(yam-cuph (2 Mos 10,19 og ofte), men i mange passager er det ganske enkelt hayam, »havet«; Septuaginta gengiver det med 2 eller 3 undtagelser som he eruthra thalassa, »Det Røde Hav«; latinske geografer Mare Rubrum):

1. Navn

2. Særegenheder

3. Henvisninger i Det Gamle Testamente

4. Israelitternes passage gennem Det Røde Hav

Indvendinger

(1) Kanalens stejle bredder

(2) Mure dannet af vandet

(3) Østenvindene

(4) Det mirakuløse tilsidesat

LITTERATUR

1. Navn:

Det hebraiske navn yam-cuph har givet anledning til megen strid. Yam er det almindelige ord for hav, og når det står alene, kan det henvise til Middelhavet, Det Døde Hav, Det Røde Hav eller Galilæas Sø. Flere steder betegner det floden Nilen eller Eufrat. Cuph betyder siv eller tang, sådan som der findes meget af i Nilens nedre dele og i Det Røde Havs øvre dele. Det var i cuph ved flodens bred, at Moses’ ark blev skjult (2 Mos 2,3; 2 Mos 2,5). Men da dette ord ikke i sig selv betyder rød, og da det ikke er papyrussivets farve, er autoriteterne meget uenige om grunden til denne betegnelse. Nogle har antaget, at det blev kaldt rødt på grund af udseendet af bjergene på vestkysten, andre på grund af den røde farve, som vandet får ved forekomsten af zoofytter, eller røde koraller, eller en eller anden art tang. Atter andre antager, med betydelig sandsynlighed, at navnet havde sin oprindelse i den røde eller kobberfarvede hudfarve hos indbyggerne på den tilgrænsende arabiske halvø. Men navnet yam-cuph, skønt det blev anvendt om hele havet, blev især brugt med henvisning til den nordlige del, som er den eneste, der nævnes i Bibelen, og til de to bugter (Suez og Akaba), som grænser op til Sinaihalvøen, især Suezbugten.

2. Særegenheder:

Det Røde Hav har en længde på 1.350 miles (ca. 2.170 km) og en største bredde på 205 miles (ca. 330 km). Det er bemærkelsesværdigt, at selv om ingen floder løber ud i det, og fordampningen fra dets overflade er enorm, er det ikke meget saltere end oceanet; heraf slutter man, at der må være en stadig tilstrømning af vand fra Det Indiske Ocean gennem Bab-el-Mandeb-strædet, sammen med en udstrømning af det mere saltholdige vand under overfladen. Den dybeste del måler 1.200 favne. På grund af de lavere landniveauer, som herskede i nyere geologisk tid, strakte Suezbugten sig tidligere tværs over det lavland, der adskiller den fra Bittersøerne, en afstand på 15 eller 20 miles, som nu gennemløbes af Suezkanalen, der ikke stødte på nogen højde på mere end 30 fod (ca. 9 m) over tidevandet. I tidlig historisk tid endte bugten ved Ismailia ved spidsen af Timsahsøen. Nord for dette hæver landet sig til en højde af mere end 50 fod (ca. 15 m) og udgjorde i lang tid en vej, der førte fra Afrika til Asien. I en noget tidligere geologisk periode (mellem og sen tertiær) var landets sænkning sådan, at denne bro også var oversvømmet, så Det Røde Hav og Middelhavet var forbundet af en bred vandflade, som dækkede hele Nedre Egyptens overflade.

