sa'-tan (saTan), "modstander," fra verbet saTan, "at ligge på lur" (som modstander); Satan, Satanas, "modstander," diabolos, "Djævel," "modstander" eller "anklager," kategor (helt igennem uklassisisk og u-græsk) (brugt én gang i Åb 12,10), "anklager"):

I. DEFINITION

II. SKRIFTMÆSSIGE KENDSGERNINGER OM SATAN

1. Satans navne

2. Satans karakter

3. Satans gerninger

4. Satans historie

III. ALMINDELIGE BETRAGTNINGER

1. Skriftens lære om Satan er ikke systematiseret

2. Satan og Gud

3. Satan er i sit væsen begrænset

4. Konklusioner

LITTERATUR

I. Definition.

En skabt, men overmenneskelig, personlig, ond verdensmagt, som i Skriften fremstilles som både Guds og menneskers modstander.

II. Skriftmæssige kendsgerninger om Satan.

1. Satans navne:

De vigtigste af disse er de hebraiske og græske ækvivalenter, der er nævnt ovenfor. Disse ord bruges i den almindelige betydning, som deres etymologiske betydning berettiger. Det anvendes endda om Jahve selv (4 Mos 22,22; 4 Mos 22,32; jf. 1 Sam 29,4; 2 Sam 19,22; Sl 109,6 osv.). Ordet "Satan" bruges 24 gange i Det Gamle Testamente. I Job (1,6 f.) og Zak (3,1 f.) har det den foranstillede bestemte artikel. I alle tilfælde undtagen ét, når artiklen udelades, bruges det i en almindelig betydning. Denne ene undtagelse er 1 Krøn 21,1 (jf. 2 Sam 24,1), hvor man almindeligvis indrømmer, at ordet bruges som egennavn. Denne betydning ligger fast på Det Nye Testamentes tid. Vi kan således i betegnelsen "Satan" (og Djævel) iagttage et ords udvikling fra et almindeligt udtryk til en betegnelse og senere til et egennavn. Alle Satans øvrige navne, med undtagelse af netop disse to, er beskrivende titler. Ud over disse to hovednavne fortjener en række andre særskilt opregning. Frister (Matt 4,5; 1 Thess 3,5); Beelzebul (Matt 12,24); Fjende (Matt 13,39); den Onde (Matt 13,19; Matt 13,38; 1 Joh 2,13; 1 Joh 2,14; 1 Joh 3,12, og især 1 Joh 5,18); Belial (2 Kor 6,15); Modstander (antidikos), (1 Pet 5,8); Bedrager (bogstaveligt "den, der bedrager") (Åb 12,9); Drage (den store) (Åb 12,3); løgnens far (Joh 8,44); morder (Joh 8,44); synder (1 Joh 3,8)--dette er enkeltstående henvisninger, som hver forekommer fra 1 til 3 gange. I det store flertal af stederne (70 ud af 83) bruges enten Satan eller Djævel.

2. Satans karakter:

Satan fremstilles konsekvent i Det Nye Testamente som både Guds og menneskets fjende. Den folkelige forestilling er, at Satan er menneskets fjende og er virksom i at vildlede og forbande menneskeheden på grund af sit intense had til og sin modstand mod Gud. Matt 13,39 synes at pege i denne retning, men hvis man skulle vove en mening på et område, hvor der ikke er nok kendsgerninger til at begrunde en overbevisning, ville det være, at Skriftens almindelige tendens viser det stik modsatte, nemlig at Satans skinsyge og had til mennesker har ført ham ind i fjendskab mod Gud og følgelig mod godheden. Den grundlæggende moralske beskrivelse af Satan gives af vor Herre, når han beskriver Satan som den "onde" (Matt 13,19; Matt 13,38; jf. Esajas' beskrivelse af Jahve som den "Hellige," Es 1,4 og ofte); det vil sige den, hvis natur og vilje er hengivet til det onde. Moralsk ondskab er hans styrende egenskab. Det er indlysende, at denne beskrivelse ikke kunne anvendes på Satan, sådan som han oprindeligt blev skabt. Etisk ondskab kan ikke være medskabt. Den er hver fri viljes egen skabelse for sig selv. Vi får ikke med bestemte ord at vide, hvordan Satan blev den onde, men det kunne bestemt ikke ske ved nogen anden proces end et fald, hvorved en ond vilje, i den frie personligheds mysterium, indtager en god viljes plads.

