Saul
Easton's Bible Dictionary
Bedt om.
En konge i Edom (1 Mos 36,37, 38); kaldet Shaul i 1 Krøn 1,48.
Søn af Kish (sandsynligvis hans eneste søn og et bønnens barn, »bedt om«), af Benjamins stamme, den første konge over det jødiske folk. De særlige forsynsstyrede omstændigheder i forbindelse med hans udvælgelse til konge er nedskrevet i 1 Sam 8-10. Hans fars æselhopper var kommet bort, og Saul blev sendt ud sammen med en tjener for at lede efter dem. Saul og hans tjener forlod hans hjem i Gibea (10,5, »Guds høj«, KJV; bogstaveligt, som i RV's randnote, »Guds Gibea«) og gik mod nordvest over Efraims bjergland; derefter drejede de mod nordøst og kom til »Shalishas land«, derfra østpå til Shalims land og kom til sidst til området Zuf, nær Samuels hjem i Rama (9,5-10). På dette tidspunkt foreslog Saul at vende hjem efter tre dages frugtesløs søgen, men hans tjener foreslog, at de først skulle rådspørge »seeren«. Da de hørte, at han stod i begreb med at bringe offer, skyndte de to sig ind i Rama, og »se, Samuel kom ud imod dem« på vej til »bamah«, dvs. »højden«, hvor der skulle bringes offer; og som svar på Sauls spørgsmål: »Sig mig, jeg beder dig, hvor seerens hus er,« gav Samuel sig til kende for ham. Samuel var af Gud blevet forberedt på hans komme (9,15-17) og tog imod Saul som sin gæst. Han tog ham med til offeret, og efter måltidet »talte han med Saul på hustaget« om alt, hvad han havde på hjerte. Næste morgen »tog Samuel en oliekrukke og hældte den ud over hans hoved« og salvede Saul til konge over Israel (9,25-10,8), idet han gav ham tre tegn som bekræftelse på hans kaldelse til konge. Da Saul nåede hjem til Gibea, blev det sidste af disse tegn opfyldt, og Guds Ånd kom over ham, og »han blev forvandlet til et andet menneske«. Den jævne landmand blev forvandlet til Israels konge; en bemærkelsesværdig forandring indtraf pludselig i hele hans fremtræden, og folket sagde i deres forundring, da de så på Kishs statelige søn: »Er Saul også blandt profeterne?« — et udtryk, som blev til et »ordsprog«. (Jf. 19,24.)
Forbindelsen mellem Saul og Samuel var endnu ukendt for folket. »Salvningen« var sket i hemmelighed. Men nu var tiden kommet, da handlingen måtte bekræftes af folket. Samuel kaldte derfor folket sammen til en højtidelig forsamling »for Herrens ansigt« i Mizpa. Her blev der kastet lod (10,17-27), og loddet faldt på Saul; og da han blev stillet frem for dem, den mest statelige mand i hele Israel, lød for første gang i Israel det høje råb, så luften genlød: »Gud bevare kongen!« Han vendte nu tilbage til sit hjem i Gibea, ledsaget af en slags livvagt, »en flok mænd, hvis hjerter Gud havde rørt«. Da han nåede hjem, lod han dem gå og genoptog det stille slid fra sit tidligere liv.
Kort efter, da han hørte om ammonitten Nahashs adfærd ved Jabesh-Gilead (s.d.), samledes en hær fra alle Israels stammer på hans opfordring ved mødestedet i Bezek, og han førte dem som en stor hær ud i kamp og vandt en fuldstændig sejr over de ammonitiske angribere ved Jabesh (11,1-11). Midt i den almindelige glæde, som denne sejr fremkaldte, blev han nu fuldt ud anerkendt som Israels konge. På Samuels opfordring »gik hele folket til Gilgal, og dér gjorde de Saul til konge for Herrens ansigt i Gilgal«. Samuel salvede ham nu officielt som konge (11,15). Skønt Samuel aldrig ophørte med at være dommer i Israel, kom hans gerning i den egenskab nu i praksis til ophør.
