sa-bat'-ik-al, shenath shabbathon; eniautos anapauseos, "et år med højtidelig hvile"; eller shabbath shabbathon; sabbata anapausis, "en sabbat med højtidelig hvile" (3 Mos 25,4); eller shehath ha-shemittah; etos tes apheseos, "frigivelsens år" (5 Mos 15,9; 5 Mos 31,10)):

1. Grundlæggende hensigt:

Vi finder de første rudimenter af denne ordning i den såkaldte Pagtsbog (2 Mos 21-23). Dens forbindelse med hviledagen (sabbatten) er indlysende, selv om det virker noget bemærkelsesværdigt, at bestemmelsen om det 7. år i 2 Mos 23,10-12 skulle komme før forskriften om den 7. dag. Alligevel synes det naturligt, at Pagtsbogen efter hentydningen i vers 9, "I var fremmede i Egyptens land," skulle tale de fattiges sag i Israel (vers 11: "Lad det hvile og ligge brak, så de fattige blandt dit folk kan spise"). Selv markens dyr bliver husket (jf. Jon 4,11).

Vi må derfor slutte, at bestemmelsen om det 7. år i denne tidlige periode af Israels historie først og fremmest havde til formål at give de fattige lindring og at vække en følelse af ansvar i hjerterne hos dem, der var bedre forsynet med midler til livets ophold. Det ville dog være forkert at benægte dens sabbatspræg, for teksten siger udtrykkeligt: "Men i det 7. år skal du lade det hvile" (bogstaveligt: "du skal frigive det"), hvilket indebærer, at landet havde ret til hvile, fordi det trængte til den; det måtte frigives for en tid for at få ny styrke og sikre dets fremtidige frugtbarhed. To motiver træder da klarest frem, det ene af social, det andet af økonomisk karakter, og begge har rod i Guds handlemåde med Israel (jf. 2 Mos 21,1).

2. Moselovgivningen menneskelig:

Endnu et vidnesbyrd om den menneskelige ånd, der gennemtrænger Moseloven, findes i 2 Mos 21,2-6, hvor en hebraisk slaves tjenestetid i tilfældet med en sådan slave begrænses til seks år. Forbindelsen med sabbatstanken er tydelig, men vi kan ikke her spore nogen henvisning til sabbatåret. Det er klart, at det 7. år, hvor en slave kunne sættes fri, ikke nødvendigvis behøvede at falde sammen med sabbatåret, selv om det naturligvis kunne gøre det. Det samme gælder 5 Mos 15,12-18; det har intet med sabbatåret at gøre. På den anden side er det rimeligt at antage, at den "frigivelse", der omtales i 5 Mos 15,1-3, fandt sted i sabbatåret; med andre ord var dens rækkevidde i senere år blevet udvidet til også at omfatte frigivelse fra økonomisk forpligtelse, dvs. eftergivelse af gæld eller i det mindste en midlertidig udsættelse af den. Det betyder, at Israels børn nu udviklede sig fra et rent agerdyrkende folk til en handelsnation. Alligevel gør den samme ånd af medfølelse med de fattige og dem, der kæmper for at klare sig, sig gældende som i den tidligere periode, og det siger sig selv, at den gamle bestemmelse om landets frigivelse i det 7. år stadig var i kraft (jf. 15,2: "fordi Jahves frigivelse er blevet udråbt").

Ifølge 5 Mos 15,1 skete denne udråbelse ved slutningen af hvert 7. år, eller rettere, i løbet af det 7. år; for vi må passe på ikke at presse udtrykket "ved slutningen" (jf. 15,9, hvor det 7. år kaldes "frigivelsens år"; det er ganske naturligt at identificere dette 7. år med sabbatåret).

Desuden er vi nu næsten nødt til at hævde, at sabbatåret på dette tidspunkt var blevet en ordning, der blev overholdt samtidig over hele landet. Ud fra ordlyden af bestemmelsen om det 7. år i Pagtsbogen er vi ikke sikre på dette i de tidlige tider. Men nu er det anderledes. "Jahves frigivelse er blevet udråbt."

