di-si'-p'-l:

(1) Sædvanligvis et substantiv (mathetes, "en lærling", fra manthano, "at lære"; latin discipulus, "en elev"): Ordet findes i Bibelen kun i Evangelierne og Apostlenes gerninger. Men det er god græsk, brugt siden Herodotus, og betyder altid en persons elev, i modsætning til mesteren eller læreren (didaskalos). Se Matt 10,24; Luk 6,40. I alle tilfælde betyder det, at personen ikke blot accepterer lærerens synspunkter, men også praktisk er tilhænger. Ordet har flere betydninger. I videste forstand refererer det til dem, der accepterer andres lære, ikke blot i tro men også i praksis. Således Johannes Døberens disciple (Matt 9,14; Luk 7,18; Joh 3,25) og Farisæernes disciple (Matt 22,16; Mark 2,18; Luk 5,33) samt Moses' disciple (Joh 9,28). Men dets mest almindelige brug er at betegne Jesu tilhængere. (a) I videste forstand (Matt 10,42; Luk 6,17; Joh 6,66, og ofte). Det er det eneste navn for Kristi efterfølgere i Evangelierne. Men (b) især de tolv apostle, selv når de blot kaldes disciplene (Matt 10,1; Matt 11,1; Matt 12,1, osv.). I Apostlenes gerninger, efter Jesu død og himmelfart, er disciple dem, der bekender ham som Messias, kristne (Apg 6,1; Apg 6,2; Apg 6,7; Apg 9,36 (feminin, mathetria); Apg 11,26, "Disciplene blev kaldt kristne"). Selv halvt underviste troende, der kun var døbt med Johannes' dåb, er disciple (Apg 19,1-4).

(2) Vi har også verbet matheteuo, "Jesu discipel" (ordret "blev discipleret til Jesus", Matt 27,57); "Gør alle folkeslagene til disciple" (KJV "lær", Matt 28,19); "havde gjort mange til disciple" (KJV "lært mange", Apg 14,21); "hver skriftlærd, som er gjort til discipel for himmerighedens rige" (KJV "undervist", Matt 13,52). Kristi discipel i dag kan beskrives med Farrars ord som "en, der tror på hans lære, hviler på hans ofre, optager hans ånd og efterligner hans eksempel".

Det Gamle Testamente har hverken ordet eller den præcise idé, selvom der blandt Davids sangere var forskel mellem lærer og elev ({{1Krøn.25.8}}), og blandt de profetiske gilders var sondring mellem menige og leder (1 Sam 19,20; 2Kong 6,5).

G. H. Trever