3. Satans gerninger:

Satans verdensomspændende og århundredlange gerninger kan føres tilbage til ét fremherskende motiv. Han hader både Gud og mennesket og gør alt, hvad der står i hans magt, for at modarbejde Guds nådesplan og for at oprette og opretholde et ondskabens rige ved at forføre og ødelægge menneskeheden. Bibelens balance og sunde dømmekraft træder intetsteds mere slående frem end i dens behandling af Satans virke. Ikke alene er Bibelen helt fri for den populære satanologis overdrivelser, som er fuld af absurde fortællinger om Satans tilsynekomster, kneb og forvandlinger blandt mennesker, men den udviser også en pålidelig nøjagtighed og konsekvens i sine udsagn, som er meget beroligende. Der siges næsten intet om satanisk virke ud over onde mennesker, som vildleder andre mennesker. I striden med sine modstandere om uddrivelse af dæmoner (Mark 3,22 og parallellerne) afviser vor Herre deres bagvaskende påstand om, at han står i forbund med Satan, med den enkle sætning, at Satan ikke arbejder imod sig selv. Men ved at sige dette gør han langt mere end at gendrive denne bagvaskelse. Han stiller utvetydigt Bibelen imod den folkelige forestilling om, at et menneske kan indgå en bestemt og bevidst personlig alliance med Satan med noget som helst formål. Satans redskab er altid et offer. Også antydningen i denne drøftelse af, at Satan har et rige, sammen med nogle få andre ikke særlig bestemte hentydninger, er alt, hvad vi har at bygge på i denne retning. Vi lærer heller ikke noget sted, at Satan i nogen udstrækning er i stand til at bringe uorden ind i det fysiske univers eller virke direkte i menneskers liv. Det er sandt, at vor Herre i Luk 13,16 taler om kvinden, der var krumbøjet, som en, »som Satan har bundet, se, i disse atten år«, og at Paulus i 2 Kor 12,7 taler om sin svaghed som et »Satans sendebud, sendt for at slå ham«. Paulus taler også (1 Thess 2,18) om, at Satan forhindrede ham i at besøge menigheden i Thessalonika. Et omhyggeligt studium af disse beslægtede steder (sammen med Jobs prolog) vil vise, at Satans direkte virke i den fysiske verden er meget begrænset. Satan kan siges at være indblandet i alle menneskelivets katastrofer og lidelser, for så vidt som de mere eller mindre direkte er betinget af synd (se især Hebr 2,14). Derimod er det fuldstændig klart, at Satans magt hovedsagelig består i hans evne til at bedrage. Det er interessant og karakteristisk, at Satan ifølge Bibelen grundlæggende er en løgner, og at hans rige er et rige grundlagt på løgn og bedrag. Læren om Satan svarer derfor i enhver vigtig henseende til Bibelens almindelige vægtlægning på sandhed. »Sandheden skal gøre jer frie« (Joh 8,32) — dette er vejen til befrielse fra Satans magt.

