sto'-iks (Stoikoi):

1. Oprindelse og udbredelse

2. Metafysik og religion

3. Sensualistisk erkendelsesteori

4. Etisk lære

5. Forhold til kristendommen

LITTERATUR

1. Oprindelse og udbredelse:

Navnet blev afledt af Stoa Poikile, den bemalede søjlehal i Athen, hvor skolens grundlæggere først holdt forelæsninger. Denne skole inden for græsk filosofi blev grundlagt i Athen omkring 294 f.Kr. af Zenon (omkring 336-264 f.Kr.), en indfødt fra Kition, en græsk koloni på Cypern. Men den semitiske race var fremherskende på Cypern, og man har formodet, at Zenon var af semitisk snarere end hellensk oprindelse. Hans græske kritikere hånede ham for at være føniker. Det er derfor blevet foreslået, at systemets særlige moralske tone var semitisk og ikke hellensk. Dette synspunkt får yderligere farve af den kendsgerning, at Zenons nærmeste efterfølgere som skolens ledere også kom fra Lilleasien: Kleanthes (331-232 f.Kr.) var fra Assos, og Chrysippos (280-206 f.Kr.) fra Soloi i Kilikien. Flere andre tilhængere af systemet kom fra Lilleasien, og det blomstrede i flere asiatiske byer, såsom Tarsus og Sidon. I det 2. århundrede f.Kr. blev læren bragt til Rom af Panaitios fra Rhodos (omkring 189-109 f.Kr.), og i løbet af de to følgende århundreder bredte den sig vidt blandt de øvre klasser i det romerske samfund. Blandt dens tilhængere talte den en Scipio og en Cato, Seneca og Marcus Aurelius, såvel som den frigivne slave Epiktet. Den mest fyldestgørende redegørelse for de græske stoikeres lære er bevaret i Ciceros skrifter; han var dog en sympatisk kritiker snarere end en tilhænger af skolen. Systemet fik sin mest varige indflydelse ved at blive antaget som den formende faktor i det kejserlige Roms retsvidenskab, og romerretten bidrog på sin side til dannelsen af kristen lære og etik.

2. Metafysik og religion:

Stoicismens hovedprincipper blev fremsat af Zenon og Kleanthes, og Chrysippos formulerede dem til en systematisk lære, som blev en norm for skolens rettroenhed, og som kun gav dens senere lærere ringe frihed til spekulation. Hvilke semitiske slægtskaber der end kan have været i Zenons og hans tilhængeres sind, hentede de de formelle principper for deres system fra græske forudsætninger. Det etiske bud, »Følg naturen«, lærte de fra Antisthenes' sokratiske skole, kynikerne. Men de fulgte den tidligere filosof Heraklit ved at definere naturens lov som fornuft (logos), som på én gang var intelligensens princip i mennesket og den guddommelige fornuft, der er iboende i verden. Denne lære forbandt de igen med den udbredte græske hylozoisme, og derfor hældede deres metafysik mod en materialistisk panteisme. På den ene side er naturen organiseringen af materielle atomer ved dens egne ensartede og nødvendige loves virke. På den anden side er den et levende, fornuftigt væsen, som underordner alle sine dele under arbejdet på at virkeliggøre et fornuftigt formål, der ligger i helheden. Som sådan kan den kaldes Forsyn eller Gud.

Mens stoikerne forkastede den folkelige religions former og ritualer, forsvarede de troen på Gud og indskærpede fromhed og ærefrygt over for ham. Deres panteisme gav også et grundlag for græsk polyteisme side om side med deres monisme; for hvor hele verden er Gud, er hver del af den guddommelig og kan dyrkes. En anden følge af deres panteisme var deres holdning til det onde, som de anså for kun tilsyneladende eller relativt ondt, men i virkeligheden godt i helhedens harmoni. Derfor bar de det onde med mod og munterhed, fordi de troede, at »alle ting virkede sammen til det gode« i absolut forstand.

3. Sensualistisk erkendelsesteori: Den materialistiske tendens i deres metafysik kommer også frem i deres erkendelsesteori, som var sensualistisk. Det menneskelige sind var ved fødslen en tabula rasa. Dets første ideer blev afledt af sanseindtryk, de indtryk som den ydre verden gjorde på sjælen, som de også opfattede som et materielt legeme, om end dannet af finere atomer end det ydre legeme. Ud fra disse sanseindtryk opbyggede sindet sine intuitioner eller forudfattelser og sine begreber, som udgjorde dets forråd af ideer. Det er ikke klart, hvor langt de tillagde sindet en skabende kraft som bidrag med en eller anden faktor til kundskabens organisering, der ikke var afledt af erfaringen. Det stoiske system er aldrig konsekvent materialistisk og heller ikke konsekvent idealistisk. De fleste af dets udtryk bruges i dobbelt betydning, materiel og åndelig.

