1. Almindeligt:

(1) "Højt sted" er den normale oversættelse af bamah, et ord der betyder simpelthen "forhøjning" (Jer 26,18; Ez 36,2 osv.; jf. brugen i Job 9,8 om havets bølger. For pluralis som egennavn se BAMOTH). I KJV af Ez 16,24; Ez 16,25; Ez 16,31; Ez 16,39 er "høje steder" oversættelsen af ramah (RV "høje steder"), et almindeligt ord (se RAMAH) med præcis samme betydning, ikke til at skelne fra bamah i 16,16. I tre af disse vers i Ezekiel (16,24.31.39) er ramah parallelliseret med gabh, som igen har præcis samme betydning ("fremstående sted" i KJV, RV), og "hvælvet sted" i den amerikanske standardreviderede version (RV randnote) ser bort fra hebraisk parallelisme. Navnlig er de høje steder steder for gudsdyrkelse, specielt afgudisk gudsdyrkelse. Således blev titlen overført fra forhøjningen til helligdommen på forhøjningen (1 Kong 11,7; 1 Kong 14,23; jf. brændingen af det "høje sted" i 2 Kong 23,15), og kom således til at blive brugt om ethvert afgudisk helligsted, hvad enten det var bygget på en forhøjning eller ej (bemærk hvordan det "høje sted" i 2 Kong 16,4; 2 Krøn 28,4 skelnes fra "højene"). Således kunne de "høje steder" i byerne (2 Kong 17,9; 2 Krøn 21,11 (Septuaginta)) have været steder hvor som helst, mens der i Ez 16,16 synes at være tale om en bærbar konstruktion.

(2) Brugen af forhøjninger til gudsdyrkelsesformål er så udbredt som til at være næsten universel, og hviler formodentlig på motiver så primitive at de undgår formel analyse. Hvis der skal gives en grund, synes den bedste at være at for beboere i bjergrige egne synes himlen at hvile på bjergkammene og solen at udgå derfra--men sådanne grunde er helt sikkert utilstrækkelige til at forklare alt. Det er helt sikkert at Israel, ikke mindre end hendes naboer, fandt særlig hellighed i bjergene. Ikke alene var Sinaj "Guds Bjerg", men en lang liste kan opdrages af toppe der har særlig forhold til Jahve (se BJERG, BJERGE; og for Det nye Testamente, jf. Mark 9,2; Hebr 12,18-24 osv.). Og valget af en bjergtop til Templet blev baseret på andre betragtninger end bekvemmelighed og synlighed. (Men bamah bruges ikke om Tempelbjerget.)

2. Beskrivelse:

Arkæologisk forskning, særlig ved Petra og Gezer, understøttet af Det gamle Testamentes bemærkninger, gør det muligt for os at rekonstruere disse helligdomme med rimelig fuldstændighed. Kulten var ikke begrænset til bjergtoppens tinde men fandt også sted på skrænterne, og kultens genstande kunne være spredt over et betydeligt område. De helligste genstande var de oprejste stenpiller (matstsebhah), som synes at have været uundværlige. (Formodentlig var de enkleste "høje steder" kun en enkelt oprejst sten.) De blev betragtet som guddommens bolig, men var alligevel sædvanligvis mange i tal (et faktum der på ingen måde behøver at medføre flerhed af guddommelige væsener). På et tidspunkt var de de eneste altre, og selv senere, da det rigtige alter blev brugt, blev libationer nogle gange hældt direkte på pillerne. Altrene havde forskellige former efter deres formål (røgelse, helt brændofre osv.), men blev altid ledsaget af en eller flere piller. Skålformede fordybninger, hvori offergaver kunne hældes, er en rest af meget primitive ritualer (til den dag i dag bliver påskelajmmet i Samaria tilberedt i en grav). Træerne på det høje sted, især "terbintherne" (ege?), var hellige, og deres antal kunne være suppleret eller deres fravær erstattet af et kunstigt træ eller stokke ('asherah, "lunden" i KJV). (Selvfølgelig var originalets betydning af pillen og asherah ikke altid kendt af dyrkeren.) En sjov egenskab ved opdagelserne er at disse genstande ofte var af mikroskopisk størrelse, således at guderne kunne tilfredsstilles til minimum udgift for dyrkeren. Billeder (ephods?; teraphim var sædvanligvis hushold-genstande) er sikre, men i Israels land findes ingen rester (de små Bes- og Astarte-figurer var ikke afgudsbilleder brugt i gudsdyrkelse). Andre nødvendige træk ved et større højt sted var rigelig forsyning af vand til renselsesformål, køkkener hvor offrene kunne tilberedes (sædvanligvis ved kogning), og borde til offerfesternes måltider. Sædvanligvis foregik tjenesten i det fri, men små læskure blev hyppigt bygget for nogle af genstandene. Hvis et regulært præsteskab var knyttet til det høje sted (ikke altid tilfældet), må hans bolig have været en træk, medmindre han boede i en nærliggende landsby. Hytte'r for dem der praktiserede inkubation (søvn i helligdommen for at få åbenbaringer gennem drømme) synes ikke at have været ualmindelige. Men formelle templer var meget sjældne og "høje steder-huse" i 1 Kong 12,31; 1 Kong 13,32; 2 Kong 17,29; 2 Kong 17,32; 2 Kong 23,19 kan kun henvise til de svagere konstruktioner der netop er nævnt (se kommentaren). I hvert fald blev helligdommens grænser i almindelighed markeret af en lav stenmur, og vaskning og sko-aftagen var nødvendig før dyrkeren kunne træde ind.