Saul påtog sig nu den store og vanskelige opgave at befri landet fra dets arvefjender, filistrene, og med dette mål samlede han en hær på 3.000 mand (1 Sam 13,1, 2). Filistrene lå i lejr ved Geba. Saul besatte med 2.000 mand Mikmas og Betels bjerg; mens hans søn Jonatan med 1.000 mand besatte Gibea, syd for Geba, og tilsyneladende uden nogen befaling fra sin far »slog« filistrene i Geba. Derved blev filistrene vakt; de samlede en hær på 30.000 stridsvogne og 6.000 ryttere og »folk så talrige som sandet ved havets bred« og slog lejr i Mikmas, som Saul havde forladt til fordel for Gilgal. Saul tøvede nu i syv dage i Gilgal, før han foretog sig noget, sådan som Samuel havde fastsat (10,8); men da han blev utålmodig på den syvende dag, mens dagen var ved at gå på hæld, og han netop havde fuldendt brændofferet, kom Samuel og advarede ham om de skæbnesvangre følger af hans ulydige handling, for han havde ikke ventet længe nok (13,13.14).
Da Saul efter Samuels afrejse drog ud fra Gilgal med sine 600 mand — hans tilhængere var svundet ind til dette antal (13,15) — mod filistrene ved Mikmas (s.d.), havde han sit hovedkvarter under et granatæbletræ ved Migron over for Mikmas, kun adskilt derfra af Wady esSuweinit. Her ved Gibea-Geba hvilede Saul og hans hær uden at vide, hvad de skulle gøre. Jonatan blev utålmodig og planlagde sammen med sin våbendrager et angreb på filistrene, uden at Saul og hæren vidste det (14,1-15). Jonatan og hans våbendrager gik ned i wadien og kravlede på hænder og knæ op til toppen af den smalle klipperyg, der hed Bozez, hvor den filistiske hærs forpost var. De overraskede og dræbte derefter tyve af filistrene, og straks blev hele filisterhæren kastet ud i forvirring og flygtede i stor rædsel. »Der var en meget stor skælven«; en overnaturlig panik greb hæren. Saul og hans 600 mand, en flok som hurtigt voksede til 10.000, opdagede forvirringen og forfulgte filistrenes hær, og slagets bølge rullede helt til Bet-Aven, halvvejs mellem Mikmas og Betel. Filistrene blev fuldstændig slået på flugt. »Sådan frelste Herren Israel den dag.« Mens de forfulgte filistrene, bandt Saul overilet folket med ed og sagde: »Forbandet være den mand, der spiser noget før aften.« Men skønt israelitterne var matte og udmattede, »slog de filistrene den dag fra Mikmas til Ajjalon« (en afstand på 15 til 20 miles). Jonatan havde, mens han gik gennem skoven i forfølgelsen af filistrene, smagt lidt af den honningtavle, der fandtes i rigelige mængder dér (14,27). Dette blev senere opdaget af Saul (vers 42), og han truede med at lade sin søn dø. Folket greb imidlertid ind og sagde: »Ikke et hår på hans hoved skal falde til jorden.« Den, som Gud så tydeligt havde vedkendt sig, og som havde »udvirket denne store frelse i Israel«, måtte ikke dø. »Så holdt Saul op med at forfølge filistrene, og filistrene drog hjem til deres eget sted« (1 Sam 14,24-46); og dermed sluttede felttoget mod filistrene. Dette var Sauls anden store militære succes.
Sauls regeringstid fortsatte imidlertid med næsten uafbrudt krig mod fjenderne rundt omkring ham (14,47.48), og i dem alle viste han sig som sejrherre. Krigen mod amalekitterne er den eneste, der beskrives udførligt (1 Sam 15). Disse Israels ældste og arvelige fjender (2 Mos 17,8; 4 Mos 14,43-45) boede i området syd og sydvest for Israels land. Samuel kaldte Saul til at udføre den »ban«, som Gud havde udtalt (5 Mos 25,17-19) over denne grusomme og ubønhørlige fjende af Israel. Deres syndebæger var nu fuldt. Denne befaling var »prøven på hans moralske egnethed til at være konge«. Saul gik i gang med at udføre den guddommelige befaling; han samlede folket og drog fra Telaim (1 Sam 15,4) mod amalekitterne, som han slog »fra Havila helt til Shur«, idet han fuldstændig ødelagde »hele folket med sværdets æg«, dvs. alle, der faldt i hans hænder. Han gjorde sig imidlertid skyldig i oprør og ulydighed ved at skåne deres konge Agag og ved at se gennem fingre med, at hans soldater skånede de bedste får og okser; og Samuel, som fulgte efter Saul til Gilgal i Jordandalen, sagde til ham: »Fordi du har forkastet Herrens ord, har han også forkastet dig, så du ikke skal være konge« (15,23). Kongedømmet blev revet fra Saul og givet til en anden, nemlig til David, som Herren udvalgte til at være Sauls efterfølger, og som Samuel salvede (16,1-13). Fra den dag »veg Herrens Ånd fra Saul, og en ond ånd fra Herren plagede ham«. Han og Samuel skiltes og skulle kun mødes én gang igen ved en af profetskolerne.
