solt (melach; halas, hals): Almindeligt salt betragtes af de fleste autoriteter som en nødvendig bestanddel af vores føde. De fleste mennesker krydrer bevidst deres madlavning med mere eller mindre salt for smagens skyld. Andre er afhængige af de små mængder, som naturligt findes i vand og i mange fødevarer, til at give kroppen den nødvendige mængde salt. Enten for meget salt eller mangel på det skaber uønskede forstyrrelser i den animalske organisme. Mennesker og dyr søger instinktivt dette stof for at supplere eller forbedre deres almindelige kost. De gamle værdsatte saltets betydning som krydderi i maden (Job 6,6). Det var så nødvendigt, at de ophøjede det ved at gøre det til en påkrævet del af ofrene (3 Mos 2,13; Ezra 6,9; Ezra 7,22; Ez 43,24; Mark 9,49). I 4 Mos 18,19; 2 Krøn 13,5 nævnes en "saltspagt" (sammenlign Mark 9,49). Denne skik, at man lover venskab eller bekræfter en aftale ved at spise mad, der indeholder salt, findes stadig blandt arabisktalende folk. Det arabiske ord for "salt" og for en "aftale" eller "traktat" er det samme. Doughty appellerede på sine rejser i Arabien mere end én gang til arabernes overtroiske tro på "saltpagten" for at redde sit liv. Når en araber først har modtaget selv sin værste fjende i sit telt og har spist salt (mad) med ham, er han forpligtet til at beskytte sin gæst, så længe han bliver der.

Se COVENANT OF SALT.

Den vigtigste kilde til salt i Israels land er de omfattende aflejringer nær "salthavet" (se DEAD SEA), hvor der bogstaveligt talt findes bjerge og dale af salt (2 Sam 8,13; 2 Kong 14,7; 1 Krøn 18,12; 2 Krøn 25,11). Ved havkysten samler indbyggerne ofte havsalt. De fylder klipperevnerne med havvand og lader den varme sommersol fordampe det. Efter fordampningen kan saltkrystallerne samles. Da saltindsamling er et statsmonopol i Tyrkiet, sender regeringen mænd ud for at forurene det salt, der i smug krystalliseres, så det bliver uegnet til at spise. En anden omfattende forsyning kommer fra saltsøerne i den syriske ørken øst for Damaskus og i retning mod Palmyra. Alt lokalt salt er mere eller mindre bittert på grund af tilstedeværelsen af andre salte, såsom magnesiumsulfat.

Salt blev ikke kun brugt som føde, men som et antiseptisk middel i medicinen. Nyfødte spædbørn blev badet og saltet (Ez 16,4), en skik som stadig findes. Ørkenens arabere anser det for så nødvendigt, at de, når der ikke er salt, bader deres spædbørn i kamelurin. Elisa siges at have helbredt vandet i Jeriko ved at kaste en krukke salt i kilden (2 Kong 2,20). Abimelek såede salt over Sikems ruiner for at forhindre en ny by i at opstå på stedet (Dom 9,45). Lots hustru blev til en saltstøtte (1 Mos 19,26).

Billedligt:

Salt er et symbol på loyalitet og venskab (se ovenfor). En person, der én gang har indgået en "saltspagt" med Gud og derefter bryder den, er kun egnet til at blive kastet ud (sammenlign Matt 5,13; Mark 9,50). Saltholdighed var et billede på ufrugtbarhed (5 Mos 29,23; Jer 17,6). Jakob sammenligner det absurde i, at den samme mund frembringer velsignelser og forbandelser, med umuligheden af, at en kilde giver både sødt og salt vand (Jak 3,11).

James A. Patch