Vidnesbyrdet om den nyere sænkning af landoverfladen i hele Nedre Egypten er umiskendeligt. Hævede strandvolde, der indeholder skaller og koraller, som stadig lever i Det Røde Hav, findes på forskellige niveauer op til mere end 200 fod (ca. 61 m) over tidevandet. En af de mest interessante af disse kan ses nær toppen af »Crow’s Nest«, en halv mile syd for de store pyramider, hvor der nær højens top, og omtrent 200 fod over tidevandet, på niveau med pyramidernes fundament, findes en klart afgrænset nyere havstrand, bestående af vandslidte småsten fra 1 tomme til 1 eller 2 fod i diameter, hvis mellemrum er fyldt med små skaller, løst sammenkittet. Disse identificeres som tilhørende en variabel form, Alectryonia cucullata Born, som lever i Det Røde Hav i nutiden. På den modsatte side af floden, på Mokattam-højene syd for Kairo, i en højde af 220 fod (ca. 67 m) over tidevandet, findes lignende aflejringer, der indeholder talrige skaller af nyere dato, mens klippefladen er gennemboret af talrige borehuller fra lithodomus-bløddyr (Pholades rugosa Broc.). Andre vidnesbyrd om den nyere, almindelige sænkning af landet i denne region kommer fra forskellige steder på Middelhavets østlige kyster. Ifølge Lartet findes der ved Ramleh, nær Jaffa, en nyere strand mere end 200 fod over havniveau, som indeholder mange skaller af Pectunculus violascens Lamk, der i nutiden er det mest talrige bløddyr på kysten af det tilstødende Middelhav. En lignende strand er blevet beskrevet af Dr. Post ved Lattakia, omkring 30 miles nord for Beirut; mens andre ifølge Hull findes på øen Cypern. Yderligere vidnesbyrd om denne sænkning ses også i det forhold, at landtangen mellem Suez og Bittersøerne er dækket af nyere aflejringer af Nilslam, som rummer moderne skaller fra Det Røde Hav; det viser, at der på en ikke særlig fjern tid fandt en oversvømmelse sted fra Nilen gennem en østlig gren ind i dette let sænkede niveau. Linjen for denne gren af Nilens oversvømmelse blev i oldtiden brugt til en kanal, som for nylig er blevet åbnet for at skaffe ferskvand til Suez, og sænkningen følges af jernbanen. Ifølge Dawson indeholder store flader af ørkenen nord for Suez, som nu ligger over havniveau, begravet i sandet »nyere havskaller i en sådan bevaringstilstand, at der ikke kan være gået mange århundreder, siden de befandt sig på havets bund« (Egypt and Syria, 67).

3. Henvisninger i Det Gamle Testamente:

Det Røde Hav er især forbundet med Israels børn gennem overgangen over det, som er berettet i Anden Mosebog (se 4 nedenfor); men der er nogle få henvisninger til det i senere tider. Om Salomo siges det (1 Kong 9,26), at han byggede en flåde ved "Esjon-Geber, som ligger ved Elot, ved Det Røde Havs kyst, i Edoms land." Dette ligger ved enden af Akababugten, Det Røde Havs østlige arm. Her blev hans skibe bemandet af Hiram, kongen af Tyrus, med "søfolk, som havde kendskab til havet" (1 Kong 9,27). Og (1 Kong 9,28) "de kom til Ofir og hentede guld derfra." Men Elot gik åbenbart tabt for Israel, da Edom med held gjorde oprør på Jorams tid (2 Kong 8,20). For en kort tid blev det dog givet tilbage til Juda af Amasja (2 Kong 14,22); men til sidst, under Akaz' regering, generobrede syrerne, eller mere sandsynligt, ifølge en anden læsemåde, edomitterne, stedet og fordrev jøderne for bestandigt. Men i 1 Kong 22,48 siges det, at Josafat "byggede Tarshish-skibe for at sejle til Ofir efter guld; men de kom ikke af sted, for skibene blev knust ved Esjon-Geber"; mens det i 2 Krøn 20,36 siges, at Josafat sluttede sig sammen med Akazja "for at bygge skibe, som skulle sejle til Tarshish; og de byggede skibene i Esjon-Geber."

