I. DE TI BUD, EN ISRAELITISK LOVSAMLING

II. DEKALOGENS KUNDSGØRELSE

III. ANALYSE AF DEKALOGEN MED KORTE EKSEGETISKE NOTER

1. Hvordan de nummereres

2. Hvordan de grupperes

3. Oprindelig form

4. Korte eksegetiske noter

IV. JESUS OG DE TI BUD

LITTERATUR

I Det Gamle Testamente omtales Dekalogen konsekvent som "de ti ord" (2 Mos 34,28 randnote; 5 Mos 4,13 randnote; 10,4 randnote), eller blot som "ordene", der blev talt af Jahve (2 Mos 20,1; 2 Mos 34,27; 5 Mos 5,22; 5 Mos 10,2), eller som "pagtens ord" (2 Mos 34,28). I Det Nye Testamente kaldes de "bud" (Matt 19,17; Ef 6,2), sådan som hos os i de fleste kristne lande.

I. De ti bud som en israelitisk lovsamling.

"De ti ord" blev talt af Jahve til det folk, som han kort forinden havde udfriet fra trældommen i Egypten og derefter ført ud i ørkenen, for at han kunne lære dem sine love. Det var til Israel, Dekalogen først og fremmest var rettet, og ikke til hele menneskeheden. Således gælder den begrundelse, der gives for at holde det 5. bud, det folk, som var på vej til det land, der var blevet givet til Abraham og hans efterkommere (2 Mos 20,12); og det 4. bud underbygges med henvisning til trældommen i Egypten (5 Mos 5,15). Det er derfor muligt, at der selv i De ti bud findes elementer, som er særlige for det mosaiske system, og som vor Herre og hans apostle ikke nødvendigvis gør til en del af tro og pligt for kristne.

Se sabbat.

Af "de ti ord" var syv måske bindende for oplyste menneskers samvittighed før Moses' dage: mord, ægteskabsbrud, tyveri og falsk vidnesbyrd blev allerede behandlet som forbrydelser blandt babylonierne og egypterne; og forstandige mennesker vidste, at det var forkert at vanære Gud ved upassende brug af hans navn, eller at vise mangel på respekt for forældre, eller at begære en andens ejendom. Uden tvivl gav de skarpe, klare ord, hvormed disse onder forbydes i De ti bud, Israel en klarere forståelse af de omtalte synder, end de nogensinde før havde haft; og den måde, hvorpå de blev samlet af den guddommelige taler, fremhævede tydeligt morallovens vigtigste elementer. Men de to første forbud var nyskabelser i verdens religiøse liv; for mennesker tilbad mange guder og bøjede sig for billeder af enhver tænkelig art. Det 2. bud var for ophøjet til, at selv Israel kunne fatte det på dette tidlige tidspunkt; få uger senere dansede folket omkring guldkalven ved foden af Sinaj. Overholdelsen af sabbatten var sandsynligvis ukendt for andre folkeslag, skønt den måske allerede var kendt i Abrahams familie.

II. Dekalogens kundgørelse.

"De ti ord" blev talt af Jahve selv fra bjergets top under de mest ærefrygtindgydende omstændigheder. Tidligt om morgenen var der torden og lyn og en tæt sky over bjerget, og lyden af en basun, meget stærk. Det er ikke mærkeligt, at folket skælvede, da de stod over for det rygende og skælvende bjerg og lyttede til en hellig Guds høje krav. Deres anmodning om, at alle fremtidige åbenbaringer skulle gives gennem Moses som den profetiske mellemmand, var helt naturlig. Kundgørelsen af De ti bud fremstår som den mest bemærkelsesværdige begivenhed under hele Israels ørkenvandring. Der var ingen større dag i historien før Guds Søns komme til verden.