David blev nu hentet som en »dygtig harpe-spiller« (1 Sam 16,16, 18) for at spille for Saul, når den onde ånd plagede ham, og sådan blev han ført ind ved Sauls hof. Han blev en stor favorit hos kongen. Til sidst vendte David tilbage til sin fars hus og til sin sædvanlige gerning som hyrde, måske i omkring tre år. Filistrene trængte endnu en gang ind i landet og samlede deres hær mellem Soko og Azeka, i Efes-Dammim, på den sydlige skråning af Eladalen. Saul og Israels mænd drog ud for at møde dem og slog lejr på den nordlige skråning af den samme dal, som lå mellem de to hære. Det var her, David dræbte Goliat fra Gat, filistrenes forkæmper (17,4-54), en bedrift som førte til den filistiske hærs flugt og fuldstændige nederlag. Saul tog nu David fast i sin tjeneste (18,2); men han blev jaloux på ham (vers 9) og viste ved mange lejligheder sit fjendskab mod ham (vers 10.11), et fjendskab der modnedes til et mordforsæt, som han til forskellige tider forgæves forsøgte at føre ud i livet.
Efter nogen tid »samlede« filistrene »sig« på Jizre'elsletten og slog lejr ved Shunem, på skråningen af Lille Hermon; og Saul »samlede hele Israel« og »slog lejr på Gilboa« (1 Sam 28,3-14). Da Saul ikke var i stand til at få Herrens vilje at vide, begav han sig sammen med to af sine folk til »heksen i Endor«, omkring 7 eller 8 miles borte. Her blev han overvældet af det rystende budskab, som på gådefuld måde blev givet ham af Samuel (vers 16-19), der viste sig for ham. »Han faldt straks så lang han var til jorden og blev meget bange på grund af Samuels ord« (vers 20). Filisterhæren »kæmpede mod Israel, og Israels mænd flygtede for filistrene og faldt dræbt på Gilboas bjerg« (31,1). I sin fortvivlelse over den ulykke, der havde ramt hans hær, »tog Saul et sværd og kastede sig på det«. Og filistrene fandt næste dag »Saul og hans tre sønner faldne på Gilboas bjerg«. Efter at have hugget hans hoved af sendte de det sammen med hans våben til Filistæa og hængte kraniet op i Dagons tempel i Ashdod. De ophængte hans hovedløse krop, sammen med Jonatans, på Bet-Shans mure. Mændene fra Jabesh-Gilead fjernede senere ligene fra dette sted; og efter at have brændt kødet begravede de kroppene under et træ i Jabesh. Resterne blev dog senere flyttet til familiesepulkeret i Zela (2 Sam 21,13, 14).
International Standard Bible Encyclopedia
sol (sha'ul; Saoul):
(1) Israels første konge.
I. TIDLIG HISTORIE
1. Navn og betydning
2. Slægtsregister
3. Hjem og stand
4. Kilder til hans liv
5. Valg til konge
6. Grunde til det
II. REGERING OG FALD
1. Hans første handling
2. Hæren omorganiseres
3. Slaget ved Mikmas
4. Besejrer amalekitterne
5. Afsættelsen udtalt
6. David føres frem for Saul
7. To beretninger
8. Sauls misundelse mod David
9. Forsøg på at skaffe sig af med David
10. David skåner Saul
11. Sauls delte kræfter
12. Rådfører sig med en dødemaner
13. Slaget ved Gilboa
14. Dobbelte beretninger
15. Sauls efterkommere
III. KARAKTER
1. Krønikebogen
2. Sauls fejl
3. Hans dyd
4. Davids klagesang
I. Tidlig historie.
1. Navn og betydning:
Navnet Saul opfattes sædvanligvis ganske enkelt som passivt participium af verbet »at bede«, og betyder således »bedt om« (sammenlign 1 Sam 8,4 ff), men det gentiliske adjektiv sha'uli (4 Mos 26,13) ville pege på, at det også havde en intensiv bibetydning: »den, der blev bedt indtrængende om«, eller måske »den, der beder indtrængende«, »tiggeren«.