Nu kunne det synes, som om det at gøre Satan frem for alt til bedrageren ville gøre mennesket til et uskyldigt offer og dermed svække det moralske spørgsmål. Men ifølge Bibelen er mennesket particeps criminis i processen med sit eget bedrag. Det bedrages kun, fordi det ophører med at elske sandheden og først kommer til at elske og derefter tro en løgn (2 Kor 1,10). Dette går i virkeligheden helt til bunds i fristelsens problem. Mennesker fristes ikke af det onde i sig selv, men af et gode, som kun kan opnås på bekostning af at gøre uret. Hele syndens magt, i det mindste i dens begyndelse, består i den grundlæggende løgns herredømme: at noget godt virkelig kan opnås ved uret. Da fristelsen består i dette angreb på den moralske sans, er mennesket i sin natur værnet mod bedrag og er moralsk skyldigt, når det lader sig bedrage. Fristelsen af vor Herre selv kaster det klarest mulige lys over de metoder, der tilskrives Satan, og fristelsen var rettet mod Kristi bevidsthed om sit guddommelige sønneforhold; den var et bedragerisk angreb, som fremhævede det gode, nedtonede eller tilslørede det onde, ja, fordrejede det onde til det gode. Det var et bevidst, ondartet forsøg på at tilsløre sandheden og føre til det onde gennem accept af løgn. Angrebet brød sammen mod en troskab mod sandheden, som gjorde selvbedrag og følgelig bedrag udefra umuligt. Løgnen blev gennemhullet af sandheden, og fristelsen mistede sin kraft (se TEMPTATION OF CHRIST). Denne hændelse åbenbarer en af Satans metoder — ved umiddelbar indskydelse som i Judas’ tilfælde (Luk 22,3; Joh 13,2; Joh 13,27). Undertiden, og måske oftest, omfatter Satans kneb (2 Kor 2,11) dog menneskelige redskaber. De, som har overgivet sig til det onde, og som overtaler andre til det onde, er Satans børn og tjenere (se Matt 16,23; Mark 8,33; Luk 4,8; Joh 6,70; Joh 8,44; ApG 13,10; ApG 13,1 Joh 3,8). Satan virker også gennem personer og institutioner, som formodes at stå på det rettens side, men som i virkeligheden er onde. Her viser den samme altid nærværende og virksomme falskhed og bedrag sig. Når han kaldes »denne verdens gud« (2 Kor 4,4), synes det at antydes, at han har magt til at iklæde sig tilsyneladende guddommelige egenskaber. Han gør sig også til en lysets engel ved at fremstille forkæmpere for løgn i skikkelse af sandhedens apostle (2 Kor 11,13; 2 Kor 11,15; 2 Kor 11,1; 2 Thess 2,9; Åb 12,9; Åb 19,20). I kombinationen af de skriftsteder, der her er samlet, angives det klart, at Satan er ophavsmanden til og anstifteren af den lovløshedens ånd, som viser sig som had både til sandhed og ret, og som har virket så vidt og så ødelæggende i menneskelivet.

4. Satans historie:

Satans historie, inklusive den fase af den som endnu står tilbage at blive virkeliggjort, kan kun fremstilles i de mest generelle træk. Han hører til englenes orden af væsener. Af natur er han en af Elohims sønner (Job 1,6). Han er faldet, og i kraft af sin personlige styrke er han blevet leder for ondskabens anarkiske kræfter. Som et frit væsen har han ladet sit liv gå op i det onde og er blevet helt og håbløst ond. Som et væsen med høj intelligens har han vundet stor magt og har udøvet et vidt herredømme over andre væsener. Som et skabt væsen ligger den yderste rækkevidde af hans magt inden for rammerne af det, som tillades. Den er derfor indhegnet af Guds forsynsstyrelse og i sit væsen begrænset. Den bibelske vægtlægning på løgnens element i Satans løbebane kunne tages som antydning af, at hans rige måske er mindre i omfang, end det ser ud til. Under alle omstændigheder er det begrænset til den kosmiske sfære og til en begrænset del af tiden. Det er også dømt til undergang. I de nært beslægtede steder 2 Pet 2,4 og Jud 1,6 bekræftes det, at Gud kastede englene, da de syndede, ned i Tartaros og overgav dem til mørkets huler for at holdes i forvaring til dommen. Dette henviser både til Guds stadige kontrol over disse oprørske kræfter og peger også på deres endelige og fuldstændige ødelæggelse. At Satan lægges i lænker, er tydeligvis både stadigt og fremadskridende. Det ondes riges væsentlige begrænsning og dets endelige omstyrtelse forudskygge i Jobs Bog (kapitlerne 38-41), hvor Jahves magt rækker endog til den symboliserede onde ånd.