Efter et ophold på 40 dage på bjerget kom Moses ned med "vidnesbyrdets to tavler, stentavler, skrevet med Guds finger." Ved foden af bjerget, da Moses så guldkalven og den dansende skare omkring den, kastede han tavlerne fra sig og slog dem i stykker (2 Mos 31,18; 2 Mos 39,15-20). Ved Moses' forbøn blev Jahves vrede vendt bort fra Israel; og Jahve indbød Moses til at stige op på bjerget med to nye tavler, hvorpå han ville skrive de ord, der havde stået på de første tavler, som var blevet knust. Moses fik befaling om at skrive de særlige forskrifter, Gud gav under dette møde; men De ti bud blev skrevet på stentavlerne af Jahve selv (2 Mos 34,1-4; 2 Mos 34,27-29; 5 Mos 10,1-5). Disse dyrebare tavler blev senere lagt i pagtens ark (2 Mos 40,20). Således ophøjes De ti bud på enhver mulig måde som de mest dyrebare og direkte guddommelige af alle forskrifterne i den mosaiske åbenbaring.

III. Analyse af Dekalogen med korte eksegetiske noter.

At der var "ti ord", siges udtrykkeligt (2 Mos 34,28; 5 Mos 4,13; 5 Mos 10,4); men præcis hvordan de skal afgrænses fra hinanden, er en opgave, som ikke har vist sig let. For en fuldstændig drøftelse af de forskellige teorier, se Dillmann, Exodus, 201-5, som vi skylder meget af det, der fremlægges her.

1. Hvordan de nummereres:

(1) Josefus er det første vidne til den inddeling, der nu er almindelig blandt protestanter (undtagen lutheranere), nemlig,

(a) fremmede guder,

(b) billeder,

(c) Guds navn,

(d) sabbat,

(e) forældre,

(f) mord,

(g) ægteskabsbrud,

(h) tyveri,

(i) falsk vidnesbyrd,

(j) begær.

Før ham foretog Filon den samme ordning, bortset fra at han fulgte Septuaginta ved at sætte ægteskabsbrud før mord. Denne måde at tælle på var udbredt hos mange af kirkefædrene og bruges nu i den græsk-katolske kirke og hos de fleste protestanter.

(2) Augustin samlede fremmede guder og billeder (2 Mos 20,2-6) i ét bud og gjorde, idet han fulgte rækkefølgen i 5 Mos 5,21 (hebraisk 18), det 9. bud til et forbud mod at begære sin næstes hustru, mens det 10. forbyder at begære hans hus og anden ejendom. Romersk-katolske og lutheranere accepterer Augustins opgørelsesmåde, bortset fra at de følger rækkefølgen i 2 Mos 20,17, sådan at det 9. bud forbyder at begære sin næstes hus, mens det 10. omfatter hans hustru og al anden ejendom.

(3) En tredje måde at tælle på er den, som jøderne antog i de tidlige kristne århundreder, og som blev almindelig blandt dem i middelalderen og således ned til nutiden. Ifølge denne ordning er indledningsudsagnet i 2 Mos 20,2 det »første ord«, 2 Mos 20,3-6 det andet (hvor fremmede guder og billeder sammenføjes), mens de følgende otte bud er som i den almindelige protestantiske opstilling.

Opdelingen af forbuddet mod at begære i to bud er ødelæggende for den augustinske ordning; og regningen af indledningsudsagnet i 2 Mos 20,2 som et af de »ti ord« synes lige så ødelæggende for den moderne jødiske måde at tælle på. Forbuddet mod billeder, som indledes med den højtidelige formel: »Du må ikke«, er sikkert et andet »ord« end befalingen om ikke at tilbede nogen anden gud end Jahve. Desuden, hvis ni af de »ti ord« er bud, synes det rimeligt at gøre det tilbageværende »ord« til et bud, hvis dette kan gøres uden vold mod emnet. Se Eerdmaus, The Expositor, juli 1909, 21 ff.

2. Hvordan de grupperes:

(1) Jøderne, fra Filon til nutiden, deler de »ti ord« i to grupper på fem hver. Da der var to tavler, ville det være naturligt at antage, at fem bud var skrevet på hver tavle, skønt det forhold, at tavlerne havde skrift på begge sider (2 Mos 32,15), synes at svække argumentets kraft for en lige deling. Desuden er den første femgruppe, i den nuværende tekst i Anden Mosebog og Femte Mosebog, mere end fire gange så lang som den anden.