4. Etisk lære:

Men dens etiske lære viser, at systemets hovedretning var spiritualistisk. For dets krone og højdepunkt var etikken. Stoikerne søgte ikke viden for dens egen skyld. De spekulerede over de sidste spørgsmål kun med det praktiske formål at finde en regel for liv og adfærd. Og i deres etik tolkes det store bud, "Følg naturen," i en tydeligt idealistisk betydning. Det betyder: "Følg fornuften," eftersom fornuften findes både i mennesket og i universet som helhed. Det er underkastelse under Forsynet eller universets rationelle orden og opfyldelsen af menneskets egen rationelle natur. Livet i overensstemmelse med naturen er menneskets højeste gode. Hvordan den faktiske natur kunne være det ideelle gode, som mennesket burde søge, eller hvordan mennesket var frit til at stræbe efter et ideal, mens det var bundet i et nødvendighedens system, var grundlæggende paradokser i systemet, som stoikerne aldrig løste. De sammenfattede deres morallære i idealet om vismanden eller det vise menneske. Hans vigtigste kendetegn er ataraksi, et roligt, lidenskabsløst herredømme over alle følelser og uafhængighed af alle omstændigheder. Derfor lever han et konsekvent, harmonisk liv i overensstemmelse med universets fuldkomne orden. Han opdager denne orden gennem kundskab eller visdom. Men stoikerne definerede også dette ideal som et system af særlige pligter, såsom renhed i én selv, kærlighed til alle mennesker og ærefrygt for Gud. I stoisk etik nåede græsk filosofi højdepunktet for sin morallære. Intet andet sted uden for kristendommen finder vi en så ophøjet regel for den enkeltes adfærd, et så humant, håbefuldt og omfattende ideal for samfundet.

5. Forhold til kristendommen:

Da "nogle .... af de epikuræiske og stoiske filosoffer gav sig i diskussion med" Paulus i Athen, og da, efter at apostlen havde talt på Areopagos, "nogle spottede; men andre sagde: Vi vil høre dig om dette igen" (ApG 17,18; ApG 17,32), er det ikke en usandsynlig slutning, at epikuræerne spottede, mens stoikerne ønskede at høre mere. For de ville finde meget i apostlens lære, som stemte med deres egne synspunkter. Paulus' citat fra klassikerne i hans tale i Athen var fra den stoiske digter Aratos fra Soloi i Kilikien: "For vi er også hans afkom." Hans lære om skabelsen, om guddommelig immanens, om Guds åndelighed og faderskab ville være velkendt og acceptabel for dem. Hans forkyndelse af Kristus ville ikke have været dem uvelkommen, de som søgte efter den ideale vismand. Paulus' morallære, som den fremtræder i hans breve, viser en vis lighed med stoisk etik. Det er muligt, at Paulus havde lært meget fra den stoiske skole i Tarsus. Det er sikkert, at senere kristen tænkning skyldte stoicismen meget. Dens lære om den immanente Logos blev forenet med Filons opfattelse af den transcendente Logos, så den dannede Logos-læren, gennem hvilken de græske fædre fortolkede Kristi person. Og stoisk etik blev næsten i sin helhed overtaget af den kristne kirke.

Se epikuræere; filosofi.

LITTERATUR. De vigtigste bevarede kilder er skrifterne af Cicero, De Finibus, De Natura Deorum osv.; Seneca, Plutark, M. Antoninus Aurelius, Epiktet, Diogenes Laertios, Sextus Empiricus og Stobaeus. Moderne værker: H. von Arnim, Stoicorum veterum fragmenta; Zeller, Stoics, Epicureans and Sceptics; R. D. Hicks, Stoic and Epicurean; W. L. Davidson, The Stoic Creed; E. V. Arnold, Roman Stoicism, som indeholder en fuldstændig bibliografi og behandler stoicismens forhold til kristendommen; om det sidstnævnte punkt se også Lightfoot, Philippians, Excursus II, "St. Paul and Seneca"; filosofihistorier af Rogers, Windelband, Ueberweg og E. Caird.

T. Rees