Medmindre der her er en eller anden tekstforvirring, er "Tarshish-skibe" ganske enkelt navnet på skibstypen, ligesom "East Indiaman", og Tarshish i Krønikebøgerne kan henvise til et sted i Ostindien. Dette er så meget desto mere sandsynligt, eftersom Salomos "flåde", som sejlede til Tarshish én gang hvert tredje år, kom tilbage "med guld og sølv, elfenben, aber og påfugle", hvilket næppe kunne være kommet fra noget andet sted end Indien.

Se SHIPS AND BOATS, II, 1, (2).

4. Israelitternes passage gennem Det Røde Hav:

Indtil man i nyere tid opdagede, at Suezbugten tidligere strakte sig 30 miles nordpå til stedet for det nuværende Ismailia og det gamle Pitom, blev scenen for det bibelske mirakel placeret ved Suez, den nuværende ende af bugten. Men ved Suez findes der ikke noget område med lavt vand, der er stort nok til, at den østenvind, som nævnes i Skriften (2 Mos 14,21), kunne have åbnet en passage, der var bred nok til, at hæren kunne gå over på én nat. Banken, der fører fra Suez over til den anden side, og som nu undertiden vadestedes, er for ubetydelig til at have udgjort en passage, sådan som Robinson antog (BR(3), I, 56-59). Desuden, hvis Israels børn befandt sig syd for Bittersøerne, dengang der ikke var nogen forlængelse af bugten nord for dens nuværende grænser, ville der ikke have været behov for et mirakel til at åbne vandet, eftersom der var rigelig plads til, at både de og Faraos hær kunne gå rundt om bugtens nordlige ende for at nå den østlige bred, mens vandet syd for Suez er for dybt til, at vinden noget sted kunne have åbnet en passage. Men med en udstrækning af bugtens vande til Bittersøerne og Timsah-søen, hvilket de kendsgerninger, der er anført i det foregående afsnit, gør sandsynligt, stemmer fortællingen straks så fuldkomment overens med de fysiske forhold, der er tale om, at den ikke blot bliver let at tro på, men også bærer sit eget vidnesbyrd i sig.

Israels børn var ved Rameses (2 Mos 12,37) i Gosens land, et sted som ikke med sikkerhed er identificeret, men som ikke kan have ligget langt fra det moderne Zagazig ved begyndelsen af Ferskvandskanalen, der fører fra Nilen til Bittersøerne. En dagsrejse østpå langs Wady Tumilat, som vandes af denne kanal, bragte dem til Sukkot, en station der sandsynligvis er identisk med Thuket, tæt ved grænselinjen mellem Egypten og Asien. Gennem Navilles opdagelser i 1883 er dette blevet identificeret som Pitom, en af de forrådsbyer, som Farao lod bygge i perioden med hebræernes undertrykkelse (2 Mos 1,11). Her afdækkede Naville store forrådsgrave til korn, bygget under Ramses II's regering og opført i overensstemmelse med beskrivelsen i 2 Mos 1: de nederste dele af tegl lavet med halm, de midterste med stråstubbe og toppen af simpelt ler uden engang stråstubbe til at holde teglene sammen (se Naville, "The Store-City Pithom and the Route of the Exodus," Egyptian Exploration Fund, 1885; M. G. Kyle, "A Re-examination of Naville's Works," Records of the Past, VIII, 1901, 304-7). Næste dagsrejse bragte dem til Etam ved "ørkenens rand" (2 Mos 13,20; 4 Mos 33,6), sandsynligvis i nærheden af det moderne Ismailia ved enden af Timsah-søen. Fra dette punkt ville den naturlige vej til Israels land have været langs karavaneruten på den landtange, der ovenfor er omtalt som nu liggende omkring 50 ft. over havets overflade. Etam lå omkring 30 miles sydøst for Soan eller Tanis, som på den tid var Faraos hovedkvarter, hvorfra han overvågede hærens bevægelser. Hvis de fortsatte ad den direkte vej til Israels land, kunne hans hær let udføre en flankemanøvre og afskære dem i Etams ørken. Men på guddommelig befaling (2 Mos 14,2) drejede Moses sydpå på vestsiden af Det Røde Havs forlængelse og slog lejr "foran Pi-Hakirot, mellem Migdol og havet, foran Baal-Sefon" (2 Mos 14,22). Ved denne kursændring blev Farao glad, da han så, at Israels børn var "faret vild i landet", og at "ørkenen" havde "lukket sig om dem". I stedet for at indlede en flankemanøvre mod dem fulgte Faraos hær dem nu bagfra og "indhentede dem, mens de lå i lejr ved havet, ved Pi-Hakirot," hvis beliggenhed er afgørende for en rigtig forståelse af den fortælling, der følger.