(2) Augustin antog, at der var tre bud på den første tavle og syv på den anden. Ifølge hans måde at nummerere buddene på ville dette sætte buddet om at ære forældre i spidsen for den anden tavle, som i den tredje måde at gruppere de ti ord på.

(3) Calvin og mange moderne forskere henfører fire bud til den første tavle og seks til den anden. Dette har den fordel, at alle pligter over for Gud henføres til den første tavle og alle pligter over for mennesker til den anden. Det stemmer også overens med vor Herres sammenfatning af buddene til to (Matt 22,34-40).

3. Oprindelig form:

En sammenligning af Dekalogens tekst i 5 Mos 5 med den i 2 Mos 20 afslører et anseligt antal forskelle, især i de grunde, der gives for overholdelsen af det 4. og 5. bud, og i teksten til det 10. bud. En naturlig forklaring på disse forskelle er det forhold, at De benytter den frie og utvungne stil, som hører offentlig tale til. De ti bud er i det væsentlige de samme i de to passager.

Fra Ewalds dage til nutiden har nogle af de førende gammeltestamentlige forskere ment, at alle buddene oprindeligt var korte og uden tilføjelse af særlige grunde til, at de skulle overholdes. Ifølge denne hypotese lød det 2., 3., 4., 5. og 10. bud sandsynligvis således: »Du må ikke lave dig noget udskåret billede«; »Du må ikke tage Jahve din Guds navn forfængeligt«; »Husk sabbatsdagen, så du holder den hellig«; »Ær din far og din mor«; »Du må ikke begære din næstes hus.« Denne tidlige kritiske teori ville forklare forskellene i de to gengivelser ved at antage, at motiverne til at holde det 2., 3., 4. og 5. bud, såvel som udvidelsen af det 10., var tilføjelser, der blev gjort under indflydelse af den profetiske undervisning. Hvis den ledsages af en fuld anerkendelse af de ti ords guddommelige oprindelse i den mosaiske tid, kunne denne hypotese være acceptabel for en fuldt overbevist troende på åbenbaring. Før en sådan troende giver sin tilslutning til de mere radikale teorier hos nogle nyere forskere, vil han kræve mere tvingende argumenter, end kritikerne har været i stand til at fremføre. Når vi således får at vide, at Dekalogen indeholder forbud, som ikke kunne være blevet indarbejdet i en lovsamling før Manasses dage, kræver vi bedre beviser end Israels undladelse af at leve op til de høje krav i det 2. og det 10. bud, eller en bestemt teori om historiens udvikling, som kan tiltale naturalistiske kritikeres sind. Jahve var virksom i Israels tidlige historie; og de store profeter i det 8. århundrede var, langt fra at skabe etisk monoteisme, reformatorer, som blev sendt for at kræve, at Israel i dagliglivet skulle legemliggøre Toraens lære.

Goethe fremsatte den opfattelse, at 2 Mos 34,10-28 oprindeligt indeholdt en anden dekalog.

Wellhausen (Code of Hammurabi, 331 f) rekonstruerer denne såkaldte dekalog således:

(1) Du må ikke tilbede nogen anden gud (2 Mos 34,14).

(2) Du må ikke lave dig støbte guder (2 Mos 34,17).

(3) De usyrede brøds fest skal du holde (2 Mos 34,18 a).

(4) Alt førstefødt er mit (2 Mos 34,19 a).

(5) Du skal holde ugefesten (2 Mos 34,22 a).

(6) Og indsamlingsfesten ved årets udgang (2 Mos 34,22c).

(7) Du må ikke ofre blodet af mit slagtoffer sammen med syret brød (2 Mos 34,25 a).

(8) Fedtet fra min fest må ikke blive liggende natten over til om morgenen (23,18b; jf. 34,25b).

(9) Det bedste af førstegrøden af din jord skal du bringe til Jahve din Guds hus (2 Mos 34,26 a).

