Obadias er den korteste bog i Det Gamle Testamente. Bogens tema er Edoms ødelæggelse. Som følge af Edoms omstyrtelse udvides Judas grænser, og Jahves kongedømme etableres. Så langt er alle forskere enige; men om spørgsmålene om forfatterskab og datering er der stor meningsforskel.

1. Bogens indhold:

(1) Jahve kalder folkeslagene sammen til at omstyrte det stolte Edom. Esaus mænd skal bringes ned fra deres høje fæstninger; deres skjulte skatte skal plyndres; deres forbundsfæller skal vende sig imod dem; og hverken de vise eller de mægtige mænd i Edom vil kunne afværge den knusende ulykke (Obad 1,1-9).

(2) Edoms omstyrtelse skyldes den vold og grusomhed, der blev vist mod hans bror Jakob. Profeten beskriver grusomheden og den skamløse skadefryd over en brors ulykke i form af indtrængende appeller til Edom om ikke at gøre de selviske og hjerteløse gerninger, som han havde gjort sig skyldig i, da Jerusalem blev plyndret af fremmede fjender (Obad 1,10-14).

(3) Dagen, hvor Jahves gengældende retfærdighed skal vises over folkeslagene, er nær. Edom skal fuldstændig ødelægges af det folk, som han har forsøgt at rykke op med rode, mens Israels fanger skal vende tilbage for at tage deres eget land i besiddelse og desuden erobre og herske over Esaus bjerg. Således skal Jahves kongedømme etableres (Obad 1,15-21).

2. Bogens enhed:

Obadias' enhed blev først anfægtet af Eichhorn i 1824, idet 1,17-21 af ham blev betragtet som et tillæg, føjet til den oprindelige eksilprofeti på Alexander Jannæus' tid (104-78 f.Kr.). Ewald mente, at en eksilprofet, som han tilskrev 1,11-14 og 19-21, havde gjort brug af en ældre profeti af Obadias i 1,1-10 og i 1,15-18 af materiale fra en anden ældre profet, der ligesom Obadias var samtidig med Esajas. Som årene gik, blev det materiale, der blev tilskrevet det ældre udsagn, af nogle begrænset til 1,1-9 og af andre til 1,1-6. Wellhausen tilskrev Obadias 1,1-5.7.10.11.13.14.15b, mens alt andet blev betragtet som et senere tillæg. Bartons teori om Obadias' tilblivelse sammenfattes således af Bewer: "Obad 1,1-6 er et før-eksilsk udsagn af Obadias, som blev citeret af Jeremias og omarbejdet med tilføjelser (Obad 1,7-15) af en anden Obadias i den tidlige eftereksilske tid; 1,16-21 udgør et tillæg, sandsynligvis fra makkabæertiden" (ICC, 5). Bewers eget syn ligger tæt op ad Bartons. Han mener, at Obadias, der skrev i det 5. århundrede f.Kr., "citerede 1,1-4 næsten, om end ikke helt, ordret; at han kommenterede det ældre udsagn i 1,5-7, dels med den ældre profets ord, dels med sine egne ord, for at vise, at det var blevet opfyldt på hans egen tid; og at han i 1,8.9 endnu en gang citerede fra det ældre udsagn uden nogen foregivelse af ordrethed." Han tilskriver Obadias 1,10-14 og 15b. Tillægget består af to afsnit, 1,15a.16-18 og 1,19-21, muligvis af forskellige forfattere, idet 1,18 er et citat fra en ældre profeti. For den almindelige bibellæser må al denne minutiøse analyse af en kort profeti forekomme hyperkritisk. Han vil foretrække at læse bogen som en enhed; og ved at gøre det vil han få fat i kernen af det budskab, den har for nutiden.

3. Bogens datering:

Visse indledende problemer kræver en løsning, før spørgsmålet om datering kan afgøres.

(1) Forholdet mellem Obadias og Jeremias 49.

(a) Citerede Obadias fra Jeremias? Pusey fremstiller således det umulige i en sådan løsning: "Af de 16 vers, som Jeremias' profeti mod Edom består af, er fire identiske med vers hos Obadias; et femte indarbejder et vers fra Obadias; af de elleve, der er tilbage, har ti nogle vendinger eller idiomer, flere eller færre, som forekommer igen hos Jer, enten i disse profetier mod fremmede folkeslag eller i hans profetier i almindelighed. Nu ville det være helt usandsynligt, at en profet, der udvalgte vers fra Jeremias' profeti, skulle have udvalgt netop dem, som ikke indeholder nogen af Jeremias' karakteristiske udtryk; hvorimod det passer fuldkomment med den antagelse, at Jeremias indflettede vers fra Obadias i sin egen profeti, at der i de således indflettede vers ikke findes ét udtryk, som forekommer andetsteds hos Jer" (Minor Prophets, I, 347).

