsprog« snarere betegner en litterær art end personligt forfatterskab, kan hele bogens titel (Ordsp 1,1), såvel som afsnittenes overskrifter (Ordsp 10,1; Ordsp 25,1), være givet i fuld god tro, uanset det bestemte tidspunkt eller det personlige forfatterskab til udsagnene. Der er heller ikke noget, hverken i den nedskrevne historie eller i sagens sandsynlighed, der gør det usandsynligt, at aktiviteten hos »Hizkijas mænd« betyder netop det, der siges; disse skriftlærde mænd føjede denne supplerende samling (Ordsp 25-29) til en samling ordsprog, som allerede fandtes og blev anerkendt som Salomos. Dette ville placere tilblivelsen af hoveddelen af Ordsprogene (kapitlerne 10-29) før Hizkijas regeringstid. De repræsenterer derfor den vigtigste litterære undervisning, som var tilgængelig for folket i den lange kongetid fra Salomo og frem, en periode som ellers var meget sparsomt forsynet. Moseloven var, som vi slutter af fundet af Loven på Josijas tid (2 Kong 2), i bedste fald noget afsondret, i præsters og dommeres varetægt – eller forsømmelse; det profetiske ord var et bestemt budskab til store nationale krisesituationer; ophobningerne af hellig sang var templets og kultens ejendom; hvad fandtes der da til folkets opdragelse? Der var ganske vist folkefortællingerne og de kateketiske legender fra deres heltehistorie; men der var også, mest indflydelsesrige af alle, disse vise ord fra vismændene, voksende samlinger af forskrift og lignelse, bevaret i landsbycentre, offentliggjort på de åbne pladser ved porten (jf. Job 29,7), som rummede elementerne i en fornuftens religion og borgerlighed og repræsenterede livsanskuelser, der ikke blot var hebraiske, men i vid udstrækning internationale blandt nabokongedømmerne. Forstået sådan giver disse salomoniske ordsprog os uden sammenligning det bedste spejlbillede, vi har, af de religiøse og sociale normer hos det almindelige folk i en periode, der ellers er sparsomt skildret. Og ud fra dette kan vi forstå, hvilken ægte stærk karakterfiber der trods alt fandtes, og hvor vel værd at bevare til en enestående mission i verden den var, på trods af de afguderiske fordærvelser, der trængte ind i helligdommene, herskernes selvtilfredse ligegyldighed og profeternes pessimistiske fordømmelser.

2. Samlingspunktet:

Når det gælder det tidspunkt i den hebraiske litteraturhistorie, hvor disse spredte salomoniske ordsprog blev anerkendt som en ensartet tankeretning, og samlingerne blev foretaget og anbefalet som Visdom, kan vi, mener jeg, ikke gøre bedre end at nævne Israels litterære blomstringstid, Hizkijas tid. »Hizkijas mænd« gjorde mere end at føje deres supplerende afsnit til (Ordsprogene 25-29); ordene »også disse« (gam 'elleh) i deres overskrift antyder det.

Se Hizkijas mænd.

Jeg opfatter rækkefølgen og arten af deres arbejde nogenlunde således: De begyndte med den klassiske kerne (Ordsp 10-22) (se ovenfor, II, 2), som kan være kommet til dem i to underafsnit (Ordsprogene 10-15; 16-22,16), og de satte disse sammen som de ordsprog, der var nærmest forbundet med Salomo, uden større forsøg på systematisering, i det væsentlige sådan som de gennem tiderne havde samlet sig i den grove rækkefølge, som deres form og tanke havde udviklet sig i. Således samlede de, i deres iver for fortidens litterære skatte, den samling af opdragende litteratur, som lå nærmest for hånden, en samling der var særligt, om end ikke udelukkende, egnet til undervisning af de unge og umodne. Da dette var gjort, kom der dernæst til deres kendskab en bemærkelsesværdig samling af "de vises ord" (Ordsp 22,17-24), som tydeligvis var blevet sat sammen efter anmodning som en vade mecum for nogle personer i ansvarlige stillinger, og som var forsynet med et forord, der anbefalede dem som "sandhedsord", bestemt til at fremme "tillid til Jahve" (Ordsp 22,19-21)--hvilket sidste, som vi ved fra Esajas, var det store borgerlige spørgsmål på Hizkijas tid. Til dette afsnit hører naturligt det lille tillæg med "de vises ord" (Ordsp 24,23-34), sandsynligvis tilføjet omtrent samtidig. Disse to afsnit, som synes at åbne samlingen for stof ud over den særprægede salomoniske mashal, står, mere end resten af bogen, i tone med indledningsafsnittet (Ordsprogene 1-9), hvilket sidste, sammen med det hizkijanske tillæg (Ordsprogene 25-29), blev tilføjet, dels som en ny komposition, dels ved at indarbejde nogle yderligere fund (sammenlign for eksempel fuldførelsen af digtet om den dovne, Ordsp 6,6-11). Således blev Ordsprogenes Bog, ved tilføjelsen af dette indledningsafsnit, anerkendt som en enhed, forsynet med et forord og en indledende grundsætning (1,1-6.7), og sendt ud med sådant formanende stof, som allerede i mindre målestok havde indledt det tredje afsnit. Denne del indeholder ikke blot lovprisningen af Visdommen som en menneskelig udrustning, der har del i det guddommeliges sind og hensigt (8,22-31), men den er også blevet bevidst om den åbenbarende værdi af tushiyah (2,7; 3,21; 8,14), eller tugtet intuition (se ovenfor, III, 3), og vover i sin retfærdige lærvillighed at stræbe efter Jahves fortrolighed eller hemmelige venskab (codho, 3,32). Alt dette angiver den hellige selvbevidsthed, som Visdommen har nået.