For ritualet var der naturligvis ingen ensartet regel. De forskellige lokaliteters guder var forskellige, og i Israels land var der sket en mere eller mindre gennemgribende genindvielse af offerhøjene til Jahve. Derfor kunne gudstjenesten være alt fra den ordnede tilbedelse af Jahve under en så fuldt anerkendt leder som Samuel (1 Sam 9,11-24) til de vildeste orgiastiske riter. At tilbedelsen på mange offerhøje var stærkt utugtig, er sikkert (men det må understreges imod mange forfatteres udsagn, at der ikke findes bevis for en specifik falloskult, og at udgravningerne ikke har frembragt nogen umiskendelige falliske emblemer). Den grufulde gravplads for nyfødte spædbørn ved Gezer er kun ét af beviserne på udbredelsen af barneofringer, og beviserne for menneskeofringer i andre former er desværre kun alt for tydelige.

Se GEZER og illustrationen på s. 1224.

3. Historie:

(1) Modstanden mod offerhøjene havde mange motiver. Når de blev brugt til tilbedelse af andre guder, er deres anstødelige karakter åbenlys, men selv tilbedelsen af Jahve på offerhøjene var blandet med hedenske skikke (Hos 4,14 osv.). I Am 5,21-24 osv. fordømmes offer på offerhøjene, fordi det betragtes som en erstatning for retfærdighed, på nøjagtig samme måde som offer i templet fordømmes i Jer 7,21-24. Eller offer på offerhøjene kan fordømmes selv under de bedste betingelser, fordi det er i strid med loven om den ene helligdom (2 Krøn 33,17 osv.).

(2) I 1 Samuel behandles offer uden for Jerusalem som noget helt normalt, og Samuel leder i ét sådant tilfælde (1 Sam 9,11-24). I 1 Kong behandles brugen af offerhøje som legitim før templets opførelse (1 Kong 3,2-4), men derefter fordømmes den utvetydigt. Nordriget Israels oprindelige synd var oprettelsen af offerhøje (1 Kong 12,31-33; 1 Kong 13,2; 1 Kong 13,33), og deres fortsatte beståen var en hovedårsag til de ulykker, der indtraf (2 Kong 17,10), mens tilbedelse på dem var kendetegnende for den blandede skare, der genbefolkede Samaria (2 Kong 17,32). Således syndede Juda ved at bygge offerhøje (1 Kong 14,23), men redaktøren af Kongebøgerne bemærker med tydelig beklagelse, at selv de fromme konger (Asa, 1 Kong 15,14; Josafat, 22,43; Joash, 2 Kong 12,3; Amasja, 14,4; Azarja, 15,4; Jotam, 15,35) ikke fjernede dem; dvs. redaktøren af Kongebøgerne har omtrent samme synspunkt som 5 Mos 12,8-11, ifølge hvilket offer ikke skulle begrænses til Jerusalem, før landet fik fred, men derefter skulle begrænsningen være absolut. Skikken havde bestået så længe, at Hizkijas ødelæggelse af offerhøjene (2 Kong 18,4) kunne anføres af Rabshake som et frafald fra Jahve (2 Kong 18,22; 2 Krøn 32,12; Es 36,7). Under Manasse blev de genopbygget i forbindelse med andre afguderiske skikke (2 Kong 21,3-9). Denne handling afgjorde nationens endelige straf (21,10-15), og Josijas gennemgribende reformation (2 Kong 2) kom for sent. Holdningen hos redaktøren af Krønikebøgerne er endnu mere fordømmende. Han forklarer offeret i Gibeon som berettiget ved tabernaklets tilstedeværelse (1 Krøn 16,39; 1 Krøn 21,29; 2 Krøn 1,3; 2 Krøn 1,13), anfører, at gudfrygtige nordboere undgik offerhøjene (2 Krøn 11,16; sammenlign 1 Kong 19,10; 1 Kong 19,14), og (imod Kongebøgerne) tilskriver Asa (2 Krøn 14,3; 2 Krøn 14,5) og Josafat (2 Krøn 17,6) deres fjernelse. (Denne sidste meddelelse står også i modstrid med 2 Krøn 20,33, men 16,17a er sandsynligvis ment som en henvisning til Nordriget, trods 16,17b.) På den anden side føjes opførelsen af offerhøje til Jorams synder (2 Krøn 21,11) og Akaz' synder (2 Krøn 28,4; 2 Krøn 28,5).

(3) Blandt profeterne følte Elias ødelæggelsen af Guds mange altre som en frygtelig sorg (1 Kong 19,10; 1 Kong 19,14). Amos og Hoseas nævner hver især kun offerhøjene ved navn én gang (Am 7,9; Hos 10,8), men begge profeter har kun fordømmelse til overs for Nordrigets offerpraksis. At disse ofre imidlertid blev bragt på det forkerte sted, siges ikke. Esajas har intet at sige om offerhøjene, undtagen i 36,7, mens Mika 1,5 sidestiller Jerusalems synder med offerhøjenes (hvis teksten er rigtig), men lover Jerusalems ophøjelse (4,1 f.). I henvisningerne i Jer 7,31; Jer 19,5; Jer 32,35; Ez 6,3; Ez 6,1; Ez 16,16; Ez 20,29; Ez 43,7 er der tale om afgudsdyrkelse eller afskyelige skikke (sådan sandsynligvis også i Jer 17,3, mens Jer 48,35 og Es 16,12 henviser til ikke-israelitter).

(4) Tolkningen af ovenstående data og deres historiske betydning afhænger af den kritiske position, man indtager med hensyn til den generelle historie om Israels religion.

Se ISRAEL, RELIGION OF; CRITICISM; DEUTERONOMY osv.

LITTERATUR.

Se især IDOLATRY og også ALTAR; ASHERAH osv. For den arkæologiske litteratur, se ISRAELS LAND.

Burton Scott Easton