(b) Citerede Jeremias fra Obadias? Det er næsten utroligt, at den kraftige og velartikulerede profeti hos Obadias skulle være blevet til ved at sammenstykke løsrevne citater fra Jer; men Jeremias kan meget vel have hentet mange udtryk fra Obadias, som passede ind i hans overordnede formål. Der er vanskeligheder ved at anvende dette syn på et eller to vers, men det er ikke blevet modbevist af de argumenter ud fra metrum, som Bewer og andre har fremført.

(c) Citerede både Obadias og Jeremias fra et ældre udsagn? Dette er den foretrukne løsning blandt nyere forskere, hvoraf de fleste mener, at Obadias bevarer originalens kraft, mens Jeremias citerer friere; men Bewer sammenfatter i ICC efter en detaljeret sammenligning således: "Vores konklusion er, at Obadias i Obad 1,1-9 citerede et ældre udsagn, hvis original er bedre bevaret i Jer 49." Den studerende gør klogt i at danne sig sit eget førstehåndsindtryk ved en omhyggelig sammenligning af de to passager. Sammenlign Obad 1,1-4 med Jer 49,14-16; sammenlign Obad 1,5; Obad 1,6 med Jer 49,9; Jer 49,10 a; sammenlign Obad 1,8 med Jer 49,7; sammenlign Obad 1,9 a med Jer 49,22 b. Alt i alt synes det syn, at Jeremias, som ofte citerer fra tidligere profeter, trækker direkte på Obadias, med fri bearbejdelse af de ældre profeter, stadig holdbart.

(2) Forholdet mellem Obadias og Joel.

Der synes i Joel 2,32 (hebraisk 3,5) at være en direkte hentydning til Obad 1,17. Hvis Joel profeterede under drengekongen Joashs mindreårighed (omkring 830 f.Kr.), ville Obadias ifølge denne hypotese være den tidligste af de skrivende profeter.

(3) Hvilken indtagelse af Jerusalem beskrives i Obadias 1,10-14?

Ulykken synes at have været stor nok til at kaldes »ødelæggelse« (Obad 1,12). Derfor identificerer de fleste forskere den ulykke, som Obadias beskriver, med kaldæernes indtagelse og ødelæggelse af Jerusalem i 587 f.Kr. Men det er bemærkelsesværdigt, ud fra denne hypotese, at der hverken hos Obadias eller i Jer 49,7-22 hentydes til kaldæerne, til templets ødelæggelse eller til den omfattende bortførelse af Jerusalems indbyggere til Babylonien. Vi ved imidlertid fra Ez 35,1-15 og Sl 137,7, at Edom glædede sig over kaldæernes endelige ødelæggelse af Jerusalem i 587 f.Kr., og at de opmuntrede ødelæggerne til at udslette den hellige by. Det er sikkert, at begivenhederne i 587 stemmer bemærkelsesværdigt med sproget i Obad 1,10-14. Pusey argumenterer ganske vist ud fra brugen af den direkte forbudsform i Obad 1,12-14 for, at Edom endnu ikke havde begået de synder, som profeten advarer ham imod, og at Jerusalem derfor endnu ikke var ødelagt, da Obadias skrev. Men næsten alle moderne forskere tolker sproget i Obad 1,12-14 som en henvisning til noget, der allerede var fortid; profeten »taler om, hvad edomitterne faktisk havde gjort, som om det var noget, de ikke burde gøre.« De forskere, der betragter Obadias som den første af de skrivende profeter, placerer hans virke i Juda under Jorams regering (omkring 845 f.Kr.). Både 2 Kongebog og 2 Krønikebog fortæller om oprørskrigen i Jorams dage, da Edom efter en hård kamp kastede Judas åg af sig (2 Kong 8,20-22; 2 Krøn 21,8-10). Kort efter Edoms oprør, ifølge 2 Krøn 21,16 f, brød filistrene og araberne ind i Juda »og førte alt det gods bort, der fandtes i kongens hus, og også hans sønner og hans hustruer, så der ikke blev en søn tilbage for ham, undtagen Joakaz, den yngste af hans sønner.« Hovedstaden faldt tydeligvis i angribernes hænder. Det var en ulykke af ikke ringe omfang.

Fortalerne for en sen datering henleder opmærksomheden på tre punkter, der svækker argumentet for en tidlig datering af Obadias:

(a) 2 Kongebogs tavshed om filistrenes og arabernes invasion. Men hvilket motiv skulle Krønikebogs forfatter have haft til at opfinde historien?