Ifølge den synoptiske tradition mødte vor Herre i fristelsens krise umiddelbart efter dåben (Matt 4 og parallelsteder) Satan som sin egen personlige modstander og besejrede ham for en tid. Denne indledende kamp afsluttede ikke sagen, men var pantet på en fuldstændig sejr. Ifølge Lukas (10,18), da de halvfjerds vendte tilbage fra deres mission, opløftede af sejr over ondskabens magter, sagde Jesus: »Jeg så Satan falde (ikke »faldet«; se Plummer, »Luke«, ICC, på det anførte sted) som lyn fra himlen.« I enhver triumf over ondskabens magter så Kristus i et syn Satans fald. I forbindelse med hellenisternes komme, som ønskede at se ham, erklærede Jesus (Joh 12,31): »Nu er denne verdens dom; nu skal denne verdens fyrste kastes ud.« Med tanke på sin nært forestående lidelse siger han igen (Joh 14,30): »Verdens fyrste kommer; og han har intet i mig.« Endnu en gang, i forbindelse med Åndens lovede komme, erklærede Jesus (Joh 16,11), at Ånden ville overbevise verden om dom, »fordi denne verdens fyrste er blevet dømt.« I Hebræerbrevet (2,14.15) siges det, at Kristus påtog sig menneskelig natur for »at han ved døden kunne gøre ham til intet, som havde dødens magt, det vil sige Djævelen.« I 1 Joh 3,8 siges det: »Derfor blev Guds søn åbenbaret, for at han kunne ødelægge Djævelens gerninger.« I Åb 12,9 hævdes det, i forbindelse med Kristi himmelfart, at Satan blev kastet ned på jorden og hans engle med ham. Ifølge det umiddelbart følgende afsnit (12,10-12) var denne nedkastelse ikke fuldstændig eller endelig i den forstand, at hans virksomhed helt blev udslettet, men den indebærer Guds og hans helliges potentielle og sikre triumf og Satans lige så sikre nederlag. I 1 Joh 2,13 tiltales de unge mænd som dem, der »har overvundet den onde.« I Åb 20 dækkes fremtidens område i udsagnet om, at Satan er »bundet i tusind år«; derefter løst »for en kort tid« og derpå til sidst »kastet i ildsøen.«

En sammenligning af disse steder vil overbevise den omhyggelige studerende om, at selv om vi ikke kan opstille et bestemt kronologisk program for Satans løbebane, står hovedpunkterne klare for os. Han er begrænset, dømt, fordømt, fængslet, holdt i forvaring til dom fra begyndelsen. Udfaldet er sikkert, skønt processen kan være besværlig og langsom. Kristi sejr er Satans nederlag; først for ham selv som menneskers leder og frelser (Joh 14,30); dernæst for de troende (Luk 22,31; ApG 26,18; Rom 16,20; Jak 4,7; Jak 4,1; Jak 5,4; Jak 5,18); og til sidst for hele verden (Åb 20,10). Kristi gerning har allerede ødelagt Satans rige.

III. Almene betragtninger.

Der er uden tvivl alvorlige vanskeligheder ved at acceptere læren om en personlig, overmenneskelig, ond magt, sådan som Satan beskrives som værende. Det er dog tvivlsomt, om disse vanskeligheder ikke, i det mindste delvis, kan skyldes en misforståelse af læren og visse af dens følgevirkninger. Desuden må det indrømmes, at uanset hvilke vanskeligheder der måtte være i læren, bliver de overdrevet og samtidig ikke redeligt mødt af den vage og irrationelle skepsis, som fornægter uden undersøgelse. Der er vanskeligheder forbundet med enhver verdensanskuelse. For at sige det mildt bliver nogle problemer imødekommet af synet på en overmenneskelig, ond verdensmagt. I dette afsnit fremføres visse almene betragtninger med henblik på at mindske vanskeligheder, som nogle sind føler stærkt. Nødvendigvis betones her igen visse punkter, som er samlet i det foregående afsnit.