2. Slægtsregister:
Saul var søn af Kish, en benjaminit. Hans stamtræ gives i 1 Sam 9,1 (sammenlign Septuaginta 10,21). I 1 Sam 9,1 er hans bedstefar Abiel, men i 1 Krøn 8,33; 1 Krøn 9,39 er det Ner, som i 1 Sam 14,50; 1 Sam 14,51 fremtræder som hans farbror.
Det sidste vers indeholder en meget ejendommelig skrivefejl, idet et yodh er gledet ud af ét ord i det og over i et andet. Det siger, at både Abner og Ner var sønner af Abiel. Disse tilsyneladende uoverensstemmelser skal forklares ved, at »søn« på hebraisk, som på arabisk, ofte bruges i betydningen sønnesøn. Desuden må vi, med den lette adgang til skilsmisse, som dengang var udbredt, i de fleste tilfælde forstå »bror« og »søster« som halvbror og halvsøster. Endvidere kan Sauls mor have været hustru på forskellige tidspunkter til Kish og til hans bror Ner (sammenlign 1 Sam 20,30). Dette var ganske almindeligt og i nogle tilfælde påbudt (5 Mos 25,5-9).
3. Hjem og stand:
Sauls hjem var i GIBEAH (se dette), som også kaldes Sauls Gibea, dvs. Sauls høj (1 Sam 11,4; sammenlign også 1 Sam 10,5, Guds høj, eller blot Højen, 1 Sam 10,10; Hos 5,8 osv.), eller Benjamins eller benjaminitternes høj (1 Sam 13,15; 2 Sam 23,29). Den identificeres sædvanligvis med Tell el-Ful, men måske markeres dens sted snarere af nogle ruiner nær ved, men neden for, denne højde. Benjamins stamme var Israels krigerstamme, og Kish synes at have været et af dens vigtigste medlemmer. Sauls nedvurderende bemærkninger (1 Sam 9,21) skal ikke tages bogstaveligt.
4. Kilder til hans liv:
Omstændighederne i Sauls løbebane er for velkendte til at kræve en genfortælling. Det vil være tilstrækkeligt at henvise til nogle af de anerkendte vanskeligheder i fortællingen. Disse vanskeligheder opstår af den kendsgerning, at vi synes at have to særskilte biografier om Saul i de nuværende Samuelsbøger. Dette kan meget vel være tilfældet, da den semitiske historikers praksis er at nedskrive mere end én tradition om hver begivenhed uden at forsøge at bearbejde dem til én sammenhængende beretning. Vi vil kalde de dobbelte fortællinger A og B uden at forudsætte, at nogen af dem er et sammenhængende hele.
Se SAMUEL, BOOKS OF.
5. Valg til konge:
Ifølge A blev Saul salvet til konge over Israel i Rama af profeten Samuel, som handlede efter en inspiration fra Jahve, ikke blot uden at rådføre sig med nogen, men i den strengeste hemmelighed (1 Sam 9,1-10). Ifølge B krævede stammernes sheiker en konge. Samuel forsøgte forgæves at tale dem fra det. De ville ikke høre, og en konge blev valgt ved lodkastning i Mispa. Loddet faldt på Saul, og Samuel nedlagde straks sit embede (1 Sam 1; 1 Sam 17-27, idet den sidste sætning udelades; og kapitel 12).
6. Grunde til det:
Der gives i teksten tre forskellige grunde til afskaffelsen af teokratiet og indstiftelsen af et valgkongedømme eller arvekongedømme: for det første Samuels sønners uduelighed (1 Sam 8,1); for det andet en invasion fra ammonitterne (1 Sam 12,12); og for det tredje filistrene (1 Sam 9,16). Disse tre motiver udelukker ikke hinanden. Filistrene udgjorde den stadige trussel mod den nationale eksistens, som før eller senere ville have gjort oprettelsen af et kongedømme nødvendig. De to andre var midlertidige omstændigheder, hvoraf den ene forværrede situationen, mens den anden viste det håbløse i at vente nogen forbedring i den nærmeste fremtid.