(b) Fraværet af enhver omtale af filistrenes og arabernes ødelæggelse af byen. Det må indrømmes, at begivenhederne i 587 f.Kr. stemmer mere fuldstændigt med beskrivelsen i Obad 1,10-14, selv om ulykken i Jorams dage må have været frygtelig.

(c) Tavsheden om Edom i 2 Krøn 21,16 f. Men på samme måde tier de historiske bøger også om den rolle, Edom spillede ved Jerusalems ødelæggelse i 587.

Det er sandt, at profeter og salmister fra eksilet og tiden efter eksilet taler med bitter fordømmelse om Edoms ubroderlige opførsel (Klag 4,21; Klag 4,22; Ez 25,12-14; Ez 35,1-15; Sl 137,7; Mal 1,1-5; sammenlign også Es 34 og 63,1-6); men det er også sandt, at den tidligste hebraiske litteratur vidner om den skarpe rivalisering mellem Esau og Jakob (1 Mos 25,22; 1 Mos 27,41; 4 Mos 20,14-21), og en af de tidligste af de skrivende profeter fordømmer Edom for unaturlig grusomhed mod hans bror (Am 1,11 f; sammenlign Joel 3,19 (Heb 4,19)).

(4) Obadias' stil.

De fleste tidlige kritikere roser stilen. Nogle af de nyere kritikere argumenterer for forskellige forfattere på grundlag af en markant forskel i stil inden for de enogtyve vers i den lille bogrulle. Således skriver Selbie i HDB: »Der er en forskel i stil mellem bogens to halvdele; den første er knapp, livlig og fuld af slående billeder, mens den anden er vidtløftig og præget af fattigdom på ideer og trivielle billeder.« Kritikken af bogens sidste del er noget overdrevet, selv om det gerne kan indrømmes, at første halvdel er mere original og kraftfuld. Bogens hebraisk er klassisk, med næppe nogen indblanding af aramaiske ord eller konstruktioner. Forfatteren kan meget vel have levet i det hebraiske sprogs og den hebraiske litteraturs guldalder.

(5) Geografiske og historiske hentydninger.

Henvisningerne til de forskellige områder og byer i Israels land og i Edoms land er ganske forståelige. Hvad angår Sefarad (Obad 1,20), er der betydelig meningsforskel. Schrader og nogle andre identificerer det med et Shaparda i Medien, nævnt i Sargons annaler (722-705 f.Kr.). Mange tænker på Lilleasien eller et område i Lilleasien, nævnt i persiske indskrifter, måske Bithynien eller Galatien (Sayce). Nogle mener, at omtalen af »fangerne fra denne hær af Israels børn« og »fangerne fra Jerusalem« (Obad 1,20) beviser, at både det assyriske fangenskab og det babyloniske eksil allerede var fortid. Dette argument har betydelig vægt; men det er godt at huske, at Amos i første halvdel af det 8. århundrede beskriver omfattende deportationer fra Israels land foretaget af mænd, der var beskæftiget med slavehandel (Am 1,6-10). Problemet med dateringen af Obadias er ikke blevet løst til bibelstudenters tilfredshed. Vores valg må stå mellem en meget tidlig datering (omkring 845) og en datering kort efter 587, med vægtskålene næsten lige.

4. Tolkning af bogen:

Obadias skal tolkes som forudsigelse snarere end historie. I 1,11-14 er der elementer af historisk beskrivelse, men 1,1-10 og 15-21 er forudsigende.

LITTERATUR.

Kommentarer: Caspari, Der Prophet Obadjah ausgelegt, 1842; Pusey, The Minor Prophets, 1860; Ewald, Commentary on the Prophets of the Old Testament (engelsk oversættelse), II, 277 ff., 1875; Keil (ET), 1880; T.T. Perowne (i Cambridge Bible), 1889; von Orelli (engelsk oversættelse), The Minor Prophets, 1893; Wellhausen, Die kleinen Propheten, 1898; G.A. Smith, The Book of the Twelve Prophets, II, 163 ff., 1898; Nowack, Die kleinen Propheten, 1903; Marti, Dodekapropheton, 1903; Eiselen, The Minor Prophets, 1907; Bewer, ICC, 1911. Diverse: Kirkpatrick, Doctrine of the Prophets, 33 ff.; introduktioner af Driver, Wildeboer osv.; Selbie i HDB, III, 577-80; Barton i JE, IX, 369-70; Cheyne i EB, III, 3455-62; Peckham, An Introduction to the Study of Obadiah, 1910; Kent, Students' Old Testament, III, 1910.

John Richard Sampey