de-me'-tri-us (Demetrios, »af« eller »tilhørende Demeter«, et almindeligt navn i Grækenland):

(1) Demetrius I, med tilnavnet Soter (»frelser«), var søn af Seleukos IV (Filopator). Som dreng blev han af sin far sendt til Rom for at tjene som gidsel, og han forblev dér i ro i sin fars levetid. Han blev også tilbageholdt under sin onkel Antiochus Epifanes (se denne) fra 175 til 164 f.Kr.; men da Antiochus døde, blev Demetrius, som nu var en ung mand på 23 år (Polyb. xxxi.12), utålmodig over en længere tilbageholdelse, især fordi hans fætter, Antiochus Eupator, en dreng på 9 år, efterfulgte ham på tronen med Lysias som sin værge. Det romerske senat nægtede imidlertid at høre hans bøn om at blive genindsat i Syrien, fordi de, som Polybios siger, følte sig mere sikre på deres magt over Syrien med en blot og bar dreng som konge.

I mellemtiden var der opstået en strid mellem Ptolemaios Filometor og Euergetes Fyskon (Livy Epit. 46; Diod. Sic. fr xi), og Gnaeus Octavius, som var blevet sendt for at dæmpe uroen, blev myrdet i Syrien, mens han plyndrede landet. Demetrius udnyttede den urolige situation og rådførte sig med sin ven Polybios om, hvorvidt det var tilrådeligt at forsøge at gribe Syriens trone (op. cit. xxxi. 19). Historikeren rådede ham til ikke at snuble to gange over den samme sten, men at vove noget, der var en konge værdigt; efter endnu en frugtesløs henvendelse til senatet flygtede Demetrius derfor til Tripolis og drog derfra videre til Antiokia, hvor han blev udråbt til konge (162 f.Kr.). Hans første handling var at lade den unge Antiochus, hans fætter, og hans minister Lysias dræbe (Appian, Syriac., c. 47; Ant, XII, x, 1; 1 Makk 7,1-4; 2 Makk 14,1.2).

Så snart han var kommet til magten, forsøgte Demetrius at formilde romerne ved at sende dem kostbare gaver samt Gn. Octavius' morder (Polyb. xxi.23); og derpå forsøgte han at sikre sig det helleniserende parti ved at sende sin ven Bakkides (se denne) for at gøre den onde Alkimos til ypperstepræst. Efter en voldsom kamp og megen troløshed fra Bakkides' side (Ant., XII, x, 2) forlod denne landet, efter at han havde pålagt hele folket at adlyde Alkimos, som blev beskyttet af en hær.

Jøderne under Judas harmedes over hans tilstedeværelse, og Judas straffede hårdt alle, som var gået over til Alkimos (1 Makk 7,24). Alkimos blev bange og sendte bud efter hjælp til Demetrius, som sendte Nikanor til hans bistand, den mest velvillige og trofaste af hans venner, som havde ledsaget ham på hans flugt fra Rom (Ant., XII, x, 4). Da han kom til Judæa, forsøgte han at vinde ved list, men Judas gennemskuede hans forræderi, og Nikanor blev tvunget til at kæmpe åbent og led to markante nederlag, det første ved Kafarsalama (1 Makk 7,31.32), og det andet (hvor Nikanor selv blev dræbt) ved Adasa (1 Makk 7,39 ff; 2 Makk 15,26 ff).

Kort efter, da Demetrius hørte om Nikanors død, sendte han igen Bakkides og Alkimos ind i Judæa (1 Makk 9,1). Judas rejste sig imod dem med en hær på 3.000 mand, men da disse så, at 20.000 stod imod dem, deserterede størstedelen, og Judas mistede livet med en hær på 800, som en anden Leonidas, på slagmarken (1 Makk 9,4.6.18). Så tog Bakkides de onde mænd og gjorde dem til herrer over landet (1 Makk 9,25); mens Jonathan, som var udpeget til Judas' efterfølger, flygtede med sine venner (1 Makk 9,29 ff).

I løbet af de næste syv år lykkedes det Demetrius at støde både romerne (Polyb. xxxii.20) og sit eget folk fra sig, og Alexander Balas (se denne) blev bragt frem som tronkræver, idet hans tilhængere hævdede, at han var søn af Antiochus Epifanes (1 Makk 10,1-21; Ant, XIII, ii, 1-3). Både Alexander og Demetrius bød på jødernes støtte; den førstnævnte tilbød ypperstepræsteembedet og titlen Kongens Ven (1 Makk 10,20), og den sidstnævnte fritagelse for skatter, afgifter og told (1 Makk 10,28 ff). Alexanders lokkemiddel viste sig mere tillokkende, eftersom jøderne »ikke fæstede lid« til Demetrius' ord, og med makkabæernes hjælp kappedes han med Demetrius i to år om det fulde herredømme over Syrien. Ved slutningen af denne tid fandt et afgørende slag sted, hvor Demetrius blev dræbt, og Alexander blev konge over Syrien (150 f.Kr.) (1 Makk 10,48-50; Ant, XIII, ii, 4; Polyb. iii.5; se også makkabæerne).

(2) Demetrius II, med tilnavnet Nikator (»sejrherre«), var søn af Demetrius Soter. Da Balas førte krig mod Demetrius I, sendte han sin søn i sikkerhed på Kreta. Tre år efter sin fars død (147 f.Kr.) gav Alexanders upopularitet den unge mand mulighed for at vende tilbage og tage magten. Han gik i land i Kilikien med kretensiske lejetropper og sikrede sig støtte fra hele Syrien med undtagelse af Judæa (1 Makk 10,67 ff). Apollonios, hans general, statholderen over Koilesyrien, som forsøgte at erobre jøderne, blev slået ved Azotus med store tab.

