o-ne-sif'-o-rus (Onesiphoros, bogstaveligt, "den der bringer nytte" (2 Tim 1,16; 2 Tim 4,19)):

1. Paulus' ven:

Onesiforus var apostlen Paulus' ven; Paulus nævner ham to gange, da han skriver til Timotheus. I det første af de to steder, hvor hans navn forekommer, stilles hans optræden i kontrast til Fygelus' og Hermogenes' og andres--alle disse var, ligesom Onesiforus selv, fra provinsen Asien--fra hvem Paulus med rette kunne have ventet at få sympati og hjælp. Disse personer havde "vendt sig bort" fra ham. Onesiforus handlede på en anden måde, for "han har ofte givet mig ny styrke og skammede sig ikke over min lænke; men da han var i Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig."

Onesiforus var en af de kristne i menigheden i Efesos; og det andet sted, hvor hans navn findes, sender blot en hilsen fra Paulus, som Timotheus i Efesos bliver bedt om at overbringe til "Onesiforus' husstand" (KJV).

2. Besøger Paulus i Rom:

Onesiforus var altså kommet fra Efesos til Rom. Det var Paulus, som menigheden i Efesos skyldte sin oprindelse, og det var derfor ham, Onesiforus og de kristne dér stod i gæld til for alt, hvad de vidste om Kristus. Onesiforus huskede disse kendsgerninger med taknemlighed, og da han var ankommet til Rom og havde fået at vide, at Paulus sad i fængsel, søgte han "meget ivrigt" efter apostlen. Men at gøre dette, selv om det kun var hans pligt, indebar stor personlig fare netop på den tid. For den forfølgelse, Nero havde indledt mod de kristne, havde raset bittert; dens raseri var endnu ikke stilnet af, og dette gjorde bekendelsen til det kristne navn til noget, der indebar meget stor risiko for forfølgelse og død.

Paulus var ikke den mand, der tog let på det, hans efesiske ven havde gjort. Han huskede også, "hvor meget han tjente i Efesos." Og da han skrev til Timotheus, mindede han ham om, at Onesiforus' venlige tjenester i Efesos allerede var velkendte for ham, både fra hans ophold i Efesos og fra hans stilling som tjener for menigheden dér.

Det bør bemærkes, at Onesiforus' tjeneste i Efesos ikke, som KJV gengiver det, var "for mig", det vil sige for Paulus selv. "For mig" er udeladt i RV (britisk og amerikansk). Det, Onesiforus havde gjort dér, var en bred kristen tjeneste i venlig handling; den omfattede "mange ting", som var alt for velkendte--for sådan er ordets betydning--for Timotheus til at kræve gentagelse.

De besøg, som Onesiforus aflagde Paulus i hans romerske fængsel, var i høj grad "forfriskende". Og det var ikke én eller to gange, at han således besøgte den lænkede fange; han gjorde det ofte.

3. Hans husstand:

Skønt Onesiforus var kommet til Rom, var hans husstand blevet i Efesos; og en sidste hilsen sendes til dem af Paulus. Han kunne ikke skrive igen, da han nu var rede til at blive ofret, og hans henrettelse kunne ikke blive udsat længe. Men mens han skriver, nærer han de venligste følelser over for Onesiforus og hans husstand, og han beder om, at Herren vil give barmhjertighed til Onesiforus' husstand.

Han bruger også disse ord om Onesiforus selv: "Må Herren give ham at finde barmhjertighed hos Herren på den dag." Det er ikke klart, om Onesiforus levede, eller om han var død, før Paulus skrev dette brev. Der har været forskellige meninger om sagen.

Den måde, hvorpå Paulus to gange omtaler "Onesiforus' husstand (RV (britisk og amerikansk) "hus")", gør det muligt, at Onesiforus selv var død. Hvis dette er tilfældet--men vished er umulig--ville apostlens ord om ham være et fromt ønske, som intet har til fælles med de misbrug, der har samlet sig omkring emnet bønner for de døde, en praksis som ikke har noget grundlag i Skriften.

John Rutherfurd