I 2 Mos 14,2 siges Pi-Hakirot at ligge »mellem Migdol og havet, foran Ba'al-Sefon«. Skønt Migdol oprindelig betød »vagttårn«, kan man næppe antage, at det er betydningen her; ellers ville Israels børn have bevæget sig direkte mod et befæstet sted. Mest sandsynligt var Migdol derfor den tårnagtige bjergtop, som markerer det nordøstlige hjørne af Jebel Geneffeh, der løber parallelt med Bittersøerne, kun en kort afstand fra deres vestlige bred. Ba'al-Sefon kan lige så vel være nogle af bjergtoppene på randen af Parans ørken over for Cheloof, midtvejs mellem Bittersøerne og Suez. I egnens klare atmosfære er denne bjergkæde tydeligt synlig på hele strækningen fra Ismailia til Suez. Der synes ikke at være nogen indvending mod denne antagelse, eftersom alle autoriteter er uenige om dens beliggenhed. Ud fra navnets betydning synes det at have været sædet for en form for Ba'al-dyrkelse, naturligt nok på et bjerg. Brugsch vil identificere det med hr. Cassius på Egyptens nordlige kyst. Naville (se Murray's Illustrated Bible Dictionary, »Red Sea, Passage of«) vil forbinde det med højen kaldet Tussum øst for Timsah-søen, hvor der i dag er et helligsted, som hvert år omkring 14. juli besøges af tusinder af pilgrimme for at fejre en religiøs fest; men da dette er en muhammedansk fest, synes der ikke at være nogen grund til at forbinde den med nogen kana'anæisk helligdom. Dawson foretrækker den generelle beliggenhed, som vi har tillagt Pi-Hakirot, men vil placere det ved den smalle sydlige del af Bittersøerne.