Ptolemaios Filometor, hvis datter var Alexander Balas' hustru, trådte nu ind i kampen, og idet han tog sin datter Kleopatra fra Alexander, gav han hende til Demetrius (1 Makk 11,12). Derefter sluttede han sig til Demetrius' hær, og de forenede styrker tilføjede Balas et nederlag (145 f.Kr.), og herfra fik Demetrius sit tilnavn Nikator (Ant., XIII, iv, 8; 1 Makk 11,14 ff).

Jonathan sluttede nu en fordelagtig traktat med Demetrius, hvorved tre samaritiske provinser blev føjet til Judæa, og hele landet blev fritaget for skat (1 Makk 11,20-37; Ant, XIII, iv, 9). Demetrius opløste derpå sin hær bortset fra udlændingene, idet han mente sig sikker, nu hvor jødernes loyalitet var sikret. I mellemtiden opstillede Tryfon, en af Balas' generaler, Alexanders søn, Antiochus, som tronkræver og sikrede sig hjælp fra Demetrius' afskedigede hær. Man søgte Jonathans hjælp, og han slog oprøret ned på betingelse af, at den syriske garnison blev fjernet fra Jerusalem (1 Makk 11,41-52; Ant, XIII, v, 2-3).

Kongen gjorde imidlertid alt, hvad han havde sagt, til løgn og holdt ingen af sine løfter, så jøderne forlod ham, sluttede sig til Tryfon og støttede drengen Antiochos' krav (1 Makk 11,53-59; Ant, XIII, v, 5-11). Demetrius' generaler rykkede derpå ind i Syrien, men blev besejret af Jonatan ved Hasor (1 Makk 11,63-74), og ved dygtig hærførelse gjorde han et andet invasionsforsøg frugtesløst (1 Makk 12,24 ff).

Tryfon, som nu var herre over Syrien, brød sit ord til Jonatan (1 Makk 12,40) og forsøgte at erobre Judæa. Jonatan blev dræbt ved forræderi, og Simon, hans efterfølger, fremsatte fredsforslag til Demetrius, som gik med til at lade det forgangne være forgangent (1 Makk 13,36-40; Ant, XIII, vi, 7). Demetrius overlod derefter Simon at føre krigen videre og drog af sted til Partien, tilsyneladende for at sikre sig hjælp fra kong Mithridates mod Tryfon (1 Makk 14,1). Her blev han taget til fange og fængslet (14,3; Ant, XIII, v, 11; Josefus henlægger dog denne begivenhed til 140 snarere end 138 f.Kr.).

Efter ti års fangenskab blev han løsladt og overtog igen herredømmet i 128 f.Kr., men da han blev indviklet i en strid med Ptolemaios Fyskon, blev han besejret i et slag ved Damaskus. Herfra flygtede han til Tyrus, hvor han blev myrdet i 125 f.Kr., ifølge nogle på tilskyndelse af Kleopatra, hans hustru (Josefus, Ant, XIII, ix, 3).

(3) Demetrius III, Eukairos ("den heldige"), var søn af Antiochos Grypos og sønnesøn af Demetrius Nikator. Da hans far døde, udbrød der borgerkrig, hvor hans to ældre brødre mistede livet, mens Filip, den tredje bror, sikrede sig en del af Syrien som sit område. Demetrius tog da ophold i Koilesyrien med Damaskus som hovedstad (Ant., XIII, xiii, 4; BJ, I, iv, 4).

Nu udbrød der krig i Judæa mellem Alexander Jannæus og hans farisæiske undersåtter, som indbød Demetrius til at hjælpe dem. Da han anså dette for en god anledning til at udvide sit rige, sluttede han sig til de oprørske jøder, og sammen besejrede de Jannæus nær Sikem (Ant., XIII, xiv, 1; BJ, 1, iv, 5).

Jøderne forlod da Demetrius, og han trak sig tilbage til Berøa, som var i hans bror Filips besiddelse. Demetrius belejrede ham, og Filip tilkaldte partherne for at få hjælp. Situationen vendte sig, og Demetrius, der blev belejret i sin lejr og sultet til overgivelse, blev taget til fange og sendt til Arsakes, som holdt ham fanget til hans død (Ant., XIII, xiv, 3). Datoerne for hans regeringstid er ikke sikre.

Arthur J. Kinsella

de-me'-tri-us (Demetrios, "tilhørende Ceres"): Navnet på to personer:

(1) En kristen discipel, som roses af Johannes (3 Joh 1,12).

(2) En sølvsmed fra Efesos, som fremstillede de små sølvhelligdomme for gudinden Diana til salg til de besøgende pilgrimme (ApG 19,23). Fordi Paulus' lære skadede sølvsmedenes handel, opstod der et opløb, hvor Demetrius var hovedmanden. På en indskrift, som hr. Wood opdagede blandt byens ruiner, stod navnet Demetrius, en opsynsmand ved det efesiske tempel for året 57 e.Kr., og nogle forfattere mener, at tempelopsynsmanden er identisk med anføreren for opstanden. Navnet har dog været meget almindeligt blandt grækerne til alle tider. På grund af dets hyppige brug kan man ikke antage, at Demetrius, disciplen i 3 Joh 1,12, var sølvsmeden fra Efesos, eller at Demas i 2 Tim 4,10, som bar navnet i en forkortet form, kan identificeres med ham.

E. J. Banks