1. Skriftens lære om Satan ikke systematiseret:

Den bibelske lære om Satan er intetsteds systematisk udviklet. For materiale på dette område er vi henvist til spredte og tilfældige henvisninger. Disse steder, som selv samlet ikke er talrige, fortæller os, hvad vi behøver at vide om Satans natur, historie, rige og gerninger, men giver kun ringe tilfredsstillelse til den rent spekulative indstilling. Den forholdsvis manglende udvikling på dette område skyldes dels, at de bibelske forfattere først og fremmest er interesserede i Gud og kun sekundært i mørkets magter; dels at læren i Bibelen følger kendsgerningen. Derfor tegnes den onde og dystre skikkelse, Modstanderen, gradvist op mod lyset fra Guds hellighed, sådan som den mere og mere åbenbares i den forsynsstyrede verdensproces, der har sit centrum i Kristus. Det er en betydningsfuld kendsgerning, at udsagnene om Satan først bliver talrige og bestemte i Det Nye Testamente. Den kristne åbenbarings dagslys var nødvendigt for at afdække den lurende fjende, som var dunkelt antydet, men på ingen måde fuldt kendt i den tidligere åbenbaring. Afsløringen af Satan er, i det mindste i formen, historisk, ikke dogmatisk.

2. Satan og Gud:

For det andet må Satans forhold til Gud, som allerede er fremhævet, stadig holdes for øje. Læren om Satan går over i den almindelige lære om engle (se engel). Det er ofte blevet påpeget, at engles personlige kendetegn kun i meget ringe grad betones. De kendes især ved deres funktioner: på den ene side opslugt af deres egne embeder og på den anden side af Guds egne handlinger.

I Det Gamle Testamente fremstilles Satan ikke som en falden og ond ånd, men som en tjener for Jahve, der udfører en guddommelig funktion og har sin plads i den himmelske følge. I de parallelle beretninger om Davids optælling af Israel (1 Sam 24,1; 1 Krøn 21,1) tilskrives fristelsen af David både Jahve og Satan. Grunden til dette er enten, at »menneskers fristelse også er en del af hans forsyn«, eller at fristerens personlighed i intervallet mellem dokumenterne er trådt tydeligere frem. I så fald ville beretningen i Krønikebøgerne nærme sig Det Nye Testamentes lære. I Jobs Bog (1,6) er Satan imidlertid blandt Guds sønner, og hans angreb på Job tillades af Gud. I Zak (3,1.2) er Satan også Jahves tjener. I begge disse steder er der et antydning af modsætning mellem Jahve og Satan. I det første tilfælde angriber Satan uden held karakteren hos en, som Jahve ærer; mens Jahve i det andet udtrykkeligt irettesætter Satan for hans holdning til Israel (se G. A. Smith, BTP, II, 316 f). Afsløringen af Satan som en oprørsk verdensmagt er forbeholdt Det Nye Testamente, og med denne fyldigere lære skal den symbolske behandling af fristelsen i 1 Mos forbindes. Der er, set fra åbenbaringens synspunkt, en sund pædagogisk grund til denne tidligere tilbageholdelse af hele sandheden om Satan. På de tidlige stadier af religiøs tænkning synes det at være vanskeligt, om ikke umuligt, at fastholde Guds suverænitet uden at tilskrive hans virke de onder i verden, som mere eller mindre direkte er forbundet med dom og straf (sammenlign Es 45,7; Am 3,6). Det Gamle Testamente understreger tilstrækkeligt menneskets ansvar for sine egne onde gerninger, men overmenneskelig ondskab bringes over det fra oven. »Når viljestærke sjæle skal vildledes, kommer den ånd, der gør det, som i Akabs tilfælde, fra oven« (G. A. Smith, anf. værk, 317). Den fremadskridende åbenbaring af Guds karakter og hensigt, som mere og mere bydende kræver, at den moralske ondskabs oprindelse, og følgelig den naturlige ondskabs, må føres tilbage til den skabte vilje i opposition til den guddommelige vilje, fører til den endelige erklæring, at Satan er et moralsk faldent væsen, hvis besejring den guddommelige magt i historien er forpligtet på. Der er også den tydelige mulighed, at vi i den betydningsfulde overgang fra Det Gamle Testamentes Satan til Det Nye Testamentes Satan har omridset af en biografi og en antydning af den måde, hvorpå englene faldt.

3. Satan er i sit væsen begrænset:

En tredje generel betragtning, baseret på de oplysninger, der er givet i det tidligere afsnit, bør fremhæves i samme forbindelse. I Det Nye Testamentes fremstilling af Satan er hans begrænsninger klart angivet. Han er overmenneskelig, men ikke i nogen forstand guddommelig. Hans aktiviteter er kosmiske, men ikke universelle eller transcendente. Han er et skabt væsen. Hans magt er bestemt afgrænset. Han er dømt til endelig ødelæggelse som verdensmagt. Hele hans løbebane er et sekundært og afhængigt væsens løbebane, et væsen der får tilladelse til et vist begrænset magtområde--en tidsbegrænset leje af aktivitet (Luk 4,6).