(10) Du må ikke koge et kid i dets mors mælk (2 Mos 34,26).

Addis er enig med Wellhausen i, at selv denne enklere dekalog må placeres længe efter Moses' tid (EB, 1051).

Nu er det tydeligt, at fortællingen i 2 Mos 34,27 f, i sin nuværende form, vil fastslå, at Moses fik befaling om at skrive de forskrifter, der findes i det umiddelbart foregående afsnit. De ti bud, som pagtens grundlag, blev skrevet af Jahve selv på de to stentavler (2 Mos 31,18; 2 Mos 32,15; 2 Mos 34,28). Det er kun ved en fri kritisk behandling af fortællingen, at den kan bringes til at se ud, som om Moses skrev den formodede dekalog i 2 Mos 34,14-26 på de to tavler. Desuden må sabbatsloven (34,21), som bestemt hører naturligt hjemme blandt de rituelle forskrifter i 2 Mos 34, helt udelades for at få forskrifterne reduceret til ti; også befalingen i 34,23 må slettes. Det er interessant at iagttage, at forbuddet mod støbte guder (34,17), selv ifølge radikale kritikere, findes i den tidligste samling af israelitiske love. Der er ingen tilstrækkelig grund til at benægte, at det 2. bud blev forkyndt på Moses' tid. Jahves krav har altid ligget forud for hans folks praksis.

4. Korte eksegetiske noter:

(1) Det 1. bud forbyder tilbedelsen af enhver anden gud end Jahve. Hvis det siges, at denne forskrift indskærper monolatri og ikke monoteisme, er svaret lige ved hånden: En konsekvent tilbedelse af kun én Gud er, for et folk omgivet af afgudsdyrkere, den bedst mulige vej frem mod den konklusion, at der kun findes én sand Gud. Åbenbaringens organer taler, uanset hvilke forestillinger og skikke flertallet af det israelitiske folk kan have haft, altid med ord, der harmonerer med en streng monoteisme.

(2) Det 2. bud forbyder brugen af billeder i tilbedelsen; selv et billede af Jahve må ikke tåles (jf. 2 Mos 32,5). Jahves barmhjertighed er større end hans vrede; mens fædrenes skyld går videre til tredje og fjerde slægtled for dem, der hader Jahve, flyder hans barmhjertighed over til tusinder, som elsker ham. Det er tvivlsomt, om gengivelsen »viser barmhjertighed mod det tusinde slægtled« (2 Mos 20,6) med held kan forsvares.

(3) Jahves navn er helligt, fordi det står for hans person; derfor må det ikke bruges på nogen tom eller falsk måde. Buddet omfatter uden tvivl mere end falsk edsaflæggelse. Forbandelse, blasfemi og enhver vanhellig brug af Jahves navn er forbudt.

(4) Ligesom det 1. bud indskærper Guds enhed og det 2. hans åndelighed, sådan værner også det 3. bud hans navn mod uærbødig brug, og det 4. udskiller den syvende dag som på særlig måde hans dag, forbeholdt en sabbat. 2 Mos 20,11 fremhæver sabbattens religiøse side, mens 5 Mos 5,14 lægger vægt på dens humane side, og 5 Mos 5,15 knytter den til udfrielsen fra trældommen i Egypten.

(5) Overgangen fra pligter mod Gud til pligter mod mennesker sker naturligt i det 5. bud, som indskærper ærbødighed for forældre, som deres børn bør se op til med taknemmelighed, sådan som alle mennesker bør gøre over for den guddommelige Far.

(6) Menneskeliv er så dyrebart og helligt, at intet menneske bør vove at tage det bort med vold.

(7) Familielivet beskyttes af det 7. bud.

(8) Det 8. bud forbyder tyveri i alle dets former. Det anerkender retten til personlig ejendomsret over ejendom.

(9) Det 9. bud værner ære og godt navn blandt mennesker. Bagtalelse, ærekrænkelse, falsk vidnesbyrd i retten og beslægtede synder er indbefattet.

