sab'-ath (shabbath, shabbathon; sabbaton, ta sabbata; roden shabhath på hebraisk betyder "at holde op", "ophøre", "hvile"):

I. SABBATTENS OPRINDELSE

1. Den bibelske beretning

2. Kritiske teorier

II. SABBATTENS HISTORIE EFTER MOSES

1. I Det Gamle Testamente

2. I den mellemtestamentlige periode

3. Jesus og sabbatten

4. Paulus og sabbatten

LITTERATUR

Sabbatten var den dag, hvor mennesket skulle lægge sit verdslige arbejde fra sig og holde en dag hellig for Jahve.

I. Sabbattens oprindelse.

1. Den bibelske beretning:

Skildringen af skabelsen i 1 Mos 1,1-2 afsluttes med en indtryksfuld beretning om helligelsen af den 7. dag, fordi Gud på den hvilede fra alt det arbejde, han havde gjort som skaber. Ordet "sabbat" forekommer ikke i fortællingen; men kritikere af enhver skole anerkender, at forfatteren (P) mener at beskrive sabbatten som urtidslig. I 2 Mos 20,8-11 (tilskrevet JE) er den begrundelse, der gives for at holde den 7. dag som en hellig sabbat, den kendsgerning, at Jahve hvilede efter de seks dages skabende virksomhed. 2 Mos 31,17 bruger et dristigt billede og beskriver Jahve som en, der styrker sig ("får vejret igen") efter seks dages arbejde. Udsagnet om, at Gud udskilte den 7. dag til hellige formål til ære for sin egen hvile efter seks dages skabende virksomhed, bliver af mange moderne forskere stærkt anfægtet som blot et fromt opspind af en præstelig fantasi fra eksilet. Der er så få antydninger af en ugentlig sabbat før Moses, som forholdsvis er en moderne skikkelse, at argumentation næsten er udelukket, og hver studerende vil nærme sig spørgsmålet med den forudindtagethed, der følger af hele hans intellektuelle og åndelige historie. Der er ingen tydelig omtale af sabbatten i Gen, selv om der flere gange henvises til en periode på 7 dage (1 Mos 7,4; 1 Mos 7,10; 1 Mos 8,10; 1 Mos 8,12; 1 Mos 29,27). Den første udtrykkelige omtale af sabbatten findes i 2 Mos 16,21-30, i forbindelse med givelsen af mannaen. Jahve lærte folket i ørkenen at holde den 7. dag som en hvilesabbat ved ikke at sende manna på den dag, idet der blev givet en dobbelt forsyning på ugens 6. dag. Her har vi at gøre med en ugentlig sabbat som en hviledag fra almindeligt verdsligt arbejde. Lidt senere blev de ti ord (bud) talt af Jahve fra Sinaj, så hele folket hørte det, og de blev siden skrevet på de to stentavler (2 Mos 20,1-17; 2 Mos 34,1-5; 2 Mos 34,27). Det fjerde bud påbyder Israel at holde ugens 7. dag som en hellig dag, hvor intet arbejde må udføres af menneske eller dyr. Børn og tjenere skal holde op med alt arbejde, og selv den fremmede inden for portene pålægges at holde dagen hellig. Den begrundelse, der gives, er, at Jahve hvilede på den 7. dag og velsignede den og helligede den. Der er ingen antydning af, at begrænsningerne skulle værne mod en nidkær og vred guddoms vrede. Sabbatten var ment som en velsignelse for mennesket og ikke som en byrde. Efter synden i forbindelse med guldkalven gennemgår Jahve de vigtigste pligter, der kræves af Israel, og kundgør igen loven om sabbatten (2 Mos 34,21, tilskrevet J). I den levitiske lovgivning er der hyppig omtale af sabbatten (2 Mos 31,13-16; 2 Mos 35,2; 3 Mos 19,3; 3 Mos 19,10; 3 Mos 23,3; 3 Mos 23,18). En forsætlig sabbatsbryder blev dræbt (4 Mos 15,32-36). I den deuteronomiske lovgivning anerkendes sabbattens betydning og værdi i samme grad (5 Mos 5,12-15). Her er den begrundelse, der gives for at holde sabbatten, filantropisk og humanitær: "for at din træl og din trælkvinde kan hvile lige så vel som du." Det er således tydeligt, at alle de pentateukiske lovsamlinger, hvad enten de stammer fra Moses alene eller fra mange hænder i vidt forskellige århundreder, i lige høj grad anerkender sabbatten som en af de karakteristiske institutioner i Israels religiøse og sociale liv. Hvis vi ikke kan pege på nogen overholdelse af den ugentlige sabbat før Moses, kan vi i det mindste være sikre på, at dette var en af de institutioner, han gav Israel. Fra Moses' dage og indtil nu er den hellige sabbat blevet holdt af fromme israelitter.