II. Regering og fald.
1. Hans første handling:
Valget af Saul i Mispa foregik i nærværelse af klanernes høvdinge; man skal ikke forestille sig, at hele nationen var til stede. Så snart det var overstået, drog vælgerne hjem, og Saul vendte også tilbage til sin fars gård og fulgte, ligesom Cincinnatus, igen ploven. »Inden for omtrent en måned« kom imidlertid budskabet (1 Sam 10,27 Septuaginta, i stedet for den masoretiske tekst »Men han tav«). Et budskab fra borgerne i JABESH-GILEAD (se dette) blev sendt rundt til stammerne med appel om hjælp mod ammonitterne under Nahash. De vidste naturligvis intet om, hvad der var sket i Mispa, og det var kun ved et tilfælde, at deres budbringere ankom til Gibea, da de gjorde. Saul viste sig situationen voksen, og straks derefter blev han hyldet som konge af hele folkets forsamling (1 Sam 1). Dette dobbelte valg, først af høvdingene og derefter af folket, er en ganske regelmæssig fremgangsmåde.
2. Hæren omorganiseres:
Denne første succes opmuntrede Saul til at gå i gang med det, der skulle blive hans livsopgave, nemlig at afkaste filisternes overherredømme. Fra begyndelsen havde han haft de dristigste mænd på sin side (1 Sam 10,26, Septuaginta, den reviderede engelske oversættelses randnote); nu var han i stand til at danne en stående hær på 3.000 mand under kommando af ham selv og hans søn Jonatan (se denne). Filistrene, den sidste rest af den minoiske race, havde den fordel, at de besad jernvåben. Det var faktisk dem, der indførte jern i Israels land fra Kreta — israelitterne kendte kun bronze og var endda blevet berøvet våben af de blødere metaller. De synes at have bevæbnet sig — med undtagelse af kongen og hans søn — med hakker og plovskær (1 Sam 13,19).
3. Slaget ved Mikmas:
Det første sammenstød var angrebet på den filistiske post ved Mikmas (1 Sam 1; 1 Sam 14). Teksten i beretningen er usikker, men følgende omrids er klart. Da filistrene hørte, at hebræerne havde gjort oprør (1 Sam 13,3, Septuaginta), samlede de en stor styrke, herunder 3.000 vogne (1 Sam 13,5, Septuaginta; den masoretiske tekst har 30.000), ved Mikmas. I forfærdelse deserterede Sauls tropper (1 Sam 13,6), indtil han kun havde 600 tilbage (1 Sam 14,2). Trods dette fremskyndede Jonatan fjendtlighederne ved et dristigt angreb på en af forposterne. Det lykkedes så godt, at hele den filistiske hær blev grebet af panik, og Sauls angreb og deres hebraiske slavers desertering fuldendte deres nederlag. Saul fulgte sin sejr op ved at foretage plyndringstogter til alle sider (1 Sam 14,47).
4. Besejrer amalekitterne:
Sauls næste felttog var mod amalekitterne under Agag, som ligeledes blev fuldstændig besejret. Kampen blev ført med al den ubarmhjertighed, der var almindelig i stammekrige. De venligtsindede kenitter fik advarsel om at trække sig bort fra faren; derefter blev den fjendtlige stamme nedslagtet til sidste mand, idet kun deres høvding foreløbig blev skånet. Selv kvinderne og børnene blev ikke taget som slaver, men blev alle dræbt (1 Sam 1).
5. Afsættelsen udtalt:
Det er ikke klart, hvad Samuels præcise holdning til Saul var. Som teokratiets ubestridte overhoved modsatte han sig naturligvis, at hans magt blev indskrænket ved tabet af den borgerlige myndighed (1 Sam 8,6). Selv efter valget af Saul hævdede Samuel at være statens kirkelige overhoved. Han synes at have gjort indsigelse mod, at Saul bragte offeret før slaget (1 Sam 13,10), og at have betragtet ham blot som sin stedfortræder (1 Sam 15,3), som kunne afskediges for ulydighed (1 Sam 15,14). Også her synes der i den overleverede tekst at være to adskilte beretninger, som vi igen kan kalde A og B. I A forkastes Saul, fordi han ikke venter længe nok på Samuel i Gilgal (1 Sam 13,8; sammenlign 1 Sam 10,8). “Syv dage” betyder naturligvis otte, eller endnu flere, kort sagt indtil Samuel skulle komme, hvornår det end måtte være. Udtrykket kunne næsten udelades i en oversættelse. I B forkastes Saul, fordi han ikke udførte Samuels befalinger (1 Sam 15,3) til punkt og prikke. De to beretninger udelukker ikke hinanden. Den anden forseelse var en forværring af den første, og efter den så Samuel ikke Saul igen (1 Sam 15,35).
