Spring til indhold

Den frie bibel

Jeremias' Bog 20

1 Da præsten Pashkur, Immers søn – han var overopsynsmand i HERRENS hus – hørte Jeremias profetere disse ord,
2 slog Pashkur profeten Jeremias og satte ham i blokken som var i den øvre Benjamin-port i HERRENS hus.
3 Og den næste dag, da Pashkur lod Jeremias komme ud af blokken, sagde Jeremias til ham: »HERREN kalder dig ikke ›Pashkur‹, men ›Rædsel fra alle sider‹!
4 For sådan siger HERREN: ›Se, jeg gør dig til rædsel for dig selv og for alle dem der elsker dig, og de skal falde for deres fjenders sværd, mens du ser det med egne øjne, og hele Juda giver jeg i Babylons konges hånd, og han skal bortføre dem til Babylon og slå dem med sværd.
5 Jeg giver hele denne bys rigdom, al dens slid og alle dens værdifulde ting og alle Judas kongers skatkamre giver jeg i deres fjenders hånd, og de skal røve dem og tage dem og bringe dem til Babylon.
6 Og du, Pashkur, og alle der bor i dit hus, I skal gå i fangenskab, og du skal komme til Babylon, og der skal du dø. Der skal du begraves og alle dine venner som du har profeteret løgn for.‹«
7 Du overtalte mig, HERRE, og jeg lod mig overtale,
du var mig for stærk, og du vandt.
Jeg er til latter hele dagen,
alle spotter mig.
8 For så ofte som jeg taler, må jeg skrige.
Jeg må råbe vold og ødelæggelse,
for HERRENS ord er blevet mig
til vanære og til foragt hele dagen.
9 Jeg sagde: »Jeg vil ikke huske ham,
og jeg vil ikke tale mere i hans navn!«
Men det blev i mit hjerte som en brændende ild,
lukket inde i mine knogler.
Jeg er udmattet af at holde den tilbage,
jeg kan ikke mere.
10 For jeg hører manges bagtalelse:
Rædsel fra alle sider!
»Angiv ham, lad os angive ham!«
Alle mine gode venner
vogter på om jeg vakler.
»Måske lader han sig overtale, så vi kan overvinde ham,
og vi kan tage vores hævn over ham.«
11 Men HERREN er med mig som en vældig kriger,
derfor vil mine forfølgere snuble og ikke overvinde mig.
De er blevet fuldstændig til skamme, for de har ikke handlet klogt,
en evig vanære der ikke vil blive glemt.
12 Hærskarers° HERRE, han er den som prøver den retfærdige,
den som ser nyrer og hjerte.
Lad mig se din hævn over dem!
For dig har jeg betroet min sag.
13 Syng for HERREN,
pris HERREN,
for han reddede den fattiges sjæl
ud af forbrydernes hånd.
14 Forbandet være den dag som jeg blev født på!
Den dag min mor fødte mig,
lad den ikke være velsignet!
15 Forbandet være den mand som bragte min far nyheden: »Der er født dig en søn!«
og gjorde ham meget glad.
16 Lad den mand være
ligesom byerne, som HERREN omstyrtede
og ikke fortrød!
Lad ham høre et skrig om morgenen
og et krigsråb ved middagstid,
17 fordi han ikke dræbte mig i livmoderen,
og min mor blev min grav
og hendes livmoder evig gravid.
18 Hvorfor dette: Af livmoderen kom jeg ud
for at se lidelse og fortvivlelse
og ende mine dage i skam?