2. Kritiske teorier:

"De ældre teorier om den jødiske sabbats oprindelse (som satte den i forbindelse med Egypten, med Saturns dag eller i almindelighed med de syv planeter) er nu næsten helt blevet opgivet (se ASTRONOMY, afsnit I, 5). Tilbøjeligheden i dag er at betragte dagen som oprindelig en månefest, svarende til en babylonisk skik (Schrader, Stud. u. Krit., 1874), så meget mere som kileskriftdokumenterne synes at indeholde et udtryk sabattu eller sabattum, der i form og betydning er identisk med det hebraiske ord sabbathon." Sådan skrev professor C. H. Toy i 1899 (JBL, XVIII, 190). I en stavelsestavle (II R, 32, 16a, b) siges sabattum at svare til um nuh libbi, hvis naturlige oversættelse syntes at være "hjertets hviledag". Schrader, Sayce og andre forstod udtrykket sådan og betragtede naturligt sabattum som svarende til den hebraiske sabbat. Men Jensen og andre har vist, at udtrykket bør gengives "dagen for sindets formildelse" (hos en krænket guddom). Henvisningen gælder en forsonings- eller formildelsesdag snarere end en hviledag, en dag hvor man måtte være omhyggelig med ikke at vække vreden hos den gud, som man mente rådede over netop den dag. Udtrykket sabattum er nu kun fundet 5 eller 6 gange i de babyloniske indskrifter, og i ingen af dem forbindes det med den 7. dag i en uge. Der fandtes dog blandt de overtroiske babyloniere en slags institution, som er blevet sammenlignet med den hebraiske sabbat. I visse måneder af året (Elul, Marcheshvan) blev den 7., 14., 19., 21. og 28. dag angivet som gunstige dage, eller ugunstige dage, det vil sige som dage hvor kongen, præsten og lægen måtte være forsigtige med ikke at opvække guddommens vrede. På disse dage måtte kongen ikke spise mad tilberedt ved ild, ikke tage kongelig dragt på, ikke køre i sin vogn osv. Hvad angår den 19. dag, mener man, at den blev regnet blandt de uheldige dage, fordi den var den 49. (7 gange 7) fra den foregående måneds 1. dag. Da der var 30 dage i måneden, er det tydeligt, at vi ikke har at gøre med en tilbagevendende 7. dag i ugen, sådan som det er tilfældet med den hebraiske sabbat. Desuden er der ikke fremlagt noget bevis for, at udtrykket sabattum nogen sinde blev anvendt om disse dies nefasti eller uheldige dage. Derfor må nogle assyriologers påstande om sabbattens babyloniske oprindelse tages med adskillige gran salt. Man må bemærke en opfindsom og dygtig afhandling af professor M. Jastrow, som blev oplæst for den ellevte internationale orientalistkongres i Paris i 1897, hvor den lærde forfatter forsøger at vise, at den hebraiske sabbat oprindelig var en formildelsesdag ligesom den babyloniske sabattum (AJT, II, 312-52). Han hævder, at de indskrænkende bestemmelser i de hebraiske love om sabbattens overholdelse udsprang af den oprindelige opfattelse af sabbatten som en ugunstig dag, en dag hvor Jahves vrede kunne flamme op mod mennesker. Selv om Jastrow har underbygget sin tese med mange vægtige argumenter, vil den ærbødige skriftlæser dog have svært ved at modstå indtrykket af, at Det Gamle Testamentes forfattere uden undtagelse tænkte på sabbatten, ikke som en ugunstig eller uheldig dag, men snarere som en dag, der var sat til side til gavn for mennesket. Hvad end de tidlige hebræeres holdning kan have været til den dag, som skulle blive en karakteristisk institution i jødedommen til alle tider og i alle lande, så indskærper åbenbaringens organer gennem hele Det Gamle Testamente sabbattens overholdelse med argumenter, der lægger vægt på dens velgørende og humanitære sider.

Vi må henlede opmærksomheden på Meinholds opfindsomme hypotese om sabbattens oprindelse. I 1894 opdagede Theophilus G. Pinches en tavle, hvor udtrykket shapattu anvendes om den 15. dag i måneden. Meinhold hævder, at shabattu på babylonisk betegner fuldmånedagen. Dr. Skinner beskriver Meinholds teori sådan: "Han peger på den nære forbindelse mellem nymåne og sabbat i næsten alle de før-eksilske henvisninger (Am 8,5; Hos 2,11; Es 1,13; 2 Kong 4,23); og konkluderer, at sabbatten i det tidlige Israel, ligesom i Babylonien, var fuldmånefesten og intet andet. Indstiftelsen af den ugentlige sabbat fører han tilbage til et ønske om at kompensere for tabet af de gamle månefester, da disse blev ophævet ved den deuteronomiske reform. Denne nyskabelse tilskriver han Ezekiel; men skridt hen imod den findes i indførelsen af en ugentlig hviledag kun under høsten (på grundlag af 5 Mos 16,8 f; jf. 2 Mos 34,21), og i indførelsen af sabbatåret (3 Mos 25), som han anser for at være ældre end den ugentlige sabbat" (ICC om Gen, s. 39). Dr. Skinner siger med rette, at Meinholds teori indebærer store usandsynligheder. Det er ikke sikkert, at babylonierne anvendte udtrykket sabattu om den 15. dag i måneden, fordi det var fuldmånedagen; og det er på ingen måde sikkert, at de tidlige profeter i Israel identificerede sabbatten med fuldmånefesten.