6. David introduceres for Saul:
Han havde god grund til ikke at gøre det. Han havde salvet en rivaliserende leder af staten i opposition til Saul, en forræderisk handling, som, hvis den var blevet opdaget, ville have kostet ham hovedet (sammenlign 2 Kong 9,6; 2 Kong 9,10). Saul accepterede ikke straks sin afsættelse, men han tabte modet. Man kan ikke andet end beundre ham: forladt af Samuel og overbevist om, at han spillede et tabende spil, og dog fortsatte han i embedet. For at drive hans tungsind bort præsenterede hans tjenere ham for en musiker, som spillede, indtil hans sind blev oplivet (1 Sam 16,14; sammenlign 2 Kong 3,15).
7. To beretninger:
Ved et mærkeligt sammentræf (sammenlign I, 5, ovenfor) var spillemanden netop den person, som Samuel i hemmelighed havde salvet til at fortrænge Saul. Ifølge noget, der ligner en anden beretning, var det imidlertid hans møde med Goliat, der førte til, at David blev præsenteret for Saul (1 Sam 17,1; se David). Trods alt, hvad der er blevet sagt om det modsatte, er de to beretninger ikke uforenelige, eftersom vi ikke får at vide, i hvilken rækkefølge begivenhederne fandt sted, eller over hvor mange år disse begivenheder strakte sig. Teorien om dobbeltberetninger hviler på den antagelse, at alle udsagn fremsat af dramatis personae i Bibelen skal tages for pålydende. Hvis 1 Samuel 16 og 17 havde udgjort en del af et skuespil af Shakespeare, ville de være blevet betragtet som et fint eksempel på hans geni. Der ville være blevet skrevet afhandlinger for at forklare, hvorfor Saul ikke genkendte David, og hvorfor Abner nægtede alt kendskab til ham. Septuaginta udelader imidlertid 1 Sam 17,12-31; 1 Sam 17,41; 1 Sam 17,50; 1 Sam 17,55-18.
8. Sauls misundelse mod David:
Om Saul faktisk opdagede, at David var blevet salvet af Samuel, eller ej, så han snart i ham sin rival og uundgåelige efterfølger, og han ville næppe have været menneskelig, hvis han ikke havde følt misundelse mod ham. Hans modvilje mod David havde to motiver. Det første var jalousi, fordi kvinderne foretrak Davids militære geni frem for hans eget (1 Sam 18,7). Hans deraf følgende forsøg på Davids liv (1 Sam 18,8-11) er udeladt i Septuaginta. Ikke mindst var hans egen datters kærlighed til David (1 Sam 18,20; i 1 Sam 18,28 læs med Septuaginta “hele Israel”). Den anden årsag var hans naturlige modvilje mod at se sin søn Jonatan fortrængt fra sine rettigheder til tronen, en modvilje, som blev forstærket af denne søns hengivenhed for hans egen rival (1 Sam 20,30).
Se også David; Jonatan.
9. Forsøg på at skaffe sig af med David:
Saul kunne ikke tro, at David kunne forblive loyal mod ham (1 Sam 24,9); ved den første gunstige lejlighed ville han vende sig mod ham, styrte ham fra tronen og udrydde hele hans hus. Under disse omstændigheder var det hans vigtigste interesse at skaffe sig af med ham. Hans første forsøg på at gøre det (hvis man med Septuaginta udelader 1 Sam 18,8 b-11) var at opmuntre ham til at foretage togter mod filistrene i håb om, at disse kunne dræbe ham (1 Sam 18,21); hans næste var mord ved en af hans tjenere (1 Sam 19,1) og dernæst ved hans egen hånd (1 Sam 19,9). Da David blev tvunget til at flygte, blev striden til borgerkrig. Den overtroiske frygt for at skade Jahves udvalgte havde givet plads for blindt raseri. De, der gav flygtningen ly, selv præster, blev slagtet (1 Sam 22,17). Fra sted til sted blev David jaget, som han selv siger, som en agerhøne (1 Sam 26,20).