3. Almindelig overholdelse:

Det var en højtidelig og almindelig udråbelse, hvis dato meget sandsynligt var forsoningsdagen i den 7. måned (sabbatsmåneden). Fejringen af løvhyttefesten begyndte fem dage senere, og den varede fra den 15. dag til den 21. i den 7. måned (Tisri). I sabbatåret blev Loven på det tidspunkt læst "for hele Israel, så de hørte det", en kendsgerning, der tyder på, at sabbatåret var blevet en sag for almindelig og samtidig overholdelse (jf. 5 Mos 31,10-13). Endnu en lære kan udledes af dette afsnit: det giver os et vink om, hvad folket kan have brugt deres fritid til i de 12 måneder med sabbatshvile; det kan have været en periode med religiøs og sandsynligvis anden undervisning.

I 3 Mos 25,1-7 udfoldes sabbatårets centrale idé. Selv om det er blevet sagt, at vi bør være varsomme med at søge for meget af det ideelle og dogmatiske i Israels børns ordninger, må vi dog aldrig tabe den religiøse og opdragende karakter af syne, selv i deres gamle lovgivning.

4. Central idé:

Én central tanke indprentes dem, nemlig at Gud er jordens ejer, og at det udvalgte folk kun ved hans nåde er kommet i besiddelse af den. Deres tid, dvs. de selv, tilhører ham: dette er hviledagens dybeste betydning; deres land, dvs. deres midler til livets ophold, tilhører ham: dette åbenbarer for os hvileårets inderste betydning. Det var Jahves vilje at kalde Israels børn til live, og hvis de lever og arbejder og trives, står de i gæld til hans ufortjente kærlige godhed. Derfor skulle de sætte deres fulde lid til ham, aldrig tvivle på hans ord eller hans magt, altid adlyde ham og således altid modtage hans grænseløse velsignelser.

Hvis vi således lægger al vægten på sabbatårets religiøse karakter, er vi i overensstemmelse med den tanke, der gennemtrænger Det Gamle Testamente, nemlig at Israels børn er Jahves udvalgte folk. Alle deres landbrugsmæssige, sociale, kommercielle og politiske forhold skulle bygges på deres guddommelige kaldelse og formes efter Guds suveræne vilje.

Men levede de op til det? Eller, for at begrænse spørgsmålet til vores emne: Overholdt de virkelig sabbatåret? Der er dem, der hævder, at loven om sabbatåret ikke blev overholdt før fangenskabet. For at bevise denne påstand peger de på 3 Mos 26,34 f,43; også på 2 Krøn 36,21. Men alt, hvad vi kan udlede af disse steder, er den åbenlyse konklusion, at loven om sabbatåret ikke var blevet nøje adlydt, en mangel som kan skæmme virkningen af enhver lov.

Muligheden for at overholde forskriften om sabbatåret påvises af det jødiske folks historie efter eksilet. Nehemias nedskriver den højtidelige kendsgerning, at den genoprettede nation indgik en pagt om at holde loven og opretholde tempeltjenesten (Neh 9,38; Neh 10,32). I 10,31 i det sidstnævnte kapitel hentyder han til det 7. år, »at vi ville give afkald på det 7. år og på inddrivelsen af enhver gæld.« Vi er ikke sikre på den nøjagtige betydning af denne korte hentydning; den kan sigte til landets sabbatshvile og udsættelsen af gældskrav.

Med sikkerhed ved vi, at sabbatåret blev overholdt af jøderne på Alexander den Stores tid. Da samaritanerne anmodede ham »om at eftergive dem skatten for det 7. år, fordi de ikke såede i det, spurgte han, hvem de var, som fremsatte en sådan anmodning«; han fik at vide, at de var hebræere osv. (Josephus, Ant, XI, viii, 6).

I makkabæer- og hasmonæertiden blev loven om sabbatåret nøje overholdt, skønt det ofte svækkede jødernes sag (1 Makk 6,49.53; Josephus, Ant, XIII, viii, 1; sammenlign Josephus, Jewish Wars, I, ii, 4; Ant, XIV, x, 6; XV, i, 2). Igen kan vi finde henvisninger til sabbatåret hos Josephus, Ant, XIV, xvi, 2, osv.; Tac. Hist. v.4, osv., som alt sammen vidner om overholdelsen af sabbatåret i den herodianske tid. Tacitus’ ord viser den stolte romers vurdering af den jødiske karakter og skikke: »For den 7. dag siges de at have foreskrevet hvile, fordi denne dag afsluttede deres arbejde; derefter, desuden, lokket af deres mangel på energi, tilbringer de også det 7. år i dovenskab.«

Se også ASTRONOMY, afsn. I, 5, (3), (4); JUBILEE YEAR.

William Baur