Den store lærdom og opfindsomhed, der er blevet brugt i søgningen efter sabbattens oprindelse, har indtil nu givet ringe udbytte.

II. Sabbattens historie efter Moses.

1. I Det Gamle Testamente:

De tidlige profeter og historieskrivere nævner af og til sabbatten. Den nævnes undertiden i forbindelse med nymånefesten (2 Kong 4,23; Am 8,5; Hos 2,11; Es 1,13; Ez 46,3). Profeterne kritiserede gudsdyrkelsen på sabbatten, fordi den ikke var åndelig og heller ikke udsprang af kærlighed og taknemmelighed. Sabbatten ophøjes af de store profeter, som stod over for krisen med det babyloniske eksil, som en af de mest værdifulde institutioner i Israels liv. Store løfter knyttes til trofast overholdelse af den hellige dag, og der bekendes om Israels utroskab ved at vanhellige sabbatten (Jer 17,21-27; Es 56,2; Es 56,4; Es 58,13; Ez 20,12-24). I den persiske periode kæmpede Nehemias alvorligt for at få Jerusalems folk til at overholde sabbatsloven (Neh 10,31; Neh 13,15-22).

2. I den mellemtestamentlige periode:

Med synagogens udvikling blev sabbatten en dag for gudsdyrkelse og studium af Loven, såvel som en dag med ophør af alt verdsligt arbejde. At de fromme i Israel omhyggeligt overholdt sabbatten, fremgår klart af makkabæernes og deres tilhængeres adfærd; de afslog i begyndelsen at gøre modstand mod det angreb, deres fjender rettede mod dem på sabbatten (1 Makk 2,29-38); men nødvendigheden tvang de trofaste til at forsvare sig mod fjendtlige angreb på sabbatten (1 Makk 2,39-41). Det var i perioden mellem Ezra og den kristne tidsalder, at den jødiske lovfromheds ånd blomstrede. Utallige begrænsninger og regler blev formuleret for livsførelsen under Loven. Store principper blev tabt af syne i mængden af smålige detaljer. To hele traktater i Mishna, Shabbath og `Erubhin, er viet til detaljerne i sabbatsoverholdelsen. Emnet berøres i andre dele af Mishna; og i Gemara findes der udførlige drøftelser med citater af rabbinernes ofte afvigende meninger. I Mishna (Shahbath, vii.2) er der 39 klasser af forbudte handlinger med hensyn til sabbatten, og der er megen hårkløveri i udarbejdelsen af detaljerne. Begyndelsen til denne udførlige definition af tilladte handlinger og forbudte handlinger findes i århundrederne umiddelbart før den kristne tidsalder. Bevægelsen stod på sit højeste under vor Herres jordiske tjeneste og fortsatte i århundreder derefter, trods hans hyppige og kraftige protester.

3. Jesus og sabbatten:

Bortset fra hans krav på at være Messias er der intet emne, hvor vor Herre kom i så skarp konflikt med jødernes religiøse ledere som i spørgsmålet om sabbatsoverholdelse. Han stillede sig direkte imod de daværende rabbinske begrænsninger som stridende mod ånden i den oprindelige sabbatslov. Rabbinerne syntes at mene, at sabbatten var et mål i sig selv, en institution som den fromme israelit måtte underordne alle sine personlige interesser; med andre ord, at mennesket blev skabt for sabbattens skyld: mennesket kunne lide afsavn, men institutionen måtte bevares ukrænket. Jesus lærte derimod, at sabbatten blev til for menneskets skyld. Hvis der skulle opstå en konflikt mellem menneskets behov og Lovens bogstav, måtte menneskets højere interesser og behov have forrang frem for sabbatsloven (Matt 12,1-14; Mark 2,23-3; Luk 6,1-11; også Joh 5,1-18; Luk 13,10-17; Luk 14,1-6). Der er ingen grund til at tro, at Jesus mente at miskreditere sabbatten som institution. Det var hans skik at deltage i gudstjenesten i synagogen på sabbatten (Luk 4,16). Det menneskelige element i hviledagen ved slutningen af hver uge må have tiltalt hans medfølende natur. Det var det ene bud i Dekalogen, som overvejende var ceremonielt, skønt det havde tydelig sociologisk og moralsk værdi. Som en institution til gavn for slidende mennesker og dyr satte Jesus sabbatten højt. Som Messias var han ikke underlagt dens begrænsninger; han kunne når som helst hævde sit herredømme over sabbatten (Mark 2,28). Institutionen stod ikke på linje med de store moralske bud, som er uforanderlige. Det er værd at bemærke, at mens Jesus førte Dekalogens moralske bud ind i tankens og begærets indre område og derved gjorde kravet vanskeligere og loven mere krævende, kæmpede han for en mere fri og mild fortolkning af sabbatsloven. Strenge sabbatstilhængere må søge andre steder efter en forkæmper for deres synspunkter.