10. David skåner Saul:
Det hævdes almindeligvis, at vi også her har dobbeltberetninger; for eksempel at der er to beretninger om, at David søgte tilflugt hos Akish, kongen af Gat, og to om, at han skånede Sauls liv. De sidstnævnte findes i 1 Samuel 24 og 26, men lighedspunkterne er små. Tre tusind (24,2; 26,2) var antallet af Sauls udvalgte mænd (sammenlign 13,2). David bruger billedet med "en loppe" i 24,14, men i 26,20 har Septuaginta i stedet for "en loppe" "min sjæl", hvilket uden tvivl er oprindeligt. De få andre udtryk ville naturligt forekomme i enhver beretning med samme indhold.
11. Sauls delte kræfter:
Det er indlysende, at Sauls delte kræfter ikke kunne holde længe; han kunne ikke slå det indbildte oprør ned indadtil og samtidig holde den fremmede fjende fra livet. Næppe havde han fået flygtningen inden for rækkevidde, før han blev kaldt bort af et filisterangreb (1 Sam 23,27); men efter at hans liv var blevet skånet to gange, syntes han til sidst at indse, at de sidstnævnte var den virkelige fjende, og han kastede hele sin styrke ind i et desperat forsøg på at overleve.
12. Rådfører sig med en åndemaner:
Saul så selv, at hans sag var håbløs, og at spillet faktisk var ude. Som et sidste, fortvivlet håb besluttede han at søge okkult råd. Han kunne ikke længere bruge de officielle midler til spådom (1 Sam 28,6) og var nødt til at ty til en åndemaner, en af en gruppe, som han selv havde truffet foranstaltninger til at undertrykke (1 Sam 28,3). Resultatet af seancen bekræftede hans værste frygt og fyldte hans sjæl med fortvivlelse (1 Sam 28,7).
13. Slaget ved Gilboa:
Det siger meget om Saul, at han, håbløs som han var, gik ind i en sidste, fortvivlet kamp med fjenden. Filistrene havde samlet sig i stor styrke ved Shunem. Saul opstillede sin hær på den modsatte høj Gilboa. Mellem de to styrker lå en dal (sammenlign 1 Sam 14,4). Resultatet blev, som det var blevet forudset. Israelitterne, uden tvivl stærkt reduceret i antal (modsat 1 Sam 11,8), led et fuldstændigt nederlag, og Saul og hans sønner blev dræbt. Deres rustninger blev anbragt i Ashtarots tempel, og deres lig blev hængt op på Bet-Shans mur, men Sauls hoved blev sat i Dagons tempel (1 Krøn 10,10). Borgerne i Jabesh-Gilead reddede af gammel taknemmelighed ligene og brændte dem, på en ikke-semitisk måde, og begravede knoglerne.
14. Dobbeltberetninger:
Endnu en gang har vi, ifølge de fleste nutidige kritikere, dobbeltberetninger om Sauls død. Ifølge den ene, som vi kan kalde A, faldt han, ligesom Ajax, som han i høj grad ligner, på sit eget sværd efter at være blevet dødeligt såret af bueskytterne (1 Sam 31,4). Ifølge den anden (2 Sam 1,2) gjorde en amalekit, som tilfældigvis havde været vidne til slaget, ende på Saul på hans egen anmodning for at redde ham fra fjenden. Men B er simpelthen fortsættelsen af A og fortæller os, hvordan David modtog nyheden om slaget. Amalekittens historie er naturligvis en opdigtelse med henblik på en belønning. Lignende krav på belønning for mord er almindelige (2 Sam 4,9).
15. Sauls efterkommere:
Med Saul begyndte og sluttede det første israelitiske dynasti. Navnene på hans sønner angives i 1 Sam 14,49 som Jonatan, Jishvi og Malkishua. Jishvi eller Jishjo (Septuaginta) er Eshbaal, kaldet i 2 Sam 2,8 ISH-BOSHETH (se dette). 1 Krøn 8,33 tilføjer Abinadab. Jonatan efterlod en lang række efterkommere, der ligesom han selv var berømte som bueskytter (1 Krøn 8,34). Resten af Sauls efterkommere uddøde tilsyneladende. Malkishua og Abinadab blev dræbt ved Gilboa (1 Sam 31,6; 1 Krøn 10,2), og Ish-Boshet blev myrdet kort efter (2 Sam 4,2). Saul havde også to sønner med Rizpa uden for ægteskab, som blev henrettet af David i overensstemmelse med en overtroisk skik, ligesom også de fem sønner af Sauls datter Merab blev det (2 Sam 21,8, ikke Mikal; sammenlign 1 Sam 18,19). Sauls anden datter Mikal havde tilsyneladende ingen børn. Saul havde, ser det ud til, andre hustruer, som blev taget ind i Davids harem i overensstemmelse med tidens skik (2 Sam 12,8), men om dem og deres efterkommere ved vi intet.
