De rige sørgede for store og kostbare dueslag af formet keramik til deres fugle, hver sektion stor nok til at være hjem for ét fuglepar; de regelmæssige rækker af åbninger lignede gitterværk, så Esajas omtaler dem som "vinduer" (Es 60,8). Septuaginta læser sun nossois, bogstaveligt "med unger" eller "flyvefærdige unger" (se nedenfor). Middelklassen formede dueslag af ovnbrændt ler, og de allerfattigste huggede huller i væggene, over dørene, og lod fuglene komme ind og leve sammen med familien.

I vild tilstand vrimlede klippe- og skovduer i utallige mængder gennem klippehuler og grotter og over Gennesaret-sletterne, Gileads skove og Karmels skovklædte skråninger. De blev der hele sæsonen og ynglede til alle tider. Turtelduerne var trækfugle og blev kun holdt indespærret som burkæledyr eller for at blive solgt til ofring. Til disse formål ser det ud til, at turtelduen blev foretrukket en smule. Når kun én fugl skulle bruges, angives der altid en turteldue; hvor der er to, nævnes turtelduen næsten i alle tilfælde først. Hvor den ene eller den anden kunne bruges, synes turtelduen at have fået forrang. Det kan have været, fordi det krævede større anstrengelse at skaffe en turteldue, og derfor blev den regnet for et større offer. Enhver, der havde et hjem af nogen art, havde duer, som de kunne bruge, eller de kunne fanges vilde når som helst. Turtelduen nævnes første gang i 1 Mos 15,9: "Og han sagde til ham: Tag en treårs kvie til mig, og en treårs ged, og en treårs vædder, og en turteldue og en ung due."

Man vil bemærke, at turtelduen nævnes først, og det angives, at duen skulle være ung. Det er sandsynligt, at folk beskyttede deres tamduer ved at bruge de vilde til offer, når det var muligt. Unge fugle kunne tages fra en rede næsten når som helst. De voksne fugle blandt de vilde var sky skabninger og langt vanskeligere at fange i net eller snarer end turtelduer, der kom tæt på byer og landsbyer for at leve dér, og som viste langt mindre frygt for mennesket end de vilde duer. Den næste henvisning er i 3 Mos 5,7: "Og hvis hans midler ikke rækker til et lam, skal han bringe sit skyldoffer for det, han har syndet i, to turtelduer eller to unge duer til Jahve; den ene som syndoffer og den anden som brændoffer." Her skulle to fugle af hver slags ofres, hvis den person, der bragte offeret, ikke havde råd til et lam. Igen i 3 Mos 12,6: "Og når hendes renselsesdage er fuldendt, for en søn eller for en datter, skal hun bringe et årgammelt lam som brændoffer og en ung due eller en turteldue som syndoffer til indgangen til mødeteltet, til præsten." Her er et sjældent tilfælde, hvor teksten eller oversætterne sætter duen først.

"Og på den ottende dag skal han bringe to turtelduer eller to unge duer til præsten, til indgangen til mødeteltet" (4 Mos 6,10). I Højs 2,14:

"Min due, du som er i klippens sprækker,

I det stejle steds skjul,

Lad mig se dit ansigt,

Lad mig høre din stemme;

For din stemme er sød, og dit ansigt er dejligt."

Her læser teksten "due", men beskrivelsen af stedet og tekstens antydning beviser, at fuglen var en klippedue--en øm, kærlig skabning, men sky og frygtsom, som med øjne fulde af klar opmærksomhed kigger frem over klipperne i sit valgte hjem, ned på den ubudne gæst. Es 60,8: "Hvem er disse, der flyver som en sky, og som duerne til deres vinduer?" Her er endnu et sted, hvor den forkerte fugl er brugt. Turtelduer var vilde og trækfugle. De havde ingen "vinduer". Men de teglkrukker, der var samlet i ét diamantformet dueslag, så på lidt afstand ud som gittervinduer. Her burde der stå "duer" i stedet for "turtelduer". Af samme grund se Jer 48,28: "I Moabs indbyggere, forlad byerne og bo i klippen; og vær som duen, der bygger sin rede over afgrundens mund." Igen er den fugl, der menes, klippeduen. Luk 2,24: "Et offer efter det, der er sagt i Herrens lov: et par turtelduer eller to unge duer." Dette beskriver det offer, som Maria bragte i templet efter Jesu fødsel.

Gene Stratton-Porter