4. Paulus og sabbatten:

De første kristne holdt den 7. dag som sabbat, stort set på samme måde som andre jøder. Efterhånden blev den 1. dag i ugen anerkendt som den dag, hvor Jesu efterfølgere samledes til gudstjeneste. Vor Herres opstandelse på den dag gjorde den for de kristne til den glædeligste dag i hele ugen. Da hedninger blev optaget i kirken, opstod spørgsmålet straks, om de skulle forpligtes til at holde Moseloven. Det er Paulus' ære, at han kæmpede for og vandt frihed for sine hedningekristne medtroende. Det er betegnende for apostlenes holdning, at beslutningerne fra rådet i Jerusalem ikke nævnte sabbatsoverholdelse blandt de krav, der blev pålagt hedningekristne (ApG 15,28). Paulus hævdede frimodigt, at de, der troede på Jesus, hvad enten de var jøder eller hedninger, var sat fri fra Moselovens byrder. Selv omskærelse betød intet, nu da mennesker blev frelst ved at tro på Jesus (Gal 5,6). Den kristne frihed, sådan som Paulus forkyndte den, omfattede alle dage og tider. Et menneske kunne holde særlige dage eller lade være, sådan som hans egen dømmekraft og samvittighed måtte tilsige ham (Rom 14,5); men i alle sådanne spørgsmål burde man være omhyggelig med ikke at lægge en anstødssten i en brors vej (Rom 14,13). At Paulus kæmpede for personlig frihed med hensyn til sabbatten, fremgår helt klart af Kol 2,16 f, hvor han stiller spiselove, festdage, nymåner og sabbatter sammen. De første kristne overførte de bedste elementer fra den jødiske sabbat til deres måde at holde Herrens dag på, men uden dens tyngende begrænsninger.)

Se endvidere HERRENS DAG; JESU ETIK, I, 3, (1).

LITTERATUR. J. A. Hessey, Sunday, Its Origin, History, and Present Obligation (Bampton Lectures for 1860); Zahn, Geschichte des Sonntags, 1878; Davis, Genesis and Semitic Tradition, 1894, 23-35; Jastrow, "The Original Character of the Heb Sabbath," AJT, II, 1898, 312-52; Toy, "The Earliest Form of the Sabbath," JBL, XVIII. 1899, 190-94; W. Lotz, Questionum de historia Sabbati libri duo, 1883; Nowack, Hebr. Arch., II, 1894, 140 ff; Driver, HDB, IV, 1902, 317-23; ICC, om "Gen," 1911, 35-39; Dillmann, Ex u. Lev3, 1897, 212-16; Edersheim, Life and Times of Jesus the Messiah, II, 1883, 51-62, 777-87; Broadus, Commentary on Mt, 256-61; EB, IV, 1903, 4173-80; Gunkel, Gen3, 1910, 114-16; Meinhold, Sabbat u. Woche im Altes Testament, 1905; Beer, Schabbath, 1908.

John Richard Samphey

III. SYVENDEDAGSADVENTISTERNES STANDPUNKT

De synspunkter, som syvendedagsadventister har om sabbattens natur og forpligtelse, kan bekvemt fremstilles under tre almindelige hovedpunkter: (1) hvad Bibelen siger om sabbatten; (2) hvad historien siger om sabbatten; (3) sabbattens betydning.

1. Hvad Bibelen siger om sabbatten:

(1) Det Gamle Testamentes lære.

I deres syn på sabbattens indstiftelse og oprindelige forpligtelse er syvendedagsadventister i overensstemmelse med de synspunkter, som blev fastholdt af de tidlige repræsentanter for næsten alle de evangeliske trossamfund. Sabbatten er samtidig med skabelsens fuldførelse, og de vigtigste kendsgerninger i forbindelse med dens indstiftelse er nedskrevet i 1 Mos 2,2; 1 Mos 2,3. Den velsignelse, der her lægges på den syvende dag, adskiller den fra ugens andre dage, og den dag, der således blev velsignet, blev "helliget" (King James Version, Revised Version "hallowed") og sat til side for mennesket.

At sabbatten, der således blev indstiftet, var velkendt gennem hele patriarktiden, fastslås klart både ved direkte vidnesbyrd og ved nødvendig slutning.