III. Karakter. 1. Krønikebogen:
Sauls liv og karakter behandles på en temmelig summarisk måde af Krønikeskriveren (1 Krøn 1, især 1 Krøn 10,13; 1 Krøn 10,14). Saul blev forkastet, fordi han var illoyal mod Jahve, især ved at rådføre sig med en åndemaner. Den overordnede forudsætning for denne konklusion er imidlertid den gamle læresætning: "Ulykke forudsætter synd." Set fra et bredere synspunkt kan Saul ikke affærdiges på så flot en måde.
2. Sauls fejl:
Som alle andre havde Saul sine dyder og sine fejl. Hans største svaghed synes at have været mangel på fasthed i karakteren. Han lod sig let påvirke af begivenheder og mennesker. Lovprisningen af David (1 Sam 18,7) satte straks hans jalousi i brand. Hans forfølgelse af David skyldtes i høj grad tilskyndelsen fra skadelige hofmænd (1 Sam 24,9). Når han blev irettesat, var hans anger lige så dyb, som den var kortvarig (1 Sam 24,16; 1 Sam 26,21). Hans impulsivitet var sådan, at han ikke vidste, hvor han skulle standse. Hans forbud (1 Sam 14,24) var lige så ubegrundet, som hans religiøse iver (1 Sam 15,9) var malplaceret. Han befandt sig altid i en yderlighed. Hans had til David svarede kun til hans hengivenhed for ham i begyndelsen (1 Sam 18,2). Hans fejhed førte ham til at begå forbrydelser, som hans egen dømmekraft ville have forbudt (1 Sam 22,17). Som de fleste slagne mennesker blev han mistænksom over for alle (1 Sam 22,7), og ligesom dem, der let lader sig lede, fandt han snart sit onde geni (1 Sam 22,9; 1 Sam 22,18; 1 Sam 22,22). Sauls manglende evne til at handle alene fremgår af den kendsgerning, at han aldrig, så vidt vi ved, deltog i tvekamp. Før han overhovedet kunne handle, måtte hans raseri eller hans medlidenhed bringes i kog (1 Sam 11,6). Hans sind var i særlig grad underlagt ydre påvirkninger, så han snart var en anset verdensmand, snart en profet (1 Sam 10,11; 1 Sam 19,24).
3. Hans dyder:
På den anden side besad Saul mange høje egenskaber. Hans frygt for embedet (1 Sam 10,22) blev kun overgået af den kølighed, hvormed han modtog det (1 Sam 11,5). På det første kald til handling svarede han med beslutsom hurtighed (1 Sam 11,6). Hans rettidige hjælp vakte varig taknemlighed hos indbyggerne i Jabesh-Gilead (1 Sam 31,11). Når vi husker, at Saul åbent blev forkastet af Samuel (1 Sam 15,30) og troede sig forkastet af Jahve, kan vi ikke andet end beundre den måde, hvorpå han kæmpede videre til det sidste. Desuden viser den kendsgerning, at han ikke blot beholdt sine egne sønner, men også en tilstrækkelig stor styrke af krigere til at tage kampen op med en stor filisterhær, at der må have været noget i ham, som vakte tillid og loyalitet.
4. Davids klagesang:
Der er dog ingen tvivl om Sauls ærefulde og ædle egenskaber. De vigtigste var hans tapperhed i krig og hans storsind i fred. De er blevet nedskrevet af den mand, der kendte ham bedst, i vers, som hører til blandt de mest autentiske i Bibelen (2 Sam 1,19).
(2) Saul fra Tarsus.
Se Paulus.
Thomas Hunter Weir
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897) og International Standard Bible Encyclopedia (red. James Orr, 1915/1939), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst (helt eller delvis). Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).