(10) Det 10. bud er det mest gennemtrængende af dem alle, for det forbyder den indre længsel, det begærlige ønske efter det, der tilhører en anden. Tilstedeværelsen af et så dybt åndeligt bud blandt »de ti ord« viser, at vi ikke her har en blot lovsamling, der definerer forbrydelser, men en samling etiske og åndelige forskrifter til moralsk opdragelse af Jahves folk.

IV. Jesus og de ti bud.

Vor Herre gav i samtalen med den rige unge rådsherrre en sammenfatning af de bud, der handler om pligter mod mennesker (Mark 10,19; Matt 19,18; Luk 18,20). Han citerer det 5., 6., 7., 8. og 9. bud. De mindre variationer i beretningerne i de tre synoptiske evangelier minder den studerende om de tilsvarende variationer i 2 Mos 20 og 5 Mos 5. Allerede i Bjergprædikenen havde Jesus citeret det 6. og 7. bud og derefter fortsat med at vise, at vrede er begyndende mord, og at begær er hor i hjertet (Matt 5,27-32). Han tager Dekalogens ord og udvider dem ind i tankens og følelsens område. Han kan have haft det 3. bud i tanke i sit skarpe forbud mod den jødiske vane at sværge ved forskellige ting (Matt 5,33-37). Hvad sabbatten angår, havde hans lære og eksempel tendens til at lette rabbinernes byrdefulde restriktioner (Mark 2,23-28). Pligten mod forældre ophøjede han over alle formodede krav fra løfter og offergaver (Matt 15,4-6). Som en videre udvidelse af det 8. bud sagde Jesus: »Bedrag ikke« (Mark 10,19); og når han behandler talens etik, fordømmer Jesus ikke blot falsk vidnesbyrd, men indbefatter også skældsord, blasfemi og endog et unyttigt ord (Matt 15,19; Matt 12,31; Matt 12,36). I sin bekræftelse af, at Gud er ånd (Joh 4,24), gjorde Jesus fremstilling af billeder til intet andet end dårskab. Hele hans etiske undervisning kunne siges at være grundlagt på det 10. bud, som opsporer synden til dens skjulested i menneskets sind og sjæl.

Vor Herre sammenfattede hele området for menneskets forpligtelse i to, eller højst tre, bud: (1) "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind"; (2) "Du skal elske din næste som dig selv" (Matt 22,37-40; jf. 5 Mos 6,5; 3 Mos 19,18). Med en kærlighed som den, der her beskrives i hjertet, kan mennesket ikke forsynde sig mod Gud eller sine medmennesker. Ved afslutningen af sin tjeneste, på forræderiets nat, gav Jesus sine efterfølgere et tredje bud, ikke forskelligt fra de to, som hele loven hviler på, men en udvidelse af det andet store bud opad til et højere område af selvopofrelse (Joh 13,34 f; 15,12 f.17; jf. Ef 5,2; Gal 6,10; 1 Joh 3,14-18). "Du skal elske" er det første ord og det sidste i vor Herres undervisning. Hans undervisning er positiv snarere end negativ, og så enkel, at et barn kan forstå den. For den kristne er Dekalogen ikke længere den højeste sammenfatning af menneskets pligt. Han må altid læse den med oprigtig respekt som et af de store mindesmærker over Guds kærlighed i menneskehedens moralske og religiøse opdragelse; men den har givet plads for Guds Søns højere lære, idet alt det, der havde varig værdi i De ti bud, er blevet optaget i vor Herres og hans apostles undervisning.

LITTERATUR.

Oehler, Old Testament Theology, I, 267 ff; Dillmann, Exodus-Leviticus, 200-219; Kuenen, Origin and Composition of the Hexateuch, 244; Wellhausen, Code of Hammurabi, 331 f; Rothstein, Das Bundesbuch; Baenstch, Das Bundesbuch; Meissaner, Der Dekalog; Driver, "Deuteronomy," ICC; Addis, Documents of the Hexateuch, I, 136 ff; R. W. Dale, The Ten Commandments; G. D. Boardman, University Lectures on the Ten Commandments (Philadelphia, 1889).

John Richard Sampey