"Hvis vi ikke havde noget andet skriftsted end dette i 1 Mos 2,3, ville der ikke være nogen vanskelighed ved ud fra det at udlede et bud om universel overholdelse af en sabbat, eller syvende dag, der skulle helliges Gud som hellig tid af hele den slægt, for hvem jorden og alt, hvad der er i den, var særligt beredt. De første mennesker må have kendt den. Ordene: 'Han helligede den,' kan ikke have nogen anden mening. De ville være tomme, medmindre de sigtede til nogen, som var forpligtet til at holde den hellig" (Langes Commentary til 1 Mos 2,3, I, 197).

"Og dagen kom, da Moses gik til Goshen for at se sine brødre, at han så Israels børn under deres byrder og hårde arbejde, og Moses sørgede på deres vegne. Og Moses vendte tilbage til Egypten og kom til Faraos hus og trådte frem for kongen, og Moses bøjede sig ned for kongen. Og Moses sagde til Farao: Jeg beder dig, min herre, jeg er kommet for at søge en lille anmodning hos dig; lad mig ikke gå tomhændet bort fra dit ansigt. Og Farao sagde til ham: Tal. Og Moses sagde til Farao: Lad der blive givet dine tjenere, Israels børn, som er i Goshen, én dag til at hvile deri fra deres arbejde. Og kongen svarede Moses og sagde: Se, jeg har løftet dit ansigt i denne sag for at opfylde din anmodning. Og Farao befalede, at en proklamation skulle udstedes over hele Egypten og Goshen, med ordene: Til jer, alle Israels børn, siger kongen således: I seks dage skal I udføre jeres arbejde og jeres slid, men på den syvende dag skal I hvile og ikke udføre noget arbejde; således skal I gøre alle dage, sådan som kongen og Moses, Bathias søn, har befalet. Og Moses glædede sig over dette, som kongen havde givet ham, og alle Israels børn gjorde, som Moses befalede dem. For dette var fra Herren til Israels børn, for Herren var begyndt at huske Israels børn for at frelse dem for deres fædres skyld. Og Herren var med Moses, og hans ry bredte sig gennem hele Egypten. Og Moses blev stor i alle egypternes øjne og i alle Israels børns øjne, idet han søgte det gode for sit folk Israel og talte fredsord om dem til kongen" (Book of Jashar 70 41-51, udgivet af Noah and Gould, New York, 1840).

"Deraf kan I se, at sabbatten var til, før Moseloven kom, og at den har eksisteret fra verdens begyndelse. Især har de fromme, som har bevaret den sande tro, mødtes og påkaldt Gud på denne dag" (Luther's Works, XXXV, s. 330).

"Hvorfor skulle Gud begynde to tusind år efter (verdens skabelse) at give mennesker en sabbat med begrundelsen i hans hvile fra skabelsen af den, hvis han aldrig før havde kaldt mennesket til denne ihukommelse? Og det er sikkert, at sabbatten blev overholdt ved mannaens fald, før loven blev givet; og lad enhver eftertænksom kristen bedømme ....

(1) om mannaens udebliven eller Guds hvile efter skabelsen sandsynligvis var den oprindelige begrundelse for sabbatten;

(2) og om det, hvis det første havde været tilfældet, ikke ville være blevet sagt: Husk at holde sabbatsdagen hellig; for på seks dage faldt mannaen, og ikke på den syvende; snarere end: for på seks dage skabte Gud himmel og jord osv. og hvilede på den syvende dag. Og det tilføjes lejlighedsvis: `Derfor velsignede Herren sabbatsdagen og helligede den.' Nej, overvej, om denne tilføjede begrundelse ikke antyder, at dagen, fordi den på dette grundlag allerede var helliget, netop derfor var den dag, hvor Gud ikke sendte manna ned, og hvor han forbød folket at søge efter den" (Richard Baxter, Practical Works, III, 774, udgave 1707).

At sabbatten var kendt af dem, der drog ud af Egypten, allerede før loven blev givet ved Sinaj, fremgår af erfaringen med mannaen, sådan som den er nedskrevet i 2 Mos 16,22-30. Den dobbelte portion på den sjette dag og dens bevarelse var det stadigt tilbagevendende mirakel, som mindede folket om deres forpligtelse til at overholde sabbatten, og om at sabbatten var en bestemt dag, den syvende dag. Til folket, som først undrede sig over denne bemærkelsesværdige begivenhed, sagde Moses: "Dette er, hvad Herren har sagt: I morgen er hvile, en hellig sabbat for Herren" (2 Mos 16,23, King James Version). Og til nogle, som gik ud for at samle manna på den syvende dag, gav Herren denne irettesættelse: "Hvor længe vil I nægte at holde mine bud og mine love?" (2 Mos 16,28). Alt dette viser, at sabbatsloven var vel forstået, og at forsømmelsen af at overholde den med rette gjorde folket til genstand for guddommelig irettesættelse.