Et sted i denne nærhed ville være et meget naturligt sted for Israels børn at standse, og der er ingen vanskelighed, sådan som Naville antager, ved at de skulle passere mellem Jebel Geneffeh og Bittersøerne; for bjerget går ikke brat ned til søen, men efterlader rigelig plads til, at en karavane kan passere, mens bjerget på den ene side og søen på den anden ville beskytte dem mod en flankerende bevægelse fra Farao og begrænse hans hær til at chikanere den israelitiske skares bagtrop. Beskyttet på denne måde fandt israelitterne en vid slette, hvor de kunne brede deres lejr ud, og hvis vi antager, at de var så langt mod syd som Cheloof, ville alle betingelser være til stede, som passer til den efterfølgende beretning. Moses fik af Herren at vide, at hvis han befalede Israels børn at gå frem, ville havet blive delt, og Israels børn kunne gå over på tør grund. Og da Moses, i lydighed mod den guddommelige befaling, rakte sin hånd ud over havet, »lod Jahve havet trække sig tilbage ved en stærk østenvind hele natten og gjorde havet til tørt land, og vandene blev delt. Og Israels børn gik midt ud i havet på den tørre grund, og vandene var som en mur for dem på deres højre hånd og på deres venstre. Og egypterne forfulgte dem og gik efter dem ud midt i havet, alle Faraos heste, hans vogne og hans ryttere« (2 Mos 14,21-30). Men da Israels børn var sikkert på den anden side, vendte vandene tilbage og overvældede hele Faraos hær. I Moses' sang, som følger og beskriver begivenheden, siges det, at vandene hobede sig op ved »pustet fra dine (Guds) næsebor« (2 Mos 15,8), og igen, vers 10: »Du blæste med din vind, havet dækkede dem.« Således nævnes vinden 3 gange som det middel, Gud brugte til at åbne vandet. At vinden er i stand til midlertidigt at fjerne vandet fra passagen, der forbinder Suezbugten med Bittersøerne, forudsat at den kun var få fod dyb, er rigeligt bevist af nyere observationer. Generalmajor Tullock fra den britiske hær (Proc. Victoria Inst., XXVIII, 267-80) beretter, at han har været vidne til, at vinden drev vandet bort fra Menzaleh-søen i en sådan grad, at niveauet sank 6 fod (ca. 1,8 m), så små fartøjer over det lave vand i en tid blev liggende strandet på den mudrede bund. Ifølge Suezkanalkompagniets rapport er forskellen mellem højeste og laveste vandstand ved Suez 10 fod 7 tommer (ca. 3,2 m), hvilket alt sammen må skyldes vindens virkning, eftersom tidevandet ikke påvirker Det Røde Hav. Vindens kraft til at påvirke vandstande ses slående ved Eriesøen i USA, hvor det ifølge rapporten fra Deep Waterways Commission for 1896 (165, 168) fremgår, at en stærk vind fra sydvest undertiden sænker vandet ved Toledo, Ohio, ved søens vestlige ende med mere end 7 fod (ca. 2,1 m), samtidig med at det får vandet til at stige ved Buffalo ved den østlige ende med et tilsvarende beløb; mens en ændring i vinden under en enkelt storms passage vender virkningen om og således undertiden frembringer en ændring i vandstanden ved hver ende af søen på 14 fod (ca. 4,3 m) i løbet af en enkelt dag. Der skulle langt mindre end en tornado til for at sænke vandet ved Cheloof tilstrækkeligt til at blotlægge den lave kanal, som vi har antaget på den tid adskilte Egypten fra Sinaihalvøen.

Se Exodus.

Indvendinger:

Flere indvendinger mod denne teori er imidlertid blevet fremsat og bør ikke forbigås uden omtale.

(1) Kanalens stejle bredder:

Nogle har sagt, at Israels børn ville have fundet en uoverstigelig hindring for deres fremrykning i de stejle bredder på begge sider af den formodede kanal. Men der var ingen stejle bredder at møde. En blid sænkning fører på den ene side ned til fordybningens midte, og en tilsvarende blid stigning fører op på den anden.

(2) Mure dannet af vandet:

Der er også blevet gjort meget ud af udsagnet (2 Mos 14,22) om, at "vandene var en mur for dem på deres højre hånd og på deres venstre"; men når vi betragter den retoriske brug af dette ord "mur", giver det ingen vanskelighed. I Ordsp 18,11 får vi at vide, at "den riges rigdom er hans stærke by, og som en høj mur i hans egen forestilling." I Es 26,1 får vi at vide, at Gud vil sætte frelse "som mure og fæstningsværker." Igen siger Nahum (3,8) om Egypten, at hendes "vold var havet (randnote "Nilen"), og hendes mur var af havet." Vandet på begge sider af åbningen tjente som en mur til beskyttelse. Der var ingen mulighed for Farao for at afskære dem ved en flankemanøvre. Der er heller ingen grund til at lægge yderligere vægt på de poetiske udtryk i Moses' sang, hvor det blandt andet siges, "at dybene stivnede i havets hjerte," og at "jorden (i stedet for vandet) opslugte dem."

(3) Østenvindene:

Igen indvendes det, at en østenvind ikke kommer fra den rigtige retning til at frembringe det ønskede resultat. På den anden side er det kun en østenvind, der kunne have befriet sejlrenden for vand. En nordenvind ville have blæst vandet fra Bittersøerne sydpå og ville på grund af den opdæmmede vandmængde have øget vanddybden i den smalle passage fra den sydlige ende af Suez. En østenvind derimod ville have presset vandet ud af sejlrenden til begge sider, og ud fra kystlinjernes form ville det være den eneste vind, der kunne have gjort det.