4. Konklusioner:

Disse tre generelle betragtninger er blevet samlet på denne måde, fordi de afviser tre indvendinger, som er gængse mod læren om Satan.

(1) Den første er, at den har mytologisk oprindelse. At den ikke er dogmatisk, er a priori et vidnesbyrd imod denne hypotese. Mytologi er primitiv dogmatik. Der er intet vidnesbyrd om en teodicé eller en filosofi om det onde i Bibelens behandling af Satan. Desuden er Skriftens lære, selv om den er usystematisk i formen, strengt begrænset i sit omfang og overalt i det væsentlige konsekvent. Selv i Åbenbaringen, hvor der naturligt gives fantasien større spillerum, fremtræder de samme grundlæggende tanker. Læren om Satan svarer, punkt for punkt, til den intellektuelle sundhed og etiske alvor i det bibelske verdenssyn som helhed. Den er derfor ikke mytologisk. Den tøjlede, lutrede fantasis tilbageholdenhed, ikke den mytologiske fantasis udskejelser, ses gennem hele Bibelens behandling af emnet. Selv brugen af udtryk, der var gængse i mytologien (som måske 1 Mos 3,1; 1 Mos 3,13; 1 Mos 3,14; Åb 12,7-9; jf. 1 Pet 5,8), indebærer ikke mere end en litterær iklædning af Satan med egenskaber, som almindeligvis blev tillagt ondartede og uordnede kræfter.

(2) Den anden indvending er, at læren skyldes indflydelsen fra persisk dualisme (se PERSIAN RELIGION; ZOROASTRIANISM). Svaret på dette er klart på grundlag af de kendsgerninger, der allerede er fremført. Bibelens lære om Satan er ikke dualistisk. Satans rige havde en begyndelse, og det vil få en bestemt og varig afslutning. Satan er Guds store fjende i den kosmiske sfære, men han er Guds skabning, eksisterer ved guddommelig vilje, og hans magt står relativt set ikke mere mål med Guds end menneskers magt gør. Satan afventer sin dom. Weiss siger (om Det Nye Testamentes fremstilling af konflikten mellem Gud og ondskabens magter): "Der ligger heri ingen manikæisk dualisme, ... men kun den dybeste erfaring af genløsningens værk som den bestemte tilintetgørelse af den magt, hvorfra al synd i menneskenes verden udgår" (Biblical Theology New Testament, English tanslations of the Bible, II, 272; jf. G.A. Smith, op. cit., II, 318).

(3) Den tredje indvending er praktisk taget den samme som den anden, men rettet direkte mod selve læren, uafhængigt af spørgsmålet om dens oprindelse, nemlig at den ødelægger Guds enhed. Svaret på dette er også et enkelt nej. For nogle sind er skabte viljers virkelighed dualistisk og derfor uholdbar. Men en sand lære om enhed giver plads til andre viljer end Guds—nemlig hos de væsener, som Gud har skænket frihed. Her står læren om synd og Satan. Læren om Satan strider ikke mere imod Guds enhed end den tanke, som er så nødvendig både for moral og religion, om andre skabte viljer sat i modsætning til Guds. Ligesom forestillingen om Satan i én retning går over i den almene lære om engle, sådan forenes den i den anden med det brede og vanskelige emne om det onde (jf. "Satan," HDB, IV, 412a).

LITTERATUR.

Alle standardværker om bibelsk teologi, såvel som ordbøger osv., behandler læren om Satan med større eller mindre grundighed. De tyske teologer af den mere evangeliske type, såsom Weiss, Lange, Martensen (dansk), Dorner, skelner de dybere aspekter af læren, selv om de viser en tendens til overdreven spekulation. Af monografier, som forfatteren kender, kan ingen anbefales uden forbehold. Det er et emne, hvor Bibelen er sin egen bedste fortolker.

Louis Matthews Sweet