Ved Sinaj blev sabbatten, som var indstiftet ved skabelsen og var blevet overholdt i de mellemliggende århundreder, indføjet i den formelle fremstilling af menneskets pligter, som almindeligvis betegnes som "De ti bud". Den behandles som en institution, der allerede var velkendt, og buddet lyder: "Husk sabbatsdagen og hold den hellig" (2 Mos 20,8). I det 4. bud åbenbares sabbattens grundlag. Den er et minde om Skaberens hvile ved afslutningen af de seks dage, hvor han skabte "himmel og jord, havet og alt, hvad der er i dem". Af denne grund "velsignede Jahve sabbatsdagen og helligede den". Denne velsignelse blev ikke lagt på dagen ved Sinaj, men i begyndelsen, da "Gud velsignede den syvende dag og helligede den" (1 Mos 2,3).

Ud fra selve karakteren af sabbattens grundlag, sådan som det fremsættes i dette bud, er både institutionen selv og sabbattens bestemte dag af varig karakter. Så længe det er sandt, at Gud skabte himmel og jord og alt, hvad der er i dem, så længe vil sabbatten bestå som et minde om dette værk; og så længe det er sandt, at dette skaberværk blev fuldført på seks dage, og at Gud selv hvilede på den syvende dag og blev vederkvæget i glæden over sit fuldendte værk, så længe vil det være sandt, at mindet om dette værk kun retmæssigt kan fejres på ugens syvende dag.

I hele perioden fra udfrielsen af Egypten til fangenskabet i Babylon blev Guds folk adskilt fra folkene omkring dem ved tilbedelsen af den eneste sande Gud og ved overholdelsen af hans hellige dag. Den rette overholdelse af den sande sabbat ville bevare dem fra afgudsdyrkelse, fordi den var en stadig påmindelse om den ene Gud, alle tings Skaber. Selv da Jerusalem led under babyloniernes angreb, forsikrede Gud sit folk gennem profeten Jeremias om, at hvis de ville hellige sabbatsdagen, skulle deres velstand blive stor, og byen skulle bestå for evigt (Jer 17,18). Dette viser, at den åndelige overholdelse af sabbatten var den øverste prøve på deres rette forhold til Gud. I de profetier hos Esajas, som først og fremmest handler om genoprettelsen fra Babylon, blev der givet bemærkelsesværdige løfter til dem, der ville overholde sabbatten, sådan som det er nedskrevet i Es 56,1-7.

(2) Det Nye Testamentes lære.

Af beretningen i de fire evangelier fremgår det klart, at jøderne gennem alle de foregående århundreder havde bevaret kendskabet både til sabbatsinstitutionen og til den bestemte dag.

Det er lige så klart, at de havde gjort sabbatten byrdefuld ved deres egne strenge krav vedrørende den. Og Kristus, sabbattens Herre, fejede både ved eksempel og ved forskrift disse menneskelige overleveringer til side, for at han kunne åbenbare buddets sabbat, sådan som Gud gav den--en velsignelse og ikke en byrde. En omhyggelig læsning af evangelisternes vidnesbyrd vil vise, at Kristus lærte overholdelsen af Guds bud snarere end menneskers overleveringer, og at anklagen for sabbatsbrud blev rejst mod ham af ingen anden grund end den, at han nægtede at tillade menneskers krav at forandre sabbatten, velsignet af Gud, til en blot menneskelig institution, tung i sin natur og påtvunget folket med mange og besværlige begrænsninger.

Alle er enige om, at Kristus og hans disciple holdt den syvendedags-sabbat før korsfæstelsen. At hans efterfølgere ikke havde fået nogen antydning af en foreslået ændring ved hans død, fremgår af den nedskrevne kendsgerning, at de på den dag, da han lå i graven, hvilede, "på sabbatten .... efter buddet" (Luk 23,56); og at de behandlede den følgende dag, den første dag i ugen, på samme måde som før, fremgår yderligere af, at de på den dag kom til graven for at salve Jesu legeme. I Apostlenes Gerninger, som giver en kort historie om disciplenes arbejde med at forkynde evangeliet om en opstanden frelser, anerkendes ingen anden sabbat end den syvende dag, og denne nævnes på den mest naturlige måde som den rette betegnelse for en velkendt institution (ApG 13,14; ApG 13,27; ApG 13,42; ApG 16,13; ApG 18,4).

I vor Herres store profeti, hvor han forudsagde kirkens erfaring mellem det første og det andet komme, anerkendte han syvendedags-sabbatten som en bestående institution på tidspunktet for Jerusalems ødelæggelse (70 e.Kr.), da han instruerede sine disciple: "Bed om, at jeres flugt ikke må ske om vinteren, heller ikke på en sabbat" (Matt 24,20). En sådan instruktion, givet med disse ord og på dette tidspunkt, ville have været yderst forvirrende, hvis man havde forestillet sig noget sådant som en ophævelse af sabbatsloven ved korsfæstelsen og indsættelsen af en anden dag på et helt andet grundlag.