(4) Det mirakuløse tilsidesat:

Igen indvendes det, at denne forklaring ødelægger begivenhedens mirakuløse karakter. Men det bør bemærkes, at der i beretningen siges lidt om det mirakuløse. Derimod er den en ligefrem skildring af begivenhederne, som overlader det til læseren at slutte deres mirakuløse karakter ud fra deres natur. Efter den forklaring, vi har givet på hændelsesforløbet, er det, hvad Robinson træffende kalder et middelbart mirakel, det vil sige et mirakel, hvor Guds hånd ses i brugen af naturkræfter, som det ville være umuligt for mennesket at befale over. Hvis nogen skulle sige, at dette blot var et tilfælde, at østenvinden blæste netop på det tidspunkt, da Moses nåede overfartsstedet, er svaret, at et sådant sammentræf kun kunne være blevet frembragt ved overnaturlig indgriben. Der fandtes på den tid intet meteorologisk bureau til at forudsige en storms komme. Der er ingen tidevand i Det Røde Hav med regelmæssig ebbe og flod. Det var ved et profetiens mirakel, at Moses blev frimodig til at bringe sin hærskare i stilling, så de kunne udnytte den midlertidige mulighed på nøjagtig det rette tidspunkt. Med hensyn til den guddommelige indgribens forhold til begivenheden er spekulation nytteløs. Havets åbning kan have været en forudbestemt begivenhed i naturens gang, som Gud blot forudvidste; i så fald var den direkte guddommelige indgriben begrænset til de påvirkninger af de menneskelige aktører, som førte dem til at stille sig dér, hvor de kunne drage fordel af den naturlige mulighed. Eller der er ingen a priori-vanskelighed ved at antage, at østenvinden blev vakt direkte til denne lejlighed; for mennesket selv frembringer forstyrrelser blandt naturens kræfter, som i deres rækkevidde er lige så vidtgående som en storm, der er frembragt ved direkte guddommelig indgriben, ville være. Men i dette tilfælde ses forstyrrelsen straks at ligge uden for menneskelig handlekraft at frembringe.

Det står tilbage at tilføje et vigtigt ord om bevisværdien af denne fuldkomne tilpasning mellem beretningen og de fysiske forhold, der er involveret. Så fuldkommen er denne overensstemmelse mellem beretningen og de dunkle fysiske forhold, der er involveret, og som kun nyere undersøgelser har gjort klare, at fremstillingen bliver selvbekræftende. Det ligger ikke inden for menneskets magt at opfinde en historie, der så fuldkomment stemmer overens med de omfattende og komplicerede forhold, der er involveret. Argumentet er lige så stærkt som argumentet for menneskeligt design, når en nøgle viser sig at passe til en Yale-lås. Dette er ikke en almen beretning, som ville passe ind i en række forskellige omstændigheder. Der er kun ét sted i hele verden og ét sæt betingelser i hele historien, som ville opfylde kravene; og her er de alle opfyldt. Dette er videnskabelig demonstration. Højere bevis kan ikke findes i de induktive videnskaber. Historien er sand. Den er ikke blevet omformet af fantasien, hverken hos de oprindelige forfattere eller hos afskriverne. Den er ikke et produkt af mytologisk fantasi eller af legendarisk tilvækst.

LITTERATUR.

Dawson, Egypt and Syria; Hull, Mt. Seir, Sinai and Western Canaan; Naville, "The Store-City Pithom and the Route of the Exodus," Egyptian Exploration Fund, 1885; Kyle, "Bricks without Straw at Pithom: A Re-examination of Naville's Works," Records of the Past, VIII, 1901, 304-7; Wright, Scientific Confirmations of Old Testament History, 83-117.

George Frederick Wright