Jeg ser ingen tvingende grund til at udskyde den væsentlige fuldførelse af Ordsprogenes Bog til efter Hizkijas tid. Agurs ord og kong Lemuels ord, sammen med det afsluttende akrostiske digt, kan være senere tilføjelser; men deres forskel i tone og udførelse kan lige så vel skyldes, at de i samlernes frisindede ånd er optaget fra fremmede visdomsforråd. I åndelig klarhed og intensitet når de ikke op på højde med den indfødte hebraiske bevidsthed; og de hælder mod en kunstfærdig struktur, som antyder, at forfatterens interesse er delt mellem oprigtig tushiyah og litterær dygtighed. Af hensyn til ligesindede naboer kan man dog tilgive noget.

3. Dens trin i den fremadskridende visdom:

Det er for tidligt i Visdommens historie at betragte denne Ordsprogenes Bog som et artikuleret og samordnet system. Den er blot, hvad den giver sig ud for at være: en samlet litteraturmængde med et fælles sigte og formål; en litteratur om ærbødig og forstandig selvdannelse, der bevæger sig inden for livets almindelige relationer og ikke gør krav på at legemliggøre nogen mystiske åbenbaringer af sandhed uden for den menneskelige fornufts rækkevidde. Som sådan har den sit eget ordforråd og sin egen idéverden, som adskiller den fra andre litterære strømninger. Dette ses i de passager uden for Ordsprogenes Bog, som bevidst antager Visdommens sprogform med et bestemt formål. I Es 28,23-29 appellerer profeten, som de genstridige herskere har hånet for at tale babysprog (28,9.10), til dem med Visdommens karakteristiske kald til opmærksomhed (28,23), og med billeder hentet fra landbruget beviser han for dem, at også dette kommer fra Hærskarers Jahve, »som er ophøjet i råd, fremragende i tushiyah« (28,29) -- således underviser han dem på deres eget pralende sprog. I Mika 6,9-15 taler profeten på lignende måde, idet han inddrager tushiyah for at bekræfte profetien ("Jahves røst," qol Yahweh, wethushiyah, 6,9), om de naturlige ulykker, som mennesker burde udlede af deres misbrug af handelsforholdene; tydeligvis appellerer han til dem i deres egen foretrukne tankegang. Begge disse passager synes at afspejle en tid, hvor Visdommens sprogform var udbredt og populær, og begge er optaget af at inddrage sund menneskelig intuition som en allieret for profetien. Samtidig arbejder de, som profeter har ret til, på at give åbenbaringen den afgørende stemme; den autentiske åbenbaring af sandhed fra Jahve er deres mål, ikke blot den luksus at fremsætte kløgtige iagttagelser om det praktiske liv. Alt dette falder, inden for Visdommens område, sammen med det, som på Esajas' og Mikas tid var statens højeste anliggende, nemlig tillid til Jahve snarere end til krogede menneskelige påfund (jf. Es 28,16; Es 29,15); og det er værd at lægge mærke til, at dette er det visdomsvovestykke, som redaktørerne af Ordsprogenes Bog tilskynder til i deres indledende formaninger (jf. 22,19; 3,5-8). Med andre ord er disse redaktører optaget af at fremkalde en åndelig holdning; og således gør de med deres litterære tone deres bog til et supplement i den bevægelse mod åndelighed, som Esajas arbejder på at fremme. Endnu er dens resultater dog stadig på det bydende stadium, fremsat som absolutte og uforbeholdne sandheder; den har ikke nået den nøgterne prøvelse af kendsgerninger og undersøgelse af motiver, som den må møde for at blive en modnet livsfilosofi. Dens hovedtese, som gennemsyrer den -- at retfærdighed i gudsfrygt er visdom og bestemt til fremgang, at ondskab er dårskab og bestemt til undergang -- er evigt sund; men den må stå sin prøve i en verden, hvor så mange af livets foretagender synes at falde ud på den modsatte måde, og hvor der er så ringe værdsættelse af åndelige værdier. Tiden med skepsis og streng prøvelse lader heller ikke længe vente på sig. To salmer fra denne periode (som jeg opfatter det) (Salme 73 og 49) beskæftiger sig med det paradoks, at de onde har fremgang, og de retfærdige prøves; den sidstnævnte antager udtrykkeligt Visdommens eller mashal-stil i sin ytring (Sl 49,3; Sl 49,4), og begge arbejder på at fremkalde en mere indre og åndelig holdning til problemet. Det bliver dog Jobs Bog, der tager det betydningsfulde skridt fremad at sætte visdommen på den urokkelige grundvold af åndelig integritet, hvilket den gør ved at underkaste dens resultater kendsgerningernes strenge prøve og dens motiver en drastisk satanisk sigtning. Det er således i Jobs Bog, senere fulgt af Prædikerens Bog, at den visdomsprægede litterære strømning, indledt af Salomos ordsprog, finder sin gammeltestamentlige kulmination.

John Franklin Genung