At den oprindelige sabbat skal holdes, ikke blot under den nuværende tingenes orden, men også efter genoprettelsen, når der ifølge seerens syn skal komme en ny himmel og en ny jord i stedet for den himmel og den jord, som nu er, antydes klart i Herrens ord gennem profeten Esajas: "For ligesom de nye himle og den nye jord, som jeg vil skabe, skal bestå for mit ansigt, siger Yahweh, sådan skal jeres sæd og jeres navn bestå. Og det skal ske, at fra nymåne til nymåne og fra sabbat til sabbat skal alt kød komme for at tilbede for mit ansigt, siger Yahweh" (Es 66,22; Es 66,23).

Syvendedags-adventister betragter forsøget på at etablere overholdelsen af en anden dag end den syvende ved at bruge tekster som Joh 20,19; Joh 20,26; ApG 20,7; 1 Kor 16,1; 1 Kor 16,2; Åb 1,10 som blot en eftertanke, et forsøg på at finde hjemmel for en overholdelse, der er etableret på en anden autoritet end den bibelske. I de sidste to eller tre århundreder har der været en bevægelse for at genoprette den oprindelige syvendedags-sabbat, ikke som en jødisk, men som en kristen institution. Dette arbejde, som blev påbegyndt og videreført af syvendedags-baptisterne, er i den nuværende generation blevet taget op og fremmet med fornyet kraft af syvendedags-adventisterne, og Bibelens lære om den sande sabbat bliver nu fremlagt i næsten hvert eneste land, både civiliseret og uciviliseret, på jordens overflade.

2. Hvad historien siger om sabbatten:

(1) Josefus.

Denne historiske sammenfatning må nødvendigvis være kort, og det vil af pladshensyn være umuligt at citere autoriteter. Af Josefus' vidnesbyrd er det klart, at jøderne som nation fortsatte med at holde syvendedags-sabbatten indtil deres undergang, da Jerusalem blev indtaget af Titus, 70 e.Kr. Som kolonier og enkeltpersoner, spredt over jordens overflade, har jøderne bevaret kendskabet til den oprindelige sabbat og den bestemte dag indtil nutiden. De udgør et levende vidnesbyrd til gavn for alle, som ønsker at kende sandheden om denne sag.

(2) Kirkehistorie.

Ifølge kirkehistorien blev syvendedags-sabbatten holdt af den tidlige kirke, og ingen anden dag blev holdt som sabbat i de første to eller tre århundreder (se HDB, IV, 322 b).

I Plinius' ofte gentagne brev til kejser Trajan, skrevet omkring 112 e.Kr. af den romerske statholder i Bitynien, forekommer udtrykket "en bestemt fastsat dag", som sædvanligvis antages at betyde søndag. Med henvisning til denne sag fremsætter W.B. Taylor i Historical Commentaries, kapitel i, afsnit 47, følgende udtalelse: "Da sabbatsdagen synes at være blevet holdt ganske lige så almindeligt på dette tidspunkt som solens dag (om ikke endda mere), er det lige så sandsynligt, at denne 'fastsatte dag', som Plinius henviser til, var den 7. dag, som at den var den 1. dag; skønt det sidste almindeligvis tages for givet." "Søndag blev kendetegnet som en glædesdag ved den omstændighed, at man ikke fastede på den, og at man bad stående og ikke knælende, eftersom Kristus nu var opstået fra de døde. Søndagsfesten var, ligesom alle andre fester, altid kun en menneskelig forordning, og det lå langt fra apostlenes hensigter at indføre et guddommeligt bud i denne henseende; det lå langt fra dem og fra den tidlige apostolske kirke at overføre sabbattens love til søndagen. Måske var en falsk anvendelse af denne art begyndt at finde sted ved slutningen af det 2. århundrede; for man synes på den tid at have betragtet arbejde om søndagen som synd" (Tertullian De Orat., c. 23). Dette citat er taget fra Rose's Neander, London, 1831, I, 33 f, og er den korrekte oversættelse fra Neanders første tyske udgave, Hamburg, 1826, I, pt. 2, s. 339. Neander har i sin 2. udgave, 1842, udeladt den anden sætning, hvori han udtrykkeligt sagde, at søndag kun var en menneskelig forordning, men han har ikke tilføjet noget i modsat retning. "De kristne i den gamle kirke udskilte meget snart den første dag i ugen, søndagen; dog ikke som en sabbat, men som kirkens forsamlingsdag, for sammen at studere Guds ord og for at fejre forordningerne med hinanden: uden skygge af tvivl fandt dette sted allerede i første del af det 2. århundrede" (Geschichte des Sonntags, 60).

Efterhånden trådte ugens første dag dog frem som en tilføjet dag, men til sidst som en påkrævet overholdelse ved borgerlig og kirkelig myndighed. Den første lovgivning om dette emne var Konstantins berømte lov, vedtaget 321 e.Kr. Forskellige kirkemøders beslutninger i det 4. og 5. århundrede fastslog ved kirkelig myndighed overholdelsen af ugens første dag, og i det store frafald, som fulgte, fik den rivaliserende dag overtaget. I de følgende århundreder fandtes der dog altid vidner for den sande sabbat, om end under stor forfølgelse. Og således er kundskaben om den sande sabbat blevet bevaret i forskellige lande.

3. Sabbattens betydning:

Ved skabelsen af himlene og jorden blev evangeliets grundvold lagt. Ved afslutningen af sit skaberværk »så Gud alt, hvad han havde skabt, og se, det var meget godt« (1 Mos 1,31). Sabbatten var både tegnet på og mindet om den skaberkraft, som er i stand til at gøre alle ting gode. Men mennesket, skabt i Guds billede, mistede dette billede ved synden. I evangeliet er der sørget for genoprettelsen af Guds billede i menneskets sjæl. Skaberen er Genløseren, og genløsningen er den nye skabelse. Ligesom sabbatten var tegnet på den skaberkraft, som virkede i Kristus, Ordet, ved skabelsen af himlen og jorden og alt, hvad der er i dem, således er den tegnet på den samme skaberkraft, der virker gennem det samme evige Ord til genoprettelse af alle ting. »Derfor, hvis nogen er i Kristus, er der en ny skabelse: det gamle er forbi; se, det er blevet nyt« (2 Kor 5,17 randnote). »For hverken omskærelse er noget, eller uomskærelse, men en ny skabelse« (Gal 6,15 randnote). »For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud på forhånd beredte, for at vi skulle vandre i dem« (Ef 2,10).

En konkret illustration af denne evangeliske betydning af sabbatten findes i Israels udfrielse fra Egypten. Den samme skaberkraft, som virkede i begyndelsen, blev udøvet i de tegn og undere, som gik forud for deres udfrielse, og i de undere, såsom åbningen af Det Røde Hav, givelsen af mannaen og vandet fra klippen, som ledsagede israelitternes vandringer. Som følge af disse åbenbaringer af skaberkraft til deres fordel blev Israels børn pålagt i deres overholdelse af sabbatten at huske, at de havde været trælle i Egyptens land. Israels udfrielse fra Egypten er forbilledet på ethvert menneskes udfrielse fra synd; og vejledningen til Israel om sabbatten viser dens sande betydning i evangeliet om frelse fra synd og den nye skabelse i Guds billede.

Endvidere er syvendedags-sabbatten tegnet på både Kristi guddommelighed og Kristi guddom. Kun Gud kan skabe. Han, gennem hvem dette værk udføres, må være ét med Gud. Dette vidner Skrifterne om: »I begyndelsen var Ordet, .... og Ordet var Gud. .... Alt blev til gennem ham; og uden ham blev intet til af det, som er blevet til.« Men dette samme Ord, som var hos Gud og var Gud, »blev kød og tog bolig iblandt os« (Joh 1,1; Joh 1,3; Joh 1,14). Dette er den evige Søn, »i hvem vi har vores forløsning ved hans blod, tilgivelsen af vores overtrædelser, efter hans nådes rigdom« (Ef 1,7). For den kristne bliver sabbatten, som var tegnet på og mindet om den guddommelige kraft, der virkede gennem det evige Ord ved skabelsen af himlen og jorden, tegnet på den samme kraft, der virker gennem den samme evige Søn for at fuldbyrde den nye skabelse, og er således tegnet på både Kristi guddommelighed og Kristi guddom.

For så vidt som det genløsende værk finder sit højeste udtryk i Kristi kors, bliver sabbatten, som er tegnet på dette genløsende værk, tegnet på korset.

Syvendedagsadventister lærer og praktiserer overholdelsen af sabbatten, ikke fordi de tror på frelse gennem menneskets anstrengelse for at holde Guds lov, men fordi de tror på den frelse, som alene kan fuldbyrdes ved Guds skaberkraft, der virker gennem den evige Søn for at skabe de troende på ny i Kristus Jesus.

Syvendedagsadventister tror og lærer, at overholdelsen af nogen anden dag end den syvende som sabbat er tegnet på det forudsagte frafald, hvori syndens menneske skulle åbenbares, han som ville ophøje sig over alt, hvad der kaldes Gud, eller som tilbedes.

Syvendedagsadventister tror og lærer, at overholdelsen af den sande sabbat i denne slægt er en del af det evangeliske arbejde, som skal berede et folk, der er gjort rede